Dagens anden store koncert på Heartlands hovedscene var lige til at rive sig i kuglerne af. Det klarede Rahim på vanlig vis dog helt selv, og uden at denne signatur har helt eksakte målinger, så var Rahims hænder mere optaget af at holde fast i skridtet end at holde om mikrofonen. Det var halvdelen af pladsen – om ikke andet – kommet for at se, for den store kurder-mand er et sexsymbol for nogen. Iklædt noget, der kunne minde om en skudsikker vest, startede Rahim i publikumshøjde, da han entrerede scenen fra højresiden og startede en syngende gang ind blandt publikum – styrende mod scenen, hvor hans band Det Neoskandinaviske Forsvarssystem allerede stod på linje.

Hvad gik det lige ud på?

Lige præcis Det Neoskandinaviske Forsvarssystem blev indirekte Rahims helt store akilleshæl midt i prime time. Hans multikulturelle band blev nemlig affyringsrampe for en uheldig bredside rettet mod “alle dem derude”, mens Rahim førte hånden ud mod publikum fra venstre mod højre. Det er muligt, at Rahim ikke mente det, som det var sagt. Referencen var, at Skandinavien ikke længere er som i gamle dage. Rahim holder af smeltediglen, men nogle “derude kan man ikke stole på”. Forsøget på at redde udtalelsen gjorde det bare endnu værre, og flere blandt publikum blev lidt paf og kunne slet ikke forstå, at de måske i virkeligheden lige havde fået en stikpille af ham, de alle var kommet for at se. 

Hvad gør man så?

Forinden denne hændelse havde Rahim også virket noget shaky i matematikkens verden. En sang skrevet i 2022 blev omtalt som, at den jo så måtte være fem år gammel nu. Måske han her i det hele taget skulle have spurgt Siri om hjælp til at undgå flere pinligheder, men det blev dog blot til “Sang Til Siri”. Han prøvede sig frem med træffere som “Mucki Bar”, “Flyvende Faduma”, “Når Mænd Græder” og “Feberdrømmer Xx Dubai”, men skaden var sket. Det var for få, der ville med ham ud at flyve simpelthen. Groove og beat-mæssigt burde der have været langt mere gang i den, men uanset om Rahim forsøgte at rime på l*der, f*sse eller liderlig, så fik det nærmest Angora-Henrik Solgårds tillykkesang til Frederik og Marys bryllup til at virke som ypperlig poesi. Jeg har foretaget maveplaskere, som har smertefortaget sig hurtigere end lyrikken i “Dark Room”.

Hvad var det her lige?

“Toget”, der har tyvstjålet fra Barcode Brothers’ “Train”, fik skabt lidt tiltrængt liv på pladsen og den var nok det absolut bedste step forud for “Stor Mand”, hvor publikum omsider besluttede sig for at glemme alt om Rahims kollektive bredside. I al sin enkelthed var det en utrolig spøjs koncertoplevelse. Den var hverken fugl eller fisk, men skåret helt ind til benet bare ikke særlig vellykket. Årsagen var et ego, der flød over, mens det var Rahims føromtalte kropsdel, der fik al den opmærksomhed, som publikum måtte kigge langt efter.

★★☆☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen