Nyt Live session-format går i luften
Se første live session fra Boutique Hotel Concerts her – Albumaktuelle Svea S gæster første video.
Drømmen om at indfange musik på lyd og billeder af høj autenticitet har levet længe hos PDH Music. Nu lancerer de Boutique Hotel Concerts – en kanal, der opfylder netop disse drømme.
Boutique Hotel Concerts er et live session-format, der giver publikum en ægte og nærværende koncertoplevelse. Første video i rækken præsenterer den danske sanger og sangskriver Svea S, der sammen med sit band spiller intime udgaver af fem sange fra sit nye album. Svea S, der i fem år har været en markant figur på den danske musikscene, leverer her en musikalsk rejse, hvor ægthed og følelsesmæssig dybde er i fokus.
Svea S har i løbet af sin karriere hittet med sange som “Forfra”, “Langt Imellem”, “Hey Far”, “Mindst Ondt” (med Malthe Ebert), “Tro Mig Jeg Vil Være Der” og “Hvor Solen Ik’ Skinner” (med Mumle). Hendes musik har rørt mange, og det er netop denne nærhed og ægthed, som Boutique Hotel Concerts ønsker at indfange og dele. I forbindelse med Svea S’ nyligt udgivne album “For Evigt I Går” har Svea S og hendes musikere lavet en fortolkning af, hvordan de højaktuelle velproducerede sange opleves i sin rå form.
Med Boutique Hotel Concerts er visionen at skabe autentiske musikoplevelser. Dogmet er enkelt: Musikken skal fanges, som den lyder i rummet, så lytterne føler sig som en del af koncerten, selvom de sidder bag en skærm. Der arbejdes med minimal efterbehandling, så hver optagelse afspejler den ægte energi og stemning fra musikernes liveoptræden.
Boutique Hotel Concerts handler om at skabe unikke musikoplevelser, der bringer artister tættere på deres publikum, uanset hvor de befinder sig. Første koncert med Svea S er et perfekt eksempel på, hvad formatet står for – en autentisk, uforfalsket og intim musikoplevelse, der fanger det essentielle i hver performance.
Boutique Hotel Concerts er skabt af PDH Music, og koncerten med Svea S er sat op i samarbejde med Guldsmeden Hotels og DPA Microphones.