Queens of the Stone Age melder sig nu klar til at gøre comeback på live-fronten, efter rockbandet i juli i år måtte aflyse en række festivalkoncerter – herunder danske SYD FOR SOLEN – da frontmand Josh Homme skulle hasteopereres hjemme i USA. Det er derfor ekstra gode nyheder, at de erfarne guitarlegender er tilbage i fuld vigør og står øverst på lørdagsplakaten, når den københavnske musikfestival SYD FOR SOLEN rocker igennem lørdag den 9. august 2025.
”Som musikbooker er det allersidste opkald, du har lyst til at modtage få uger før festivalstart, at dit hovednavn er nødt til at aflyse. Heldigvis lykkedes det os at få overtalt Jack White til at redde rock-lørdagen, hvor han rev himlen over Valbyparken fra hinanden. Vi holder meget af Josh Homme og er derfor både glade og lettede over, at han og resten af Queens of the Stone Age nu igen er i topform og klar til at sikre international kvalitetsrock til Danmark,“ siger Xenia Grigat, der er programansvarlig på SYD FOR SOLEN.
Guitarriffs gennem årtier
Queens of the Stone Age brød for alvor igennem i 2002 med ørkenrock-albummet ‘Songs For The Deaf’, hvor nyklassikerne med de letgenkendelige guitarriffs ‘No One Knows’ og ‘Go With The Flow’ stammer fra.
Siden har Josh Homme lagt rockverdenen ned på både guitar og vokal uden at se sig tilbage, og bandets seneste album fra 2023 ‘In Times New Roman…’ fik anmeldere worldwide til at erklære guitarrocken for effektivt genoplivet.
Det sætter Queens of the Stone Age i den grad selv streg under på scenen:
”Queens of the Stone Age er et medrivende liveband på grund af det imponerende bagkatalog og deres høje musikalske kunnen kombineret med Josh Hommes dragende scene-nærvær. Det er rock, du ikke kan ryste af dig, og vi tror på, at de også kommer til at imponere den yngre generation af festivalgæster,“ siger Xenia Grigat, programansvarlig på SYD FOR SOLEN.
Queens of the Stone Age
Foto: Andreas Neumann
Sortklædt lørdag
SYD FOR SOLEN bygger en hel festivaldag op omkring hovednavnet, hvor lørdagen traditionelt er holdt i guitarrockens tegn, hvilket tidligere års artister som Jack White, The War on Drugs, The National, Iggy Pop, The Walkmen, The Kills, Viagra Boys og The Raveonettes bevidner.
Resten af lørdagsplakaten 2025 vil blive offentliggjort senere – det navnene for de to andre festivaldage.
BILLETINFO
Billetter i salg den 3. december 2024 kl. 10:00 og er den perfekte julegave til alle, der elsker livemusik.
Man kan naturligvis dyrke sin favorit-genre én enkelt dag. Men ligesom sidste år vil det i 2025 være muligt at købe billetter til både to eller tre dage på SYD FOR SOLEN.
En éndagsbillet 2025 koster 900,- DKK + gebyr, 2 valgfrie dage koster 1.650, – DKK + gebyr og en partout billet til alle tre dage på SYD FOR SOLEN koster 2.400, – DKK + gebyr.
Billetter købes via billetlugen.
Læs også: