Mange vil nok kritisere deres tilstedeværelse på Copenhell og dét er skam fuldt forståeligt:
-For hvis man kun var kommet, for at høre langhåret og svedig brølerock, med vrede sange helt fra maven, så kunne det teoretisk virke som en rød klud, at netop Prodigy skulle træde op på scenen for at underholde publikum, med sine finurlige små blippende techlektrolyde, banket op af en gennemtrængende og medrivende basgang, der om noget kunne sætte gang i dansemusklen og dit underliv, mens din basarm ryddede himlen for skyer og dine ører blødte…

MEN…

Forventningerne manglede på ingen måde noget:
Overalt foran scenen, på skrænter og på handicaprampen og selv i barerne, stimlede folk smilende og fulde af forventning sammen, som var det juleaften med gratis uddeling af julegodter…

Og så langsomt… endog meget langsomt… ja, faktisk alt for langsomt, begyndte lys og lyd fra scenen endelig at indikere, at nu skulle koncerten til at begynde…

Men i stedet dimsede enkelte teknikere og bandmedlemmer stille rundt gemt i en massiv mængde af scene- og baggrundsrøg.
Imens blev luften blandt publikum både tykkere og sødmefyldt af hjemmebragt effektrøg,
som måske var tiltænkt eget forbrug, men ufrivilligt blev delt med mange af de omkringstående..

Og så med et brag af lys og lyd startede Firestarter festen – i ca. 20 sekunder – for derefter at blive cuttet ned og erstattet af bandets nyere forsanger Maxim, der på rigtigt mange måder, ikke er som den salig Keith Flint.
Maxim rendte istedet rundt, konstant rablende om ”Copenhell Warriors” med mindre han råbende søgte sine venner: ”where the hell are my warriors?” -uden at det på noget tidspunkt gav mening for nogle af os, eller nogle af de andre publikummer der stod omkring os.

Og det gjorde det jo ikke ligefrem lettere, at dette ret så formålsløse forsøg på at virke motiverende, sådan set var essensen af hoveddialog med publikum under hele den ca. 60-70 min koncert vi måtte stå igennem.

For mig var der ingen glæde, men blot skuffelse på skuffelse, Lyden var svingende, mange sange
– selv hits blev konstant afbrudt eller beskåret, eller forstyrret af Maxims ulidelige råberi.

Ud foran scenen, festede mange af gæsterne kortvarigt, helt tydelig påvirkede og opstemte af den tunge basgang, som gik lige i deres uerfarne underliv, men længere ude i rækkerne, kunne man tydeligt læse forvirringen og især skuffelsen: Var det virkeligt, hvad de var blevet til?

Væk var vildskaben og intensiteten i den oprørske tone, som op igennem 90’erne bar bandet frem til en måbende men begejstret og chokeret verden -og i stedet var det hele blevet erstattet af nogle slidte sjæle, der stadig troede, at de var lige så rebelske og punkede som tidligere…

I stedet, fremstod de med en mængde hæmningsløst rod og uklarhed uden kontinuitet eller levende flow, som jo var bærende for festerne i fordums tid -noget som alle over 35+ godt kunne genkende, mens de unge, som jo ikke vidste bedre, bare forsøgte at danse, selvom de også brændte ud efter få sekunder, fordi alting konstant blev afbrudt…

De mindede ærlig talt mere, om endnu et af teenagetidens mange afbrudte samlejer, hvor famlende nervøsitet og usikkerhed, skaber mere larm og falske forventninger end god glæde og skønne forløsninger -Festen her var sgu noget uforløst!

Og jo selvfølgelig blev vi da præsenteret for flere sekvenser af gode kendinge som:
Smack My Bitch up – Breathe – Poison – Omen – Light up the Sky – Invaders Must Die og flere..
Og jo det fik da nostaligens hjerte til at banke en smule hurtigere end lægen foreskriver..
Men det var bare ikke nok!

Og derfor får Prodigy nu alligevel kun 2 stjerner for deres optræden på Copenhell 2025.
For helt ærligt -Dét kunne de faktisk godt gøre bedre.

★★☆☆☆☆