Man kommer på en måde til at længes efter det, de ikke har – og de fleste, som selv har prøvet at forlade nogen, kommer nok til at føle sig forladt i den teatersal, hvor Jon Fosses ‘Drøm om efterår’ på en måde bliver et credo over den kærlighed, der findes i gentagelsen. 

De har kendt hinanden længe, de to, der nu ses igen. Tilsyneladende tilfældigt. De er begge ensomme. Marie Knudsen Foghs, der spiller den kvindelige hovedrolle, er alene – og Østen Borre Simonsen, der spiller ham, hun vil have, er gift og har et barn. De længes begge to efter det samme; hinanden. Kærlighed – men ikke i den udgave, vi forveksler med faste pladser i sofaen. Kærlighed man kan mærke. Nærvær, samtaler, liderlighed, længsel. Regn, du godt gider gå rundt i, hvis han holder dig i hånden imens. 

De to, der møder hinanden tilfældigvis på en bænk i Fosses fortælling, skal afgøre om de tør blive hinandens skæbne. Om den eksistentielle ensomhed skal veksles til et liv, man kan mærke. 

Det gør ondt, fordi alting på en måde bliver uvist – og fordi gentagelsen flytter ind i omgivelserne. Alle de skilte på publikumsrækkerne kan sikkert mærke det; hvordan det føles, når man måske – måske ikke – rækker.

Og alle dem der elsker, kan sikkert mærke, at selv om kærlighed er gentagelse, så får vi nok først alt det, vi længes efter, når vi risikerer os selv for hinanden. 

Eminente skuespillerpræstationer. Især af Marie Knudsen, der spillede rådvildhed, så den kunne mærkes som en egen indre uro. Lækker, simpel scenografi, der gav god plads til historien. 

★★★★★☆