Som Peter Sommer sagde inden han gik af: “vanvittig mange kabler, vi falder nærmest i dem”.

Young er en mand der sværger til det analoge. Ingen stormskærme og andet nymodens skidt. Plain & simple. En ærlig mand med et hjerte af guld, som Sommer også nævnte. Sommer var helt selvfølgeligt beæret over supporttjansen og fik da også en times tid til sin egen musik. Som blev leveret perfekt og nede på jorden, præcis som manden selv.

Jeg så Sommer i Store Vega tidligere på året til hans turnéstart. En udsøgt koncert som blev fremmet af stedets gode lyd. De rammer fik han ikke søndag eftermiddag på Tiørens plæne. Rigtig mange måtte stå i lange indgangskøer og fik derfor ærgerligt nok ikke set den hygsomme og aldeles glimrende entertainer fra 8660.

Young stiller også med et meget asketisk setup. Trommer, hans klassiske gamle trædeorgel og nogle ordentlige ol’school monitorbamser. Og så selvfølgelig den Canadiske ørn hængende ned fra loftet.

Kl. 21 træder Young og hans band The Chrome Hearts ind på scenen lige så stilfærdigt som de er klædt. Young som vanligt i sin lokomotivfører-bør og sin elskede skovmandsskjorte.

Allerede fra start fornemmer man at noget er galt. Selvom jeg står så godt som overhovedet muligt placeret er vokallyden elendig fra start. Faktisk er den næsten uhørbar, da han lægger for med “Comes A Time” blot med Young alene på akustisk guitar og mundharpe.

Vokalen bliver rettet ind i løbet af de næste par numre, men lyden er stadig tæt på uacceptabel. Den er lav selv i Inner Circle og den lettere drilske sidevind får lyden til at sejle, indimellem næsten forsvinde. Som altid driller sidevind lidt på udendørs scener, men det burde være et job for en erfaren lydmand, at rette op på det.

Under den følgende “When you Dance, I Can Really Love” bedres det lidt og der kommer også gang i bandet. Her er der vintage Young-smadder på guitaren for første gang. “Cinnamon Girl følger” og den vækker tydelig genkendelse hos publikum. En soleklar klassiker, som bliver leveret fint.

Bandet spiller godt og håndværket er udpræget i orden. De ser faktisk ud til at nyde det og giver den gas med rockattitude. Det er bare ligesom om festen bliver deres egen. Den bliver simpelthen på scenen, fordi lyden stadig er lav. Flere ved siden af mig kan tale sammen på almindelig vis og dét går bare ikke til en rockkoncert, hvor man skal kunne mærke trommer og bas i brystkassen og buksebenene gerne må blafre, når Young lukker op for sine gnisterende guitarsoloer.

Det ellers pænt tungt rockende “Fucking up” kniber det også med lydmæssigt, så i stedet for det los i røven det burde være, bliver det tamt og blodfattigt.

“Hey Hey My My (Into The Black” skaber stor fællessang og mange ser ud til at nyde rammerne og selskabet uden skelen til det markant lave lydniveau. Jeg tager mig endda i at opleve, at publikums singalong overgår det man hører fra scenen, når de skråler Johnny Rotten fra nummeret omkvæd.

Herefter sætter Young sig alene med sin akustiske guitar på scenen, næsten sådan lidt på en tilfældig monitor og sætter igang med den übersmukke antijunkie-klassiker “The Needle and The Damage Done”. Et smukt øjeblik og en smuk fællessang rejser sig. Men han er så lille og undseelig, som han sidder der alene. At han nægter storskærme bliver her et problem, for selv hvor jeg står tæt på scenen, har flere kikkerter med som de benytter, for at betragte manden på kort behørig afstand. 15000 mennesker har indløst billet og det er jo i al sin tydelighed for mange, hvis udsigt og lyd skal nå ned til de bagerste rækker.

“Harvest Moon” er et ubetaleligt smukt nummer, som har samme fællesskabseffekt oppe foran. Det er i ordets bedste forstand et nummer, de fleste kan om ikke andet nynne med på. Især da mundharpen sætter ind nynner mange med.

Af de anslået 15.000 publikummer er en del af ældre dato naturligvis – en ved siden af mig nævnte, at aldrig havde han set så mange stråhatte og velvoksne isser til en rockkoncert –  men der var nu også  overraskende mange unge som har fundet ind til Youngs musik og med en billetpris på små 1200 spir til Inner Circle må kærligheden til Young være stor blandt de fremmødte.

Efter de akustiske evergreens sætter en tungt rockende “Love and Only Love” ind; Endelig får vi saft og kraft på Youngs guitar. Den leveres som sædvanlig i en maratonlang udgave, men Youngs dybtfølte og samtidig smadrede soloer holder den i live hele vejen til mål. Sidst han spillede den på Roskilde i 2008 fik vi en fuldfed udgave strækkende sig over tyve minutter. Denne gang var Young mere karrig med ni minutters varighed. Men bevares han er efterhånden en ældre herre på 79 år, så det er forståeligt han holder lidt igen med de endeløse udladninger, han tidligere havde for vane.

På “Like a Hurricane” kommer ørnen ned og orglet kommer i sving. Stor jubel på plænen. Dét nummer kan simpelthen aldrig blive fortærsket!

“Name of Love” – det gamle Crosby Stills Nash & Young nummer følger og da “Old Man” overtager synger alle med, både de ældre og de unge.

Dejligt at overvære. 90 minutter er gået og Young og bandet går ud til en kort pause.

Her tror man, at de åbner et andet sæt med en glimrende og solid version af “Down by the river”. Men da de følger op med “Rocking in the free World” – der i øvrigt tager kegler blandt et medskrålende publikum – aner man, at der ikke bliver et andet sæt, blot to ekstranumre.

Den korteste Young koncert jeg har set er forbi. 110 min sølle minutter. Til sammenligning spillede han over tre timer, sidst jeg så Gudfaderen på Roskilde. Det blev en af de bedste og flere steder smukke koncerter jeg har set. Derfor blev det noget af en skuffelse i denne ombæring.

Young stemme er selvfølgelig ikke hvad den har været, men den er stadig god. De potente og stærkt emotionelle soloer er også intakte. Young mestrer som få den fine balance mellem de stille, sarte og inderlige numre, såvel som de blistrende agressive udladninger. Det gør han heldigvis stadigvæk.

Hver gang jeg ser ham live melder spørgsmålet sig om, hvorvidt det bliver sidste gang, jeg ser ham. Han kan jo ikke blive ved, selvom han er en sej gammel starut, der ikke bukker under for noget. Vejret holdt lige nøjagtig stand og selvom skyerne truede med regn afholdt det sig heldigvis fra et ufrivilligt styrtebad.

En koncert er til ende med en relativt god sætliste, hvor de blandede bolsjer af det mindre kendte og de helt store klassikere gik hånd i hånd med overvægt på det sidste, men med en alt for lav lyd, der også led under vindforhold og så et uigennemtænkt valg af lokation, hvis størrelse ikke kunne imødekommes uden storskærme og en anseelig mængde yderligere højtalere placeret længere nede på pladsen så alle kunne høre musikken.

★★★☆☆☆

Anmeldt af Thomas Steen Jensen.