Vi fortsatte i samme stil som Nile Rodgers med et 9-mand stort orkester. På videoskærmene langs Stardust-scenen kørte en video med Kool And The Gangs mange højdepunkter. Ja, dem har der været nogle stykker af, når man som band har eksisteret siden 1964. Et ensemble med et ret solidt musikalsk virke, og derfor passer perfekt ind i Forevers mindset om at hylde de artister, der har medvirket væsentligt til musikhistorien. Det må man sige, var tilfældet her. 

Sikke et blæs…

Koncerten indledtes med en forkortet udgave af Open Sesame, der til denne aften var vokalfri og udelukkende fokuserede på blæserinstrumenterne. Der blev truttet så kraftigt, at man frygtede for de gamle kasernebygninger på Oberst J. C. Lunds Plads. Ville de slå revner? Der var masser af entertainment gemt i de ganske charmerende optrædende på scenen, men ret hurtigt skulle det vise sig at blive en todelt oplevelse. Kool And The Gang blev nemlig en noget uligevægtig størrelse denne aften. De lovede ellers fest og farver, men med deres produktivitet, så giver det næsten også sig selv, at ikke alt udgivet rimer på bangers.

Tohovedet monster på spil

Lad os bare kalde en skovl for en skovl og afsløre, at bandet havde rigtig svært ved at trænge igennem, når tonerne til “Take My Heart”, “Too Hot” og “Hollywood Swinging” røg ud over pladsen. Det virkede lidt som at være tilskuere til en jamsession i øvelokalet. Det blev langtrukkent og distanceret. Langt nemmere var det at skabe vrikken med hoften og stamp i græstæppet på “Joanna”, “Jungle Boogie”, “Ladies Night” og den calypsolignende “Let’s Go Dancin’ (Ooh La La La). Duften af sødt rygetobak fyldte den ganske store skare, der havde taget plads i den stadig lunende sol, der for nogle må have endt med at bide i nakken. Bandet startede faktisk med at have hele pladsen med sig. Det var funky og “Fresh”, men langsomt dalede intensiteten. 

Når man jammer i stedet for at smide et sikkert es

De nedslag, som folk ikke kendte som hits, havde det svært. Der manglede overordnet melodiøsitet, og man kunne vel nærmest ikke adskille dem fra hinanden. I stedet fik de mange musikere vist, at de var multiinstrumentale, for flere beherskede både tangenter og strenge og kunne gribe mikrofonen og bryde ud i sang. Som sådan var de godt castet til opgaven, selvom det næsten siger sig selv, at de færreste har været med fra starten. Man kan sammenligne lige med Earth, Wind and Fire, der senest i George McKay blot har ét oprindeligt medlem. De nye medlemmer er rasende dygtige, men… Hvorfor pokker skulle der gå næsten 10 minutters udvanding af “Get Down On It”? Kunne der ikke med rette have gjort plads til “Cherish”, som var et kæmpe hit herhjemme og globalt. Det forlyder, at den var på sætlisten til start, men vi blev spist af med “Celebration”, som det oplagte afrundingsnummer. Det kunne have været en fest af superlativer, men Kool And The Gang brugte for meget tid på at lade mikrofonerne stå ubemandede. Underligt for et band, som har haft adskillige årtier på at øve sig bag lukkede døre…

★★★☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Peter Jensen