Copenhell præsenterede atter et af vore gamle rockbands, der reelt opstod dengang far var ung, med sit velplejede hår, mens han gik meget på café i det indre, brostensbelagte København sammen med sine andre sortklædte venner og naturligvis mødte de lækreste chicks …

Det var nu alligevel med et lille sug af ærefrygt og forventet gensynsglæde i maven, at jeg mødte op for at opleve et af mine fordums yndlingsrockbands,

fra dengang, da det indre-indre København var ét af omdrejningspunkterne for den danske rockscene, hvor navne som Sort Sol og D.A.D blomstrede op fra en mere punket undergrund og etablerede sig som kraftværker inden for genren, der så åbnede døren for andre som bl.a. Psyched Up Janis og Mew og mange flere …

Her foran mig på scenen stod The Sandmen, garagerock-punk-blues-rockkongerne, der havde lagt soundtrack til mangen ungdomseventyr på en lun sommerdag – og nat – mens brostenene blev slidt tynde af vores utålmodige jagt på oplevelser, altid sultne efter noget, der kunne tilfredsstille vores rastløse søgen efter kærlighed eller andre lækre oplevelser …

Kulør på Copenhell
Bandet kom nærmest luntende ind på scenen, med forsanger Allan Vegenfeldt iklædt en lidt atypisk sommerhusstribet grønlig skjorte, der stod i stærk kontrast til Copenhells ellers dominerende farve …
Min nabo på rækken bemærkede, at han virkede en smule omtåget eller fjern, mens resten af bandet hilste glædeligt og gjorde klar til at påbegynde koncerten.

The Sandmen lagde herefter ud med en dansk sang, som jeg desværre ikke genkendte, inden de rykkede sig op og fyrede ”Long Leg Sally” af – lige i smasken på de efterhånden mange fans, der var dukket op for at genoplive drengene, nu også med en prægtig korsanger, som bidrog stort til, at harmonierne forblev mindre rustne og støvede.

Og som en mildere Joe Cocker eller Mick Jagger uden sine mange spjæt kastede Allan Vegenfeldt sig ud i sin særegne måde at synge flere af bandets numre, med sin let vrængende tone, hvor der også var skruet godt op for lydbilledet, sådan som det også kunne opleves hos inspirerende rockbands som Happy Mondays, The Cramps, The Rolling Stones og The Who.

De kendte slagere
The Sandmen præsenterede os for en række af både ældre og genkendelige numre, ligesom der også blev fundet numre fra de sidste to albums, hvor jeg nok vil fremhæve ”Hvis jeg nogensinde dør” som noget, man bør lytte til.

Det var opløftende at opleve, hvordan bandet med både kor, mundharpe og endda tværfløjte formåede både at genskabe reminiscenser af fordums storladne klangbillede, hvor vi blev draget ind i et univers, der måske nok var passeret, men som dog alligevel havde lagt bund til mange drømme, som jo også formede musikken herhjemme – i hvert fald for en periode …

Men der var nu alligevel også en vis doven tilgang på afviklingen af flere sange: ”Long Leg Sally” samt kæmpehittet ”5 Minutes Past Loneliness”, hvor man gik lige hurtigt og let nok igennem sangene – der tidligere kunne dyrkes som valmuer på scenen, suppleret af længere soloer og kælen for de lydmæssige detaljer …

Måske var det den meget stramme tidsplan, som Copenhell har meldt ud for bandene, måske var det lidt træthed, eller måske blot et forsøg på at gøre det hele lidt mere smidigt –
jeg skal lade det være usagt, men det forstyrrede i hvert fald oplevelsen …

Rigsdansk på Refshaleøen
Faktisk var noget af det mere opløftende – udover de hits og kendte numre, vi blev præsenteret for – at vi fik flere sange på dansk, hvor Allan Vegenfeldt virkelig formåede at åbne op for en dybere og nærmest poetisk melankoli og finesse, jeg havde savnet fra de lidt vredere, unge og intense år.
Her fik vi bl.a. den rebelske ”Gi Gi Mig” og den rammende ”Det gyldne øje”, foruden
”Hvis jeg nogensinde dør”, der ramte lige i hjertekulen, hvor minder, følelser og eftertænksomhed i dén grad fik spillerum, mens musikken spillede.

– Og dét er vel essensen af, hvad musik skal: Bringe os op på øjeblikkets plan, hvor vi kan bevæge os friere og uden hverdagens begrænsninger og smage på essensen, inden vi med fornyet kraft glider tilbage og har bare en smule mere overskud til de mere almindelige ting igen – lige indtil næste pauserum spiller op til dans … eller noget …

Nostalgiens søde pust
The Sandmen blev i øvrigt også besøgt af flere kendisser fra branchen, der stimlede sammen for lige at høre, hvordan de gamle venner, kolleger og konkurrenter gjorde det på dagens koncertscene, og de virkede nu også ganske tilfredse: der blev i hvert fald smilet en del, skålet og hilst direkte til drengene på scenen.

Og jo, lad os bare være ærlige: Det var lidt som at vade ind på Floss eller Krasnapolsky, dengang da far var ung og havde lækkert mørkt hår og forførte mangen uskyldighed med en Malibu on the rocks … eller en grøn …

The Sandmen får 4 stjerner for en hæderlig tur ned ad nostalgiens brostensbelagte storbyrender, med en forventning om, at de lige giver strengene en opstramning, får stemt pianoet en smule og får tørret støvet af lydanlægget og kommer tilbage for at sparke lidt dæk
– for de kan faktisk godt endnu, også selvom de er blevet voksne, følsomme bedsteforældre.

★★★★☆☆

Anmeldt af Jannis Flindt Eleftheriou.