Anmeldelse

Anmeldelse: ’Det magiske Tivoliteater’ på Aalborg Teater

Verden er ikke altid kun, hvad vi gør den til, og for det meste findes magien et sted…

Om lidt går det stærkt. Vi skal have styr på gaver og gløgg. Vi skal pynte og nogen skal plage, vi skal tro – og vi skal håbe, vi skal flette og finde på, vi skal tage os tid og tænde lys, og vi skal nå en hel masse hygge, men mest hinanden!

Og lige der; når vi bager – og næsten braser sammen midt i al december-hyggen, som sommetider er så hæsblæsende, at vi ikke helt kan følge med, giver det allermest mening at tage hinanden i hånden og forsvinde ind i en god historie, som er fyldt med alt det, vi frygter og håber på og længes efter og drømmer om. Det er sådan en historie, Aalborg Teater har på repertoiret i år.

Årets juleforestilling hedder ’Det magiske Tivoliteater’, og den handler om den fattige dreng, Luca, som bor alene med sin far, der ikke kan helt finde glæden. Det kan Luca, men først da han finder det magiske teater, der er fyldt med liv og leg.

Luca længes efter den jul, der var engang. Den glæde og den magi, der er givet, hvis vi har blik for den – men desværre ser det ud til, at hans nyfundne glæde på teatret ikke varer ved.

DSF1651TivoliteateretRumleskafte
Kirstine Hedrup, Nanna Buhl Andresen, Marcus Gad Johansen, Magnus Brono
Fotograf: Rumle Skafte

Bygningen er ejet af det menneske i byen, som har allermest ondt indeni, og hun vil lukke teatret. Eller vil hun?

Forestillingen er smukt iscenesat. Eventyret er til at få øje på, musikken er sød og det hele er ualmindelig veludført. Vi tror på historien, der er så fint fortalt, at den tager os med ud af hverdagen og derhen, hvor man mærker lykken i den hånd, man holder i teatermørket.

De fleste bliver overbevist undervejs. Den der julestemningen, det, vi kalder magien, kryber langs væggene og stråler fra træets grønne top på Aalborg Teater, så selv 11-årige gamerdrenge må overgive sig og få ”næsten tårer i øjnene”.

Det lyder af så meget, men det er i virkeligheden mere; for uagtet det højstemte, så er det præcis det, teater kan, når man giver det plads. Man mærker sig selv i den historie, man får fortalt, og man husker på, hvad det egentlig var, det handlede om, det der med at flette julehjerterne sammen.

’Det magiske Tivoliteater’ er en hyldest til hyggen og det Kierkegaard kaldte hin anden.

Pas godt på det hele.

★★★★★★

 

Du kan opleve ’Det magiske Tivoliteater’ på Aalborg Teater helt frem til den 23. december.

Skaermbillede 2024 11 19 kl. 12.04.04