Men desværre virkede de allerede noget fraværende og fremstod som lettere omtågede eller markant indesluttede, mens de startede med at gribe deres instrumenter og spille op til noget som vistnok skulle være en fest med de gamle legender.

Forsangeren Ian Astbury, forsøgte ellers lettere omtåget, at skabe lidt stemning og peppe den proklamerede fest lidt op, mens han svingede ivrigt rundt med sin tamburin og spjættede lidt i sin sorte kjole.
Men i virkeligheden manglede han åbenlyst noget kontakt med både publikum og resten af bandet -Og selvom både Chris Wyse forsøgte at give den lidt gas på sin bas og Billy Duffy spandt noget tråd på sin guitar, virkede det ikke helt som om, bandet havde koordineret festlighederne ordentligt og derfor kunne man forledes til at tro, at de blot spillede sammen – ved siden af sig selv….

Den eneste gennemgående kraft i bandet dér, var så trommeslageren John Tempesta, som til forveksling lignede en velfriseret version af filmbad-ass’en El Machete – (spillet af Danny Trejo.)

-Han spillede som en ihærdig ryggrad, der ikke bare lige ville lade sig slå ud og forsøgte derfor at skabe en vis kontinuitet i det ellers noget rodede musikalske mosaikbillede.

Uheldigvis forblev det meste at koncerten desværre en rodet omgang ”kasten med lyde og sange” der dog blev serveret i lettere omtågede vendinger, hvor det periodisk kunne være svært at finde hoved eller hale..
-Og selv publikum, der fortrinsvis bestod af sølvræve, der lige var kommet for at genopleve fordums storhed og oprørstider, begyndte faktisk langsomt at sive bort igen, mens især Ian Astbury med usikre skridt stadigt spjættede lidt rundt i et spagt forsøg på at danse lidt rundt med den føromtalte tamburin …

Men ingen kedsomhed uden små mirakler: Lige foran os, valgte en ung mand at etablere sin helt egen mosh-pit-fest, hvor han ivrigt svingede rundt om sig selv, mens andre grinende kiggede på,   men dog aldrig tog anstød til at være med… Han havde skabt sig en fest og hyggede sig gevaldigt.

Ved siden af mig stod et yngre par og fremførte med klare stemmer, at ”dem der Cult sgu suttede røv  så nu ville de køre ud og finde noget at spise i stedet”…
-Og på mange måder var det nok den hårde opsummering af et bands performance, der nok aldrig skulle have fundet sted…
Der var simpelthen for dyb en afgrund mellem generationers forventninger og bandets evne til at levere forløsning.

Og så alligevel… For midt i den geriatriske stemning, dukkede der pludseligt et lystigt syrehoved op, iklædt lilla hue og hængerøv, indsmurt i mudder og støv og grinende brølede ”Rock on Dude”, mens han smed om sig med ivrige håndtegn og grinende over hele femøren.
Han virkede mest til, at have været faldet i søvn tidligere på dagen og indtil han så pludseligt var blevet vækket af Ian Astburys maniske tamburinsvingeri.

Det fik åbenbart også lige booste bandet en smule, for næsten samtidigt, kastede de sig ud en lettere medrivende bølge af nogle af deres større hits som: ”Fire Woman”, ”She sells Sanctuary” ”Love Removal Machine” og ”Rain” og fik derved for et meget kort øjeblik, stoppet udvandringen og lokket lidt flere smil frem på et nu pludseligt mere oplagt og dansende publikum.

Desværre var det nok bare lidt for syret og lidt for sent, for i realiteten var der bare ingen fest og der var bare ingen legender –  længere…

The Cult opnår kun 2 stjerner for dels at have været mødt op og dels for engang at have været legender, der kunne vælte koncertsale og festivaler på globalt plan, med en fandenivoldskhed som netop jo ses udspillet i Stanley Cubricks voldsomme vision af fremtiden:  ”A Clockwork Orange”

Legender, fordi de rent faktisk stadig godt kan spille musik, hver især.
De var bare for trætte, eller fraværende eller forvirrede på dette års Copenhell..

★★☆☆☆☆