Film: Queer, Biffen i Nordkraft
Vi var taget i Biffen i Nordkraft for at se ´Queer’ med Daniel Craig i hovedrollen og det kunne mærkes. Læs hele vores anmeldelse her.
Biffen i Nordkraft dufter anderledes. Mindre af popcorn og mere af gode historier, og der er god plads til store filmfortællinger i den lille intime biograf, hvor man sidder godt og tæt – og hvor kaffen smager af god tid.
I går så vi ’Queer’, og det kunne mærkes.
Queer, som er baseret på romanen af samme navn, skrevet af William S. Burroughs og udgivet i 1985, er en bemærkelsesværdig film. Handlingen er i store træk inspireret af forfatterens eget liv og udspiller sig i det legende og lette, men også korrupte og kaotiske miljø i Mexico City i 50’erne.
Hovedpersonen, eksilamerikaneren, William Lee lever lige akkurat livet på Mexicanske madrasser og caféer, hvor han længes efter det næste fix af junk og sex. Uroen sitrer under huden på ham. Historien er svedig. Han savner den forløsning, der får et hurtigt knald til at føles som livslang kærlighed, og det kan man se.
Til gengæld er det svært at gennemskue, om Lee forelsker sig på et øjeblik – eller om det, han egentlig længes mest efter, er den unge mand, Allertons, krop.
Deres blik mødes første gange i Mexico Citys gader hen over en hanekamp, og William Lee bliver øjeblikkeligt betaget, mens Allerton er knap så interesseret. Alligevel lykkes det Lee at forføre den smukke unge mand med langsomme hænder og et begær, der perler på huden.
Daniel Craig præsenterer helt usædvanligt som den noget kuldsejlede poet med en personlighed, man kan mærke i hele rummet. Han lever et liv, de færreste drømmer om – og alligevel får det et poetisk skær, fordi det hele er så mærkbart.
Liderlighed grunder i længsel. Kærligheden findes lige under frygten. Man er aldrig i tvivl.
Daniel Craig er han uden tvivl mest kendt for sin portrættering af den britiske agent 007 i de nyeste James Bond-film, og det er på en måde helt vildt, at han kan være overbevisende i den her rolle, men han er mere end det. Han gør det altid godt. Her gør han det bedre i selskab med italienske Luca Guadagnine, som har instrueret filmen i en retning, som giver plads til alt det usagte. Se selv!
