Kære Danmark. Læs kun videre, hvis du kan tåle noget, der tangerer en majestætsfornærmelse. Noget er nemlig sket, siden The Minds Of 99 første gang spillede på Tinderbox (2016) og så frem til denne aftens fjerde visit i Tusindårsskoven. Hvor fremmødet for 9 år siden var pænt, men moderat, så var der ikke mange denne aften – på trods af massiv regn gennem dagen og en tiltagende kulde ved 22-tiden – der IKKE skulle høre “Minds”. Ja, så store er de blevet. I folkemunde bare Minds efterhånden. Der var næsten lige så mange publikummer, som det gjaldt for Depeche Mode samme sted i 2018.

Vådt krudt

The Minds Of 99 har vokset sig til at være Danmarks største band og mest ønskede live-act herhjemme. Forstå det, hvem der kan. Hov hov, din gamle gudsbespotter. Men altså, lad os tage den en gang for alle. Er The Minds Of 99 et dårligt band? Nej. Findes der andre danske bands, som er gode? Ja. Niels Brandts orkester er en sammensmeltning af Gnags og Shubidua, når det kommer til poetiske tekster. Sammenspundet af Brandts velkendte nasale lyd, der leder tankerne hen på helårssnue. Det kunne man med lethed også have reddet sig denne aften, for siden klokken 17 stod det ned i stænger og lod Tusindårsskoven omdanne til en mudret glidebane. Regnslag og -tøj strålede side om side med “Solkongen”, og i håb om at få varmen var der også lidt pyroteknik og fyrværkeri fra scenen i dag. Musikalsk fyrværkeri var det så som så med. Der var nemlig ALT for lang tid mellem numrene, og det virkede som en evighed, før Brandt og co. fik puffet til deres sovende vulkan.

Den store fællessang udeblev

Der var ikke den forventede kæmpemæssige fællessang under “Hurtige Hænder”, hvor Brandt var alene på scenen med sin guitar. Der var i hvert fald så lidt publikumsvokal på, at man sagtens kunne høre flere grupperinger summe “Som Fluer” i stedet for, selvom man siger, at en million ikke kan tage fejl. Nu er det jo heller ikke lovpligtigt at kunne lide The Minds Of 99, selvom det ville være et stærkt kort at trække for en kommende statsministerkandidat til næste runde valgkamp. Gamle travere som “Barn Af Min Tid” og “Det er Knud Som Er Død” fik ikke for alvor liv i kludene og koncerten var generelt bare mindre dynamisk, end man kunne forvente. Opsat som en stor sol, men effektueringen var flad som en pandekage, hvis I forstår sådan en lille en. 

For få energiudladninger

“K Før Ærlighed” fik med sine lånte fjer fra en af 1980’ernes allerstørste sællerter, nemlig New Orders “Blue Monday”, endelig samlet masserne. Det samme var tilfældet med “Under Din Sne” og “Skarp Ung Kniv”. Der kunne også fornemmes jubel, da Sivas gæstede scenen, men tilbage stod igen de uendelige pauser mellem numrene. Kunne de dog for pokker bare spille “Hjertet Følger Med”, som denne signatur mener er deres stærkeste kort. Tinderbox fik en forholdsvis stiv og alt for statisk koncert. Selvom der var mange mennesker, der foregav at kigge i retning mod scenen, så der var ikke meget energi og engagement at hente retur. Rutinepræget og kedelig til tider, og levende og pulserende i for få elementer. Dermed kaster jeg mig ud i noget, som burde kunne trække et navneforbud. Jeg kommer simpelthen til at give nationens husorkester en middelkarakter. Muligvis den første af sin slags.

Minds, men keep it simple

I H. C. Andersens by kan man altså godt være bekendt at sige: “Se, de har jo ikke noget tøj på”. Det er jo i øvrigt bandet selv, der påstår, at alle skuffer over tid. Det er efter i aften et faktum. Jo, du læste rigtigt. Lad mig gentage det endnu en gang for Prins Knud. Ja, altså ham, der er død. Det var en temmelig middelmådig affære på Tinderbox. “Skal du med over og høre “Minds”? “Ja tak, hvis det er Simple Minds”.

★★★☆☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen