I rum med døden i 80 minutter

En Lykkelig Slutning kan ses på Århus Teater fra d. 20-29/3 tager derefter på turné i landet og kommer igen på Århus Teater d. 21/8-13/9. 

De døde er levende, på Århus Teaters opsætning af En Lykkelig Slutning.
Publikum er meget samarbejdsvillige og tager både sko og tørklæder af for bedemanden, som ikke hedder Christian, selvom alle før ham, ellers har fået det navn.
Så på `lit de parade` ligger nu en levende, under det hvide lagen med tåseddel, med røde negle, håret slået ud over stålbordets hårde kant.
Der fastsættes dødstidspunkt og døden bekræftes.
For at forstå kærligheden, forstå hvor levende vi er, også når vi er døde, har instruktør Sigrid Johannesen taget det greb at involverer os direkte, det er en genistreg.

En Lykkelig Slutning er en fortælling med et flow og vid om generationers udvikling af bedemandsfaget, viklet ind i personliggjorte skæbner. Det er en virkelig god bog, som også er prisbelønnet med Læsernes Bogpris i 2020.
At se den for mine øjne er voldsomt.
Og teaterets opsætning stopper ikke her.
At lugte den forestilling ER voldsom.
Jeg tror ikke, jeg har oplevet effekten af lugt, i en teaterforestilling før.
Flere gange er jeg i tvivl om, om det er min egen fantasi der spiller et puds med mig, om jeg indlever mig? Så jeg i bølger, kan lugte tung, vammel lugt af blomster og død.

Vi ankommer direkte til bedemandens arbejdsrum på kælderscenen Studio, en blanding af kølerum og bedemandsforretning.
Der er de karakteristiske kvadratiske ståldøre, hvor vi ved, at lig er på køl.
6 vandrette og 3 ned – 18 rum i hver.
“Er vi i skole”? Spørger min, snart voksne søn, som er taget med mig, for ja, så naturtro opleves scenen og så konkret formidles “virksomhedsbesøget”.
Jeg har engang taget et “sorgkursus” hvor det at komme på besøg i et kapel og hos en bedemand og lære om ligbrændinger og begravelser, også var en del af “pensum”.
Vi ved ikke ret meget, om vores konkrete håndtering af vores døde i Danmark og jeg er sikker på, at mange heller ikke historisk, ved særligt meget om det.
Publikum spidser øre og lytter intenst til skuespiller Christian Hetlands formidling.
For overgangen til, at vi fotograferede vores døde, havde børn med til at kysse dem farvel, til at børn i dag, nu sjældent ser den døde og vi selv, siger farvel meget privat uden hornorkester og grædekoner, er en ret så interessant udvikling.
Men vi ER i teateret og med få effekter, får han os, til at hoppe i sædet et par gange.
Det ér også en forestilling hvor vi skal tage det at være i rum med døden i 80 minutter, mere end alvorligt, der er både mørke, blinkende strobelys, nekrofili og som sagt lugt!
Det kan påvirke enhver og gør det også. 

Heldigvis er der også meget humor blandet ind og vi kan ryste afsky og gru af os. Det er en formidabel skuespilpræstation af Christian Hetland og helt fortjent, at han vandt en Reumert med forestillingen.
Han står helt alene på scenen og bliver bedemanden vi både kommer til at holde af, føler med og forskrækkes over. Hans ensomhed, både fysisk på scenen, i sit fag som bedemand og med sin seksualitet, er så tydelig at den er til at røre ved.
Puha, sikke en forestilling at skulle gentage hver aften og tak, fordi han gør det.
Døden er bag forestillingens morale: “skylder vi ikke livet, at elske og elskes”?.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.