Afsted mod Highland. Heartlands andenstørste scene. Endelig, endelig, endelig en koncert med musikalsk tæft, nerve og inderlighed. Og så var det endda en koncert udelukkkende bestående af covernumre. Den gode Cat Power, der kan blende ind i enhver navneliste, hvis hun oplyser sit borgerlige navn Charlyn Marie Marshall, stod med fuld orkester og gjorde klar til at dykke ned i en helt særlig sangskat. Et lidt ældre publikum var troppet op, og det med rette. Omvendt vil jeg gætte på, at de noget yngre, der var i mindretal denne aften, var dukket op for at høre flere sange og disses fortolkninger fra biograffilmen “A Complete Unknown”. Yes, denne aften var tilegnet Bob Dylan – legende i egen tid. Den sagnomspunde koncert fra Manchester Free Trade Hall fra 1966 kommer til live igen.

Akustisk fniseurt

Nu kunne man så med rette tro, at det kunne hænde at blive lidt af en langgaber. Bob Dylans poetiske nærmest talende performances er elsket for sin form, men frygtet af den vedvarende og uforanderlige samme. Cat Power og band spiller først tre akustiske sange, hvor “Mr. Tambourine Man” er den mest genkendelige. Den får også et par kammesjukkere til at tænde for en hjemmeruller af det sjove med den genkendelige duft. Altså hvis ikke nu, hvornår skulle den så ellers tændes? Ja, man blev sgu næsten lige så høj som Tobias Rahim, og kun yderligere, da Power sætter power på stort set alle instrumenter. Resten af koncerten er nemlig et elektrisk foretagende. 

Sikke en opblomstring

“Tell Me, Momma” tyrer sættet i gang, og for pokker der er tryk på. Dylans sangskat får fornyet vitalitet og fremstår som dugfrisk og ikke for to kroner bedaget. Det er jo nærmest vanvittigt, hvad musikerne får den gjort til. Dette sørger også for, at den indbyrdes snak fra publikum, der nåede at opstå blandt dem, der var kommet for at hamre stifter blot med Dylans tapet til at tørre sig om munden, ja, de vender sig nu i korrekt retning i forhold til scenen og forstummer. Cat Power og hendes drenge kan nu nærmest gøre hvad som helst. De har publikum i deres hule hånd. Vi får seks overvældende smagsprøver fra lidt deep cuts, mens den store finale bygger sig op i horisonten.

Publikum bedre end Charlyn

Hvordan det føles? Det kunne vi jo spørge publikum om. De får i hvert fald lov til at synge de velkendte strofer, for Power er tavs med mikrofonen ud mod masserne. “It sounds even better than me”, joker hun, men anerkender alligevel folkest røst. Og de kan den udenad. Den er ikke “complete unknown” for dem. “Like A Rolling Stone” vækker selvsagt størst begejstring og hvem ved, måske nye fans til såvel Dylan som Power er fundet? Simpel fortolkning og et godt band. En letbenet opskrift som bare virker.

Sætliste:

It’s All Over Now, Baby Blue

Just Like A Woman

Mr. Tambourine Man

Tell Me, Momma

I Don’t Believe You (She Acts Like We Have Never Met)

Baby, Let Me Follow You Down

Just Like Tom Thumb’s Blues

Leopard-Skin Pill-Box Hat

One Too Many Mornings

Ballad Of A Thin Man

Like A Rolling Stone

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen