Kender du det, at du kan lukke øjnene og for dit indre høre en sangers stemme sådan nærmest én til én? Lige præcis så genkendelig er stemmen tilhørende Bonnie Tyler. Den karakteristiske hæshed er ikke til at tage fejl af. Tyler er en af de kunstnere, som på en eller anden måde bare altid har været i branchen. Aktiv er damen også i form af ny musik udgivet nytårsdag, og live som nu denne aften i Herning. En aften, der skulle have været tilbage i marts, men komplikationer i forbindelse med en knæoperation har betydet, at det først blev muligt nu.

Tyler Undercover

Et forholdsvist proppet Kongrescenter i Herning satte sig forventningsfuldt til rette for at se den kvinde, der har været ganske dominerende i musikbranchen gennem nu seks årtier. Præcis klokken 21 dukkede band og Bonnie Tyler op på scenen for at give publikum en oplevelse på blot præcis 80 minutter. Ja, det var vel ikke meget mere end et festivalsæt, hvilket ikke rigtig retfærdiggjorde den forholdsvis dyre billet. 15 sange var udvalgt, og hvis man var musikhistorisk nostalgiker, så ville man nok synes særdeles godt om det, der var i vente. Hele syv af sangene var nemlig ikke Tylers egne, men i stedet coverversioner af titler tilhørende kunstnere som Bryan Adams, Kiss og Bee Gees samt et par af dem, som Tyler selv har været inspireret af som ung med en hårbørste i hånden: Janis Joplin og Tina Turner. Altså… fra en dame, der har været så konstant som netop Tyler, så er der noget helt forkert i, at godt halvdelen af aftenens numre var udlån. Jeg synes klart, at det er med til at negligere og faktisk også detronisere damens egen karriere, når live-foretagendet var orkestreret, som det var. Ikke at “Straight From The Heart” og “To Love Somebody” er dårlige sange, men det er omvendt heller ikke sange, som Tyler selv har lavet massive hitlistebaskere ud af. Der er faktisk kun én kunstner, som kan slippe af sted med netop dette, og det er Rod Stewart.

Stemmen stemte ikke

Andre ting, som beskæmmede aftenens koncert, var Tylers overraskende meget skrøbelige vokal. Altså man var ikke i tvivl om, om det nu også var Tyler, der stod på scenen. Stemmen var hæs som den skulle være, men var den mon også sygdomsramt eller bare slidt godt og grundigt? Der var fra tid til anden toner, som simpelthen forsvandt i forårsaftenen, ganske som når vi andre er viruspåvirket på stemmebåndet. Der var også ganske stor forskel på stemmens volume i koncertens første halvdel, der nogle gange blev for højlydt eller druknede i bandets forholdsvis høje lydstyrke. Dertil kan man lægge, at Tyler ikke for alvor virkede til at være i sit es på scenen. Hun havde periodevis mere travlt med at kigge på teleprompteren med sangenes tekst end at kigge ud til publikum. Engang imellem skulle der også trækkes godt med nasal luft, så måske havde Tyler fanget et eller andet bakterielt denne aften. Støtte var der heldigvis at hente, når tingene blev for svære for Tyler. Bassist Ed Poole, der også er musikalsk director for Tyler, måtte hjælpe hende med sangtitlen på Carrie Underwoods “Flat On The Floor”, der var endnu en af aftenens covers, og selvsamme Poole måtte anerkendende mime og nikke til Tyler, som en slags støttepædagog, der indiskret guidede stjernen i at få afsluttet “The Best” korrekt. En sang, som Tyler sjovt nok insisterede på hedder “Simply The Best”…

Enkelte store øjeblikke

Naturligvis var Tylers største hits at finde blandt aftenens 15 sange. Størst nostalgi og publikumsrespons gik til “Total Eclipse of the Heart”, som fik masser af pondus og teater. En understregning af sangens udødelighed, men også med en Tyler-vokal, der ikke helt kunne strække sig ud mod fordums storhed. På “It’s A Heartache” blev jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Tyler lod publikum synge omkvæd af hengivenhed, eller for at spare på stemmen, der denne aften ikke lød til at være klar til inden længe at drage ud på en større europæisk tour. Aftenen bød også på “Lost In France” og “Holding Out For A Hero”, men det var faktisk på sange som “The Best Is Yet To Come” og “Notes From America”, at Tyler lod sin stemme komme ud i fuld flor. Det skete bare for sjældent, og på det ellers glimrende nye nummer “Yes I Can”, var Tyler komplet afhængig af at læse op fra Lenovo-skærmen. 

Hvor end jeg gerne ville

Jeg ville egentlig så gerne være i stand til at give mig hen til en hyldest af en af musikhistoriens store personligheder. Se bort fra en skrøbelig stemme, acceptere støtten fra bandmedlemmer, se gennem fingre med forglemmelser og falske toner, være ligeglad med om damen havde lyst til at synge så mange af andres sange og være overbærende med, at Tylers stemme, overskud og publikumsinteresse ikke var smittende. Jeg ville egentlig gerne kunne tømme posen af stjerner ud over en solist, der har givet musikelskere så meget, og derfor bare betragte aftenen som en hyldest til hovedpersonen og dennes fantastiske sange. Der er dog omvendt også noget, der hedder medieintegritet, journalistisk tæft og dertilhørende pålidelighed og ansvarlighed. Derfor kan jeg ikke lade Tyler bestå, selvom det var dejligt at få hende set. Jeg har nemlig kun kæmpe respekt for hendes samlede karriere og beskatter den temmelig højt som almindelig musikaficionado. Men til syvende og sidst, så var det en ufuldstændig oplevelse, hvor publikum fik en mindre skævert i forhold til en ellers ikonisk lyd på Tylers stakkevis af albums. Eksempelvis var der kun én gang luft til at synge fuld omkvæd på “Holding Out For A Hero”. Pusten var tabt, og publikum måtte atter stå deres heltinde bi. 

Sætliste:

Have You Ever Seen The Rain? (Creedence Clearwater Revival-cover)

Hide Your Heart (KISS-cover)

Lost In France

To Love Somebody (Bee Gees-cover)

The Best Is Yet To Come

It’s A Heartache

Notes From America

Straight From The Heart (Bryan Adams-cover)

Yes I Can

Flat On The Floor (Carrie Underwood-cover)

Total Eclipse Of The Heart

Faster Than The Speed Of Night

The Best

Ekstra:

Turtle Blues (Big Brother & The Holding Company-cover)

Holding Out For A Hero

★★★☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen