Den elektroniske troldmand Vince Clarke ville ikke i samme retning som resten af Depeche Mode efter debutpladen. Dermed mistede bandet sin primære sangskriver, og bandets fremtid hang i en tynd tråd. Historien ville dem det jo heldigvis godt og det samme gjaldt for udspringeren Clarke. Siden 1985 har Clarke høstet stor succes som synthesizerbestyrer i Erasure sammen med frontmand Andy Bell, der i sidstnævntes tilfælde kan opleves på den nye Summer Sounds Festival i Holstebro til juni. Han nåede dog i perioden mellem Depeche Mode og Erasure at begå endnu en genistreg. Noget som aftenens hovedperson kunne nyde godt af…

Alison Moyet sprang ombord med Clarke i duoen Yazoo, der havde en kortlivet periode og blot nåede at udgive to albums, før det var slut – men hvilke albums! De to fuldtræffere kastede hits som “Don’t Go”, “Only You”, “Situation”, “Mr. Blue” og “Nobody’s Diary” af sig. Moyets signifikante stemme prentede sig ind hos musikelskere overalt, og Clarkes unikke flair for en god popmelodi var den helt perfekte kombination. Denne signatur var i 2008 på vej til hovedstaden for at være vidne til genforeningen af Yazoo, men nåede aldrig frem, da en væltet dyrefodertransport på Vejlefjordbroen satte en stopper for den videre tur i tide. 

Sikke en stemme

Siden eventyret med Yazoo overgik Moyet til egen solokarriere, og det stod hurtigt klart, at folk ikke havde glemt hende. Særligt de to 80’er-albums “Alf” og “Raindancing” manifesterede Genevieve Alison Jane Moyet som den væsentlige sangerinde, hun er i dag. Klip til 2025, hvor Moyet nu altså står på scenen i DR Koncerthuset og fejrer hendes 40 års jubilæum i eget navn. En så stor stemme passer uden tvivl godt til aftenens udsolgte venue. Sikke det næb stadig kan pippe. Det stod allerede klart efter aftenens første nummer “Fire”. Mage til volumen og gennemslagskraft skal man lede længe efter. Manifesteret og forfinet i “Such Small Ale” fra “Key”-albummet, der er navngiver til Moyets indeværende tour. 

Eminent lyd af Yazoo

Tonerne til Yazoos “Nobody’s Diary” sender et hvin gennem et ellers veldresseret publikum, der har lige dele respekt for Koncerthusets klinisk fabelagtige lyd og for den kunstner, der denne aften er i sit es. Den gamle favoritskæring vinder som ventet de påhørendes gunst. Det sker igen, da “Only You” brager gennem rummet cirka midtvejs i aftenens koncert. Vince Clarke var der desværre ikke, men han ville uden tvivl havde været stolt af den version, der slynges ud over scenekanten denne aften. En understregning af hvor stor en kapacitet, han er og hvor inderligt Moyet fortsat kan synge den. Der er nærmest ikke et øje tørt.

Op at stå fra sæderne

Vi får et godt mix af nyere numre samt gamle travere, der dog i “Is This Love?” er nedbarberet så meget, at popbaskeren er transformeret til en ballade. Et klædeligt træk for denne sang, men tilsvarende klædeligt, at et af Moyets andre hits, nemlig “All Cried Out” lyder mere, som vi kender den. Det bliver aftenens sidste nummer, men naturligvis har Moyet tre esser i ærmet i form af Yazoos “Situation” og “Don’t Go” plus hendes egen “Love Resurrection” derimellem. Disse tre sange får publikum på barrikaderne, og den udsolgte sal står nu skulder ved skulder og skider siddepladserne et stykke. Det ender som en festlig kroning af en popdronning uden lige. En dristig publikum skriger midtvejs gennem salen, om han må tage Moyet med på en date. Svaret fra Moyet var, at hun altså er en gammel dame – underforstået for gammel til den slags. Hengivenheden undervejs er til at føle på. Tilråb som We Love You, Alison står stærkt denne aften, men der er så heller ikke engang løgn. Det er en oprigtig Moyet, der står på scenen og taler rigtig meget ud til de mennesker, der har købt hendes plader gennem tiden.

Tæt på perfektion

“Weak In The Presence Of Beauty” og “Invisible”, der må siges at være tæt på signatursange for Moyet, spilles ikke. Faktisk ikke som en overraskelse, for de to sange er sjældent at finde på en sætliste. Hvad det er, der gør, at de sorteres fra, vides ikke. De to sange er som R.E.M og “Shiny Happy People”. Engang massiv succes, men nu uden for det fine selskab. Til gengæld masser af andre stærke sange akkompagneret af et lysinferno, hvis farvepalet ikke lader være tvivl om, at vi er centreret omkring 80’ernes afsæt og elektronisk musik i det hele taget. Denne koncert er en af dem, man husker. Pengene passer hele vejen rundt, og i midten står en jubilar, der her til aften vidste alt om, hvordan man snor sit publikum om sin lillefinger uden leflen og selvfedme. Der var fuld plade med antal solgte billetter. Alison Moyet er også millimeter fra at score fuld plade denne aften. Frit oversat til, at Alison Moyet meget gerne må komme retur til Danmark i en fart.

Sætliste:

Fire

More

Such Small Ale

Nobody’s Diary (Yazoo-cover)

So Am I

The Impervious Me

Can’t Say It Like I Mean It

This House

Changeling

Beautiful Gun

Only You (Yazoo-cover)

Ordinary Girl

If You Don’t Come Back To Me

Is This Love?

All Signs Of Life

Footsteps

Whispering Your Name (Jules Shear-cover)

All Cried Out

Ekstra

Situation (Yazoo-cover)

Love Ressurrection

Don’t Go (Yazoo-cover)

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen