Se giraffen i øjnene

Der er død og ødelæggelse på Århus Teater når de flyvefærdige skuespiltalenter trækker tæppet væk under os, med deres afgangsforestilling.

Den 10/4 kl 17 har forestillingen #Jeanne premiere med de 6 skuespils navne, som allerede har gjort sig bemærket på de skrå brædder.
Mød dem i vores video interview her på Music Magazine.
Alberte Riis Alexis Ibsen
Alvilda Lyneborg Lassen
Andreas Bruun Pedersen
Katinka Launbjerg
Kevan Soliman
Rasmus Grarup Elbo

Stykket er skrevet af den kroatiske dramatiker Ivana Sajko og blev første gang sat op i Sverige i 2023, opsætningen har vundet “Grandprix” ved Belgrade International Theatre Festival.
Århus Teater iscenesættelse er af instruktør Camille Sieling Langdal og den første danske opsætning. 

Det er noget af en mundfuld at debutere med.
Manuskriptet er en kompleks poetisk tekst som i sig selv appellerer til intellektuelt overblik og analytisk tænkning, samtidig virkemiddel i sig selv, så vi publikum får oplevelse af dem og os tænkning.
Emnerne i stykket er højaktuelle med fokus på samfundsklasser, klimakrise og jordens undergang.

Så er scenen ligesom sat og enhver højere uddannelses instutions drøm, af en opgivet tekst. For den rummer det hele som er vedkommende og vi blæses bagover af de sprøde overskuds talenter som krænger deres kompetencer i overmål ud over os. Det er næsten til at tage og føle på.
De er så skarpe i deres timing, replikker, sang og udtryk. Det er en fornøjelse og tungen lige i munden at følge med, men ikke hektisk, bare lige i skabet.

Betonlejligheden skulle jeg måske skrive. For det er her scenen foregår.
Far og mor, lille Jeanne og hendes bedsteforældre i den lille lejlighed på 12 etage.
Livet dulmes med smøger og tv, der er indestængt uretfærdighed tilbageholdt og drømme om livet på den anden side af søen, hvor “det gode liv/kapitalismen” så tydeligt ses i store villaer med pools, store garager til to biler, velholdte haver som mere minder om parker og pudsigt nok, aldrig rigtig nogen at se. Intet liv. 

Lille Jeanne som har direkte referencer til Jeanne d`Arc (mon ikke også Greta Thunberg) også hun, forudser fremtiden og kan formulerer verdens uretfærdigheder og tydeligt se “i sol og måne” ( BBC dokumentar programmer) hvor udviklingen er på vej hen.
Vi ved at en “sommerfugls blafren med vingerne” kan have store følger – i teksten her, er det giraffens tegn, som er “skriften på væggen”.
Lille Jeanne spiser kun æbler, hun ved, at den ene 221 gram bøf er verdens undergang og hendes familie forstår ikke et ord af, hvad hun siger.
“Det går over inden hun fylder 30 år” siger en af de voksne aktører…og en anden: ”også vi har været unge”.
Vi griner af de overraskende mange momenter med humor, men som også smager dårligt i munden.
Er vi nået dertil hvor vi har så store skyklapper, at vi danser på bordene, på gaderne og har sluppet al ansvarlighed i skyggen af katastrofen, som var der pest og kolera, og vi dør alligevel allesammen lige om lidt?

Igen, lige som den komplekse tekst, giver vores reaktioner som publikum et direkte spejl til følelsen af, at være den store uansvarlige flok som intet gør.
Der spilles på flere plan og risikoen for, at publikumfolket “bare” underholdes af stykket #Jeanne, er tilstede.
Ret genialt og uhyggeligt.

Verden er tippet, livet er skævt og selvom 45 grader stadig er vinkelret og søen drypper kan man vænne sig til meget, særligt hvis man efter en lang arbejdsdag er for træt og tv-serien altid lige slutter med en cliffhanger, så man glæder sig til næste lørdag.
Neoliberalisme som modstykke til laissez faire og socialliberalisme – hvor alle skulle være lige, men lige er skråt.
Søen mellem de to klasseforskelle er frosset og Jeanne vil gå på isen, hun vil ændre ligningen.
“Dollars” er i tv, så de voksne opdager ikke, at hun er gået.
Jeanne har ikke så meget tid tilbage selvom hun lige er ankommet i livet og når man går igennem isen i rustning, er det ikke muligt at svømme.
Bange lyder som bank og særligt når det gentages hurtigt 3. gange efter hinanden – og derfor skrues der op for lyden på tv’et, så man ikke behøver lukke nogen eller noget ind.
Men Jeanne er vokset op i vores tid og er derfor digitaliseret for evigt, mobilen og nettet har både det filmede bevis og er et våben.
Men er søen ikke lige så klog, kan alt ikke læses i en vanddråbe?
Den dreng som Jeanne havde crush på, handler med hendes undergang.
Vi andre bliver også rige på katastrofen, der er intet nyt, historisk gentager det sig.
Der er ingen argumenter for håb og alligevel bekymrer Jeanne sig ikke.
Der er tegn på, at det hele kører efter planen!

Det er et rystende stykke de sprøde talenter her formidler og noget af en rusketur at opleve. Det kan bestemt anbefales og jeg tænker lige, jeg skal hjem og  se “den giraf i øjnene”

5 stjerner for fantastisk formidling af et sammenspillet fællesskab af skuespiltalenter, dem glæder jeg mig til at gense ude i teater og filmverdenen.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.