Festivalnyt

Mellemfasen venter forude – tør du købe billet? Eller har du gjort det?

Sidste klumme skrev næsten sig selv med et vanvittigt rush af kunstnere på flere af de største festivaler herhjemme. Ugen, der er gået, når måske ikke samme højder, men lidt stjernedrys er der dog dukket op. Det bliver i hvert fald voldsomt hos Copenhell, der genhuser Iowas egne superstjerner fra Slipknot og byder på 17 andre navne, hvor iblandt Powerwolf og Skillet er at finde. Skive Festival har hevet Scorpions og Rag N Bone Man i kraverne og bedt dem stille til start til sommer. Vig Festival har også afsløret lidt af 2025s planer i form af Carpark North, Ankerstjerne, Ella Augusta, Roben & Knud og Queen Machine. Hos Midtfyns Festival diskes der op med Scarlet Pleasure og hos Ringsted Festival, som har sat rekord forud for deres 20-års jubilæum ved at kunne annoncere udsolgt på blot 9 timer, har man også løftet lidt af sløret med annonceringen af Christopher.

Vi mangler fortsat at få nys om, hvad Jelling Musikfestival pønser på, men der plejer ofte at ske noget på den front omkring julemåneden, som jo så ikke ligger så langt væk. Ligeledes har SmukFest, som i tirsdags åbnede for billetsalget, annonceret, at der bliver kendskab til en sjat musikalske kunstnere inden årsskiftet. Nysgerrigheden omkring Syd For Solen og Suset begynder også at melde sig. Og hvad med Musik I Lejet, WonderFestiWall og Rock Under Broen og hvad de ellers alle sammen hedder?

Svarene tikker løbende ind og forhåbentlig er de med til at få dig til at vælge side. Eller skal du måske endda ligefrem til flere festivaler? Det kan faktisk være svært at bevare det forkromede overblik i den danske festivaljungle. Lige nu befinder vi os i mellemfasen, hvor vi ved lidt, men ikke alt. Det er herfra, at der kan ske en af følgende ting rundt omkring. Nogle vælger at annoncere løbende for at holde sig aktuelle og i vælten, mens andre afslører i blokke med langt større mellemrum mellem annonceringerne. Perioden, vi går ind i nu, kan være lidt af en tålmodighedsprøve. Det gælder for både billettvivlere og billetejere. Som tvivler skal du have is i maven, for hvor længe tør man vente på, at ens musiksmag bliver dækket nok til at man indløser adgang? Særligt i forhold til at sikre sig mod skiltningen med UDSOLGT. Billetejere sidder med samme håb, for billetter købt i blinde og tidligt i processen giver selvfølgelig et smil mod dankortet og en ro i forhold til, at man ved, at man kommer ind. Håbet går naturligvis i samme retning af at opleve nogle af sine helte, nu hvor QR-koden på lappen er i hus. 

Mellemfasen kan blive en lang og sej omgang, men en ting, du kan være sikker på, er, at du på søndag igen kan læse om det lige her, hvis der skulle ske noget hos de par og tyve største.