Det er altså et spøjst indslag, selvom det er meningen, at du skal tage dem alvorligt. Den guitarspillende vokalist Dan Auerbach og producer og trommeslager Patrick Carney ligner et par hyggeonkler mere end rockstjerner. Deres uortodokse fremtoning og stil vandt mange hjerter tilbage omkring årtusindeskiftet, og som et par løjerlige fisk i vandet, så boltrede de sig på scenen denne eftermiddag, mens regnen silede ned over Odense.

Snæver spændvidde

Duoen klarede et mashup mellem “Thickfreakness”, “The Breaks” og “I’ll Be Your Man”. Herefter kom der besøg fra fire backingmusikere i et sæt, der skulle vise sig at kunne sættes mere effektivt sammen, end det skulle blive tilfældet for The Minds Of 99. Onde tunger vil påstå, at The Black Keys også tenderer til at ramme en meget snæver spændvidde i sangenes beat og instrumentering. For mange sange lyder simpelthen for ens. Jeg kan godt følge disse onde tunger. Symbolikken ligger næsten i at proklamere, at de kun kan spille på de sorte tangenter på et klaver. Kender du ikke The Black Keys, så vil jeg tillade mig at kalde deres sange for en gang country udsat for rytmisk rock.

Den ensomme dreng dukkede op til sidst

Der var smæk på “Fever” og skrålende publikum på “Gold On The Ceiling”. The Black Keys kom ud over rampen på “The Night Before” og føjede yderligere alen til deres performance på “No Rain, No Flowers”. Det skal dog siges, at der i den 21 numre lange forestilling denne Tinderbox-dag var flere numre, som ikke havde den store gennemslagskraft. Det virkede lidt som fyld. Ekstase beskriver nok bedst det, der skete, da hele møllen var ved at nå sin ende. “Lonely Boy”, som er bandets ubestridt største “hit,” blev leveret med en vitalitet, som publikum nok ikke lige havde set komme. Flertallet stod og rockede let med hidtil under koncerten, men under afslutningsnummeret blev der glemt alt om at holde en hånd over ølkruset og ellers forblive i en lettere skuttende positur. Følelserne blev givet fri, og vi stod nu med en vaskeægte Tinderbox-feeling. 

Tilpas kickstart

Da bandet var gået fra scenen, fortsatte folk såmænd bare med at skråle med på omkvædet på signatursangen. Det er sådan nogle statements, der gør, at man ved, at tilhørerne fik nogenlunde, hvad de kom efter. Nogle er måske blevet nye fans, mens andre på pladsen har set dem bedre. Summa summarum, så var The Black Keys stramme og stringente styring lige, hvad publikum havde brug for fra første store navn i år. Det var gennemført uden at ose af særklasse.

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen