Fredagens sidste potentielle brag på Bøgescenerne indtræder syv kvarter inde i lørdag. De har stået der før, men aldrig uden deres fyrtårn Maxwell Alexander Fraser. Lillejuleaften 2022 dukkede der nemlig en hadegave op til fans af techno, rave og electra. Særligt fans af Faithless, for bandets ubestridte identifikator Maxi Jazz var ikke mere. En stor stemme, som kunne identificeres på få sekunder og som for evigt vil være savnet, men også for evigt ville kunne høres fremover, for den slidstærke “Insomnia” er på mange måder blevet lyden af en genre og en tidsalder. En sang opstået af en tandbyld i Jazz’ mund, som var så smertefuld, at han “couldn’t get some sleep”.
Hvad kan man mon forvente?
Jeg er i vildrede denne nattestund. Faithless uden Jazz – kan man overhovedet det? Hvad bliver det for en forestilling uden ham til at guide os gennem eksempelvis “God Is A DJ” og “We Come 1”? Tidspunktet på dagen plejer at være forbeholdt musikere, eller hvad vi skal kalde dem med medbragte USB-stiks med andre folks sange på. Sister Bliss har ved flere lejligheder DJ’et under Faithless-navnet, men i aften er det altså med fuldt band.
Jazz var med i ånden
Enhver skepsis kan parkeres uden for bygrænsen. Selvom Faithless ikke er det samme uden deres ansigt udadtil, så er der medbragt vokalist til at tage sig af det sangmæssige. Vigtigst er dog, at på de væsentlige Faithless-hits, der får vi en pixeleret Jazz på baggrundsskærmen og hans stemmepragt at høre. Den respekt får vi allerede vished om ved aftenens femte indslag, som er netop det massive hit “Insomnia”. Inden da er vi nu heller ikke i tvivl om, at vi er i Faithless-land, for de velkendte toner af “Salva Mea” har allerede været igennem systemet. Ægte musik fra ægte instrumenter skiftevis synlig og hengemt, for her var både mørke, kraftig stroposkoplys og røg.

Lånte klæder klædte forestillingen
Det samme har og bliver en række andre kunstneres sange, som tydeligvis enten ligger det resterende ensemble nært. Sange som har fået et lidt andet udtryk end originalen, og er blevet troløst omdannet til bandets stil. Der er blandt andet et herligt genhør med den næsten glemte 80’er-perle “Yeke Yeke” fra guineanske Mory Kanté. En sang, der i øvrigt gik i top 10 over hele Europa. Også Syd For Solen-aktuelle Fred again og Joy Division var blandt kunstnere, der fik et notch i aftenens sæt. Dog kommer vi ikke uden om, at det er de tunge dancefloor fillers fra Faithless’ egen hånd, som vejer tungest. Dejligt at se, at publikum på trods af tidspunktet er med til at hylde en så væsentlig sangskat og bidrager til en homage til føromtalte Jazz. Det retfærdiggør på flere måder de øvrige medlemmers videreførelse af det band, der i stærkeste startopstilling har gæstet SmukFest to gange før. Faithless blev i den sammenhæng også introduceret som skovens husorkester efterhånden.
Et solidt punktum for tredjedagen på årets SmukFest. Herefter triller publikum hjem for at samle nye kræfter. Smilene på mundene er ikke til at tage fejl af. Faithless i sin nuværende konstruktion var alligevel værd at blive oppe for.
★★★★☆☆
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
Læs også: