FestivalnytLine-up

Angående mig gæster Midtfyns Festival

Fredag den 5. september får Midtfyns Festivals intime scene, Tidslommen, besøg af den intense og anerkendte danske kunstner Angående mig, glæd dig til en følelsesladet koncertoplevelse.

Angående Mig har med hastige skridt besat den danske scene med sin helt egen lyd, der blander beatet fra den tunge hiphop, singer/songwriterens akustiske guitar og punkens absolutte vrede og desperation. 

”Gæsterne på Midtfyns Festival kan glæde sig til en kompromisløs og stemningsfyldt oplevelse, når Angående Mig indtager Tidslommen”, fortæller den ene af de to festivalledere, Kim Skovby Klindt. ”Sidste år optrådte hun på store scener som Roskilde Festival og Smukfest, men på Midtfyns Festival er der chance for at opleve hende i et intimt format, som vi synes passer perfekt til hendes musikalske udtryk”.

Bag navnet Angående Mig står Laura Lilholt Andersen – den talentfulde konservatorieuddannede sanger og sangskriver fra Aalborg, som i 2019 slog igennem med sejren i DR’s Karrierekanonen og debutsinglen “Vrede kvinder”. Debut-EP’en “Kunsten at lade som om” udkom i 2020, og i 2023 kom det anmelderroste debutalbum “Manden i mig”, som blandt andet indeholdt de iørefaldende numre “Smidig for en mand” og “Sommerfugl”.

Angående mig leverer en intens og følelsesladet musikoplevelse, hvor både klassiske instrumenter, skønsang og autotune bruges kreativt og begavet. Lyden er en unik blanding mellem poppede og elektroniske lydbilleder – og ikke mindst dybt personlig.

Måske skal du give chancen til en kunstner, du ikke har hørt før. Måske kan det blive årets største oplevelse på Midtfyns Festival. Det bliver helt sikkert en koncert, du kommer til at huske længe efter.

Udover Angående Mig kan du møde Scarlett Pleasure, Kalaset, Mumle, Peter Sommer, Kind Mod Kind, Allan Olsen & Norlan og mange flere på Midtfyns Festival 2025. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside midtfynsfestival.dk.

Music Magazine mødte Laura Lilholt Andersen som er kendt under kunstnernavnet Angående Mig,  sidste sommer på GrimFest i Aarhus, se den snak herunder.

Lignende artikler

Back to top button