For faen i helvete Haderslev
Fredagen ved Kløften Festival blev både Ude Af Kontrol med pop/rap og rock. Læs mere om andendagen og se billeder med bl.a. Scarlet Pleasure, Tessa og D-A-D
På anden dag af Kløften Festival lovede vejrudsigten bedre vejr end den forrige dag, og det holdt stik. Regntøjet og ponchoerne var skiftet ud med sommertøj og bøllehat.
Solbriller og sommerhits med Scarlet Pleasure
Flere i publikum gengav i bedste stil What a Life i akustisk version, inden bandet trådte ind og åbnede Store Scene. Med skjorten let knappet op og solbriller på satte Emil Goll og resten af Scarlet Pleasure gang i en koncert, der varslede sommer, fest og fællesskab.
Tømmermændene, der ellers kunne have sat en dæmper på dagens energi, lod til at være forsvundet. Publikum var klar og engageret fra start.
Øl-yoga og Dopamin
Ved den nye scene med navnet Klubben startede der en tradition, som bød på øl-yoga. Her stod en instruktør og guidede de ølglade gæster igennem yogastillinger, der kunne udføres i følgeskab med deres øl. Kort efter gik Dos Santos på. Her fløj studenterhuerne igen lystigt rundt, og Dos Santos greb en hue, han tog på og sang videre på sit hit Dopamin.
Mumle skabte nærvær og fællesskab på hjemmebane
Julie Cathrine Hansen, bedre kendt som Mumle, vendte tilbage til sine rødder i Haderslev, hvor hun selv har gået i skole lige ved siden af scenen. Med et scenedesign, der mindede om en dagligstue, skabte hun en intim og hjemlig stemning fra første øjeblik.
Gennem nummeret Jylland til København fortalte hun musikalsk om sit forhold til hjembyen. Selv under de mindre kendte sange kunne de lokale fans synge med. Mumle lod mikrofonen pege ud over mængden og lod dem synge selv – et øjeblik af fællesskab, der understregede den stærke lokale tilknytning.

Tessa
Tessa trak som forventet et stort publikum, primært bestående af unge piger. Hun indtog scenen med den karakteristiske selvtillid og vestegnsattitude, hun er kendt for, imens fans råbte hendes navn igen og igen. Hun frabad sig studenterhuer kastet op på scenen, men sendte samtidig en lykønskning til alle nyudklækkede studenter. Med et glimt i øjet bemærkede hun, at hun selv kun har taget 10. klasse – men til gengæld to gange.
Koncerten bød på tung bas, attitude og masser af sex appeal. Det var dog ikke det eneste, der kendetegnede showet. Tessa viste også stort nærvær, da hun midt i en sang stoppede musikken og bad vagterne hjælpe en pige, der var besvimet blandt publikum.
Fest, konfetti og moshpit
Ude af Kontrols DJ sørgede for at varme publikum godt op, og den klassiske lå-lå-lå-sang fik en ny drejning, da mængden råbte: “Lålålålålå – vi skal til UAK!”
Ude af Kontrol er kendt for at skrue godt op for energien, og det gjorde de bestemt også.
Med lys, konfettikanon og moshpit lukkede de Bakkescenen i bedste UAK-stil.
D-A-D lukkede Store Scene med glimmer, guitar og generationssamling
De rutinerede herrer fra D-A-D viste endnu en gang, hvordan man leverer et show, der samler generationer. Med stramme glimmerbukser, fede guitarer og klassikere fra No Fuel Left for the Pilgrims blev publikum sendt direkte tilbage til bandets start i 1980’erne.
D-A-D beviste, at selv efter årtier på scenen er deres energi og rockformat intakt. Med lukningen af Store Scene blev det også enden på en lang og intens festivaldag, og mon ikke nogle af gæsterne skulle hjem og sove dagen væk.
Tekst: Lea Nielsen
Foto: Emilia Ibsgaard.