Hands-on fusion funky musikalsk oplevelse af 3. grad

Chris Minh Doky & the Nomads, er I Århus, direkte ankommet fra koncert, som dagen før, var i Italien.
Hans nomader er:
Keith Carlock, trommeslager (også kendt fra Toto, Sting, John Mayer)
Mino Cinelo, percussion (også kendt fra Miles Davis, Weather Report og Sting)
og George Whitty, keyboard (også kendt fra Carlos Santana, Brecker Brothers, David Sanborn)
Store internationale navne med kvalitets tyngde indenfor jazzen.
Der ligger en frisk albumudgivelse fra februar med navnet ´New Beginnings´.
Så genial timing af booking, af Musikhuset i Århus og heldigt for os publikum her den 26/3 kl 19:30.

´New Beginnings´ er også er et nummer på udgivelsen, som han præsenterer og spiller i aften.
Scenen er sat i Rytmisk sal i Musikhuset som er fyldt ud med det, jeg ville kalde jazzens nørder.
Jeg er nok ikke den eneste med ærefrygt og høj forventning, for Chris Minh Doky er et stort navn indenfor sit felt og har været det siden han var 21 og slog igennem i New York.
De ankommer med en glad, nærværende og let energi.
Der er 8 blå scenelamper over de 4 musikere og kongeblåt, bagscene tæppe i tung velour.
Chris Minh Doky er placeret i midten som ”forsanger” med sin skrabede version af en smuk bas, hans tunge drenge er placeret rundt om ham og fylder godt ud med deres musikalitet og grej.

 Der er så mange hænder i den koncert.
Alle fire, har begge arme i gang, tæt på nonstop og Minh Dokys levende fingre og hænder danser på hans strenge, det er fascinerende.
Jeg får et klart indtryk af, at han ville kunne miste synet og stadig spille lige så ubesværet.
Han ser ´buff´ ud, klassisk klædt og elegant i sit jakkesæt, som han sagtens kan bevæge sig i.
Ved første anslag forvandler både han, og hans nomader sig til musik, det er magisk og lyden er ikke for høj eller for lav, den er bølger i rummet, som smyger sig ind i os.
Ind imellem bliver jeg nød til at lukke øjnene for at ”smage” alle ingredienser, i deres eksotiske musik retter.
Det er overvældende god musik og starter ud med, de nye numre i den melodiske afdeling.
Jeg får associationer til Grundtvigs kæmpestore sangskat. Det er soundtrack og udtryk af: Solopgang, hyldest til livet, lyset, kærligheden og skønheden.
Jeg kan næsten høre ordene som ikke synges.
Jeg spørger senere Chris Minh Doky i vores samtale efter koncerten og han forstår min tanke på Grundtvig og fortæller også at ja, melodierne kunne have tekst, de er ikke skrevet, endnu. 

Ligesom lyset langsomt glider over i gult, vokser koncerten videre til hyldest til Dean Brown som var bandets legendariske guitarist, som desværre ikke er her mere.
Bandet stikker mere og mere af, i den overlegne, legende, jammende, sammenflettet måde som jazz kan udtrykke.
Det er umuligt ikke at have bevægelse i kroppen imens. Publikum, svajer med.
´La Capitán´ som de kalder karismatiske Mino Cinelo. Hans percussion er afrikanske trommer som i samspillet med Chris Minh Dokys lyd, bliver dansetrance lækkert.
Jeg tror de har forført os.
Det opleves helt spirituelt.
Jeg får lyst til at give slip.
Musikken har overtaget og længere soloer fra dem alle 4, beriger os, Keith spiller på sine trommer så hans papirer fra nodestativet sprøjter ud over scenen, Chris kramper indadvendt smilende, sammen med sin bas, Mino af en charmebøf spiller de afrikanske rytmer så vi må råbe i begejstring og George lader sit keyboard tale, med sine hurtige ´magcic fingers´.
Uha, det er blæret og i en musikalsk liga for sig. 

Chris Minh Doky har indimellem en fest for sig selv, hvor han starter en fortælling om et nummer, smågriner og laver ´cliffhangers´, som vi bliver nysgerrige over, men som han lader os hænge i.
Han kommer afsted med det, for hans glæde smitter.
Og heldigvis får jeg i vores interview mulighed for, at spørge ham.
Han forklarer, at han prøver at stoppe sig selv, så der bliver mere plads til musikken og ikke så meget snak.
At hans anekdoter måske bedre passer til små intimkoncerter.
Han er også sjov.
Han fortæller, at en af hans inspirationer og åndelige guruer kommer fra, og her indskyder han, at når han siger det i Italien, så bliver folket helt stille og ærefrygtige, men når han så slutter af, med at fortælle at det er ”James Bond” trækker de vejret igen – det gør vi også og salen bobler af grin og genkendelse. Hvem elsker ikke et lækkert James Bond ´theme´.
Han laver også musikalske gættelege med os ”Hvilke elguitarister er jeg inspireret af og ser jeg op til i mit næste nummer”?  Og videre, hvem er den her hyldest til?
De har ikke tænkt sig, at holde sig til tidsplanen. ”Nu er vi jo i Århus” som Chris Minh Doky siger fra scenen. Han fortæller at de tager en chance ved at følge musikken, som kommer til dem i aften, den chance tager vi gerne med.

Lyset går i pink og koncerten er bestemt skåret over den bedste fortællebro, med begyndelse, midte og slutning, hvor der både er stille opbygning til drama og point of no return, klimaks og afslutning.
Flere fra publikum går ud med så meget lyd i kroppen, at der skal danses og spilles luftspade mens der laves Jimmy Hendrix lyd, for der blev jammet igennem til ekstra nummer, med referencer til netop ham.
Stort.
Publikum står op.
Det er ikke kun for at give klapsalver, det er også i respekt og hyldest for den musik der blev leveret, de musikere der har skabt den og den disciplin det må have krævet, at blive så professionel.

 6 stjerner for de ikoniske stjerner der skinnede på Rytmisk Scene i Musikhuset, en scene intim nok, til at være helt med og knibe sig selv i armen over hvor tæt på, vi fik lov at høre og se unik musik fra universet og levende legender.

Man kan opleve Chris Minh Doky & the Nomads få steder i Danmark, indtil han igen tager udenlands.
Vejle Musikteater 28/3
Næstved Vershuset 29/3
Hotel Cecil 30/3

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.