Festivalnyt

Fyrfest offentliggør de første seks navne

Festivalen er længe blevet kaldt det, men nu er navneændringen officiel; Fyrværkeri Festival er blevet til Fyrfest. Ændringen kommer efter, at Peter Kjær har overtaget rollen som festivaldirektør; ”Navnet er blevet kortere, og vi vil forsøge at finjustere lidt hist og pist, men ellers forbliver festivalen den samme” fortæller Peter Kjær og fortsætter ”Det er allerede en virkelig god festival, så der bliver ikke ændret på det helt store, men vi vil justere op og ned på forskellige ting. For eksempel arbejder vi allerede på flere specielle effekter, flere områder med siddepladser, og kasseterminaler, som gerne skal gøre betjeningen i barerne bedre”.

Fyrfest 2024 er altså allerede under fuld planlægning!

 

DE FØRSTE 6 NAVNE

Det endelige musikprogram er desværre ikke klar endnu – der mangler lige de sidste detaljer, men de første 6 navne er klar; ”Vi har virkelig lyttet til vores publikum i år. Alle de bookede artister til næste års festival ligger i top 10 på vores publikums ønskeliste, så vi ser i den grad frem til at feste med Viborg næste år” fortæller Peter Kjær og fortsætter ”Resten er musikprogrammet er på vej, men vi bliver nødt til at være tålmodige lidt endnu”. Så snart det endelige musikprogram er klar, vil det blive offentliggjort. Indtil da må vi glæde os til de første 6 navne:

Andreas Odbjerg
Jonah Blacksmith
Medina
Queen Machine
Suspekt
Tobias Rahim

Der er i den grad lagt op til et brag af en festival på dyrskuepladsen næste år, og vi kan næsten ikke vente!

 

BILLETSALG

Billetsalget har allerede været i gang med early bird billetter. Hele 15.000 har sikret sig billet til næste års festival, og der er derfor kun 3.000 billetter tilbage.

Der bliver rift om billetterne, så det er med ikke at vente for længe; ”Vi oplever stor efterspørgsel på billetter, så vi forventer, at melde udsolgt”, fortæller Peter Kjær, og fortsætter ”Hvor lang tid der går, før vi melder udsolgt vil vi ikke spå om, men der er rift om at deltage i Fyrfest 2024”. Festivaldirektøren fortæller desuden, at der i samarbejde med Billetsalg.dk er blevet arbejdet hårdt på, at billetsalget kan foregå så nemt som overhovedet muligt. Hvis der er rigtig mange mennesker i systemet på samme tid, må der dog forventes kø.

 

De sidste billetter sættes til salg på fredag den 1. december kl. 10:00.

 

ANDREAS ODBJERG

Han er kendt som en af Danmarks bedste sangskrivere, live artister, humorist, hans sympatiske personlighed og listen forsætter. Et kært barn har mange navne – Andreas Odbjerg har vist, at han har mange talenter.

Bag sig har han efterhånden et utal af ikoniske liveoptrædener, og den sidste lørdag i august 2024 bliver det Viborgs tur, når han indtager Fyrfest og dyrskuepladsen.

 

JONAH BLACKSMITH

Syvmandsorkester fra Thy er efterhånden blevet et af Danmarks absolut bedste livebands med deres smittende og livsbekræftende koncerter. Og sidst de optrådte på Fyrfest var der også lutter magi på pladsen. Nu kommer de igen med deres personlige og håndskrevne sange, og deres store og dynamiske lyd – ganske som Vesterhavet, der danner monstrøs bagkant og horisont på hjemegnen.

 

MEDINA

Hun er fortjent blevet en legende på den danske musikscene, og hun har for længst cementeret sin plads i den danske musikhistorie med en lang stribe af hits. Til Fyrfest 2024 har hun alt det bedste fra hendes store bagkatalog med, og det kan kun blive en folkefest med fællessang uden lige, når hun indtager dyrskuepladsen. Medina er i den grad tilbage; stærkere end nogensinde.

 

QUEEN MACHINE

I mere end et årti har Queen Machine begejstret publikum med deres formidable Queen-show, der rammer i både hjerte og sjæl med Queens udødelige hits. Hver eneste koncert er et storladent og kompromisløst show med en imponerende energi og spilleglæde. De har været her før, og det har altid været en succes. Nu er de igen klar til at sætte fuld gang i Fyrfest 2024.

 

SUSPEKT

Det kan godt blive vildere! Og det gør det, for Suspekt kommer endelig tilbage til Fyrfest. I mere end 20 år har trioen præget dansk musik som ingen andre. Med tabubelagte rim og tonstunge beats er den kompromisløse trio blevet allemandseje. De er blevet konger af dansk hiphop, men aldrig hævet over folket. Den 31. august 2024 bliver Fyrfest endnu mere suspekt.

 

TOBIAS RAHIM

Han kan vist betragtes som det mest omtalte og folkelige fænomen i nyere tid. Han har opnået en overvældende grad af tilslutning og anerkendelse uden at kompromittere sin grænsesøgende udforskning af sig selv og verdenen omkring ham. Og nu er det endelig blevet tid til at Fyrfest skal opleve den store mand med det store talent. Tobias Rahim er klar til Fyrfest 2024.