AnmeldelseFestivalnytMusic News

Love Shop tændte Jellingvista Sol og styrede fuldstændig løjerne på Alfreds

Jens Unmack og co. havde selv en ud-af-kroppen oplevelse

Yes, Jelling, så var den der. Koncerten, der adskilte sig fra alle de andre. På lille beskedne Alfreds (scenenavn) var der eftermiddagsgudstjeneste med Jens Unmack og resten af Love Shop. Det var lige præcis den skarpslebne præstation, som vi havde ventet på. Som en ko sluppet på græs, trådte Unmack ind og i karakteristisk stil kiggede han publikum efter i sømmene at udfritte deres inderste sjæl og engagement ved at stirre folk stift ind i øjnene med et efterfølgende smil i præmie.

Sort bælte til Unmack

Fra land lagde Love Shop med “Love Goes On Forever” og med det stærke omkvæd in mente, så fangede det tilhørende instant. Når man så følge op med den allestedsnærværende “Skyggehjerte”, så er man på sporet af noget rigtigt. Det anede Unmack og lod hånden lave hans signatur-”karatehug” med et sådan tempo og hyppighed, at man skulle fristes til at tro, at han rent faktisk ville kunne dele den række af kokosnødder, som en gal mand forsøgte at flække på tv i et aktualitetsprogram. Den hakkende hånd var helt klart et udtryk for, at Unmack havde luret, at den her koncert, den har vi i vores hule hånd. 

Mesterlig orkestrering

Koncertens fjerde nummer “Skandinavisk Lyst” med det tunge synthbeat var en af eftermiddagens helt store åbenbaringer. Unmack var i sit es og poserede rundt i alle kroge af scenen med en ikke intentionel arrogance, som sjovt nok klædte ham ad helvedes til. Han fik også lige kastet en skipperhilsen til undertegnede, hvilket blev responderet omgående. “Hvorhen? Hvordan? Hvornår?” var et af flere deep cuts, der måske nok ikke havde den store plads i publikums sangmæssige repertoire, men så kunne man i disse tilfælde nyde det unikke samspil og instrumentmestring, der er i tilfældet Love Shop. Hvem ville ikke gerne kunne spille guitar som Mika Vandborg?

Musikerne vidste også godt, at den var hjemme

Herefter fulgte en sand hitkavalkade med “Alle Har En Drøm At Befri”, “En Nat Bliver Det Sommer”, “Bellavista Sol” og den fængende og hypnotiserende “Redningsklar”, der rent faktisk måtte startes forfra, da det at spille live jo kan være forbundet med menneskelige fejl. Ja, altså i modsætning til det uvirkelige billede, man havde fra de dyre rappere fra gårsdagens kaos. Siden fik vi så det “Drømmenes København”, som Eves lallende DJ tilsyneladende fik øje på i går samt “Synd Og Skam” som koncertens ekstranumre. Unmack strøg rundt til sine musikere, og hvis mine mundaflæsningsevner er intakte, så kunne man få et “hold kæft, hvor er det fedt, det her” ud af anstrengelserne. Og Unmack havde så ganske ret. Det her var den topping, der har været alt for lidt af i Jelling-dagene, hvis program har budt på meget urutinerede kunstnere med sparsomme udgivelser. Watch and learn!

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

Lignende artikler

Back to top button