Aahus is alive with The Sound of Music

Der var i torsdags, 1 Maj, premiere på forestillingen og hvilken fryd.
Det er få forestillinger som rammer så direkte igennem vores filtre af hverdagstravlhed, kynisme, sarkasme, intellektualisering, rationalisering og kontrol, men det gør Sound of Music.
Jeg ved ikke om det er fordi, der er noget i melodierne? om det er fordi, der er børn med? om det er kærlighedshistorien? Eller det, at hele familien må flygte fra besættelsen og klarer den?
Der er så meget fællesskab viklet ind i fortællingen, det at vi har brug for hinanden og at vores valg har kæmpe betydning for os selv og hinanden.
Maria vil så gerne være god nok til at være nonne, og hun er helt sikkert from nok og god nok men, hun er også fuld af spræl – så her har Gud nok en anden plan, som abbedissen hjælper hende med at forstå.
Godt lige at blive mindet om, at det at følge sit hjerte, at kærlighed mellem to mennesker også er hellig og værd at vælge.
Det får kæmpe betydning for de 7 børn som Kaptajn Trapp er blevet ene forælder til, at Maria kommer ind i deres liv og i virkelighedens historie, ender det da også med at børneflokken øges til 10 og med nazismens besættelse af Østrig flygter de over bjerge, ikke til fods, men i tog.
Deres flugt sender dem faktisk til Danmark, før de tilsidst bosætter sig i Amerika, i Danmark bor de i en periode i Assens.
Så udover den vidunderlige musical er virkeligheden bag forestillingen, værd at dykke ned i. 

Den sødme og det spræl som Maria indeholder udtrykkes så spot on, af skuespiller Amanda Friis Jürgensen. Hun er en fest og får os til at genkende os selv og grine med.
Sammenspillet med Jacob Madsen Kvols som er Kaptajn Trapp bygges op, så fint, at alle de små øjeblikke og finesser mellem deres spirende kærlighed gør, at vi også “opdager” den sammen med dem. Det er en fryd.
Scenografien er som et dukketeater af kulisser, hvor farverne lige er skruet lidt mere op. Det er enkelt og med rene linjer.
Helt skrabet når det er scener i klosteret hvor kun (stearin) lyset bor, uden dikkedarer når det er i hjemmet hos Kaptajnen og først efter, at Maria er rykket ind, kommer der kunst på væggen, blomster i vaserne, klaver i stuen – meget konkrete symboler på liv.

Flere gange imponeres og bevæges vi også af koreografien, både når børnene (og de er altså 7 på scenen hver aften) bevæger sig rundt i et sindrigt opbygget bevægelsesmønster samtidig med at de synger, når krigens mørke ankommer som en mørk sort dans i uniformer til tunge rytmer, når tjenestefolkene som statuetter sendes rundt på scenen af drejeskiven i rummet. Den elegante dans til festen og Clara Sophia Phillipson som den ældste datter Liesls første kys med rollen Rolf som spilles af Oskar Salvatore.
De mange skuespillere som hver især fylder deres opgave med at folde fortællingen ud, kunne der skrives kapitler om.
For at nævne et par få, så læg mærke til Frank Thiel som spiller butleren Franz, han bruger sin timing og mimik, så vi nærmest på forhånd morer os, når han ankommer på scenen. Anders Baggesen spiller Max Detweiler og han giver den som en Ole Henriksen type og også det, er herligt underholdende. De 7 børn, som faktisk er 12, da der selvfølgelig er behov for, at dele rollerne med så lang en spilleperiode, er mere end dygtige, faktisk fortryllende, de går lige ind i LillePer hjertet og syngende smelter de alt hvad der måtte være af modstand på sødme og nuttethed. Maria Skuladottir som abbedisse letter også taget med sin opera sang. Jeg fik lyst til at rejse mig og klappe (og det kunne jeg se og høre, at jeg ikke var ene om)
Der er kræset for musikken.
I teatergraven sidder et operette orkester på 9 musikere og det er dem som sætter lydtæppet og sikke et velspillet professionelt “tæppe”.

Selvom “mit hjerte ler over det jeg ser” er der en underliggende alvor og aktuel frygt over historiens gentagelse og netop derfor giver det så meget mening at sætte The Sound of Music op -og jeg er med på, at der også er 60 års jubilæum på Broadway musicalen. Men udover at skulle berøres live, skal vi også berøres med vigtigheden af det gode valg, hvor vi passer på hinanden og vælger fred og kærlighed.
Lige det, blev vi opmuntret til og af, så i hånd med håbet kunne vi alle nynnede “the hills are alive with music” danse ud i forsommeren.

5 stjerner til en gennemført smuk, velspillet og vidunderlig forestilling

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.