Da det var min første opera-oplevelse, er følgende ikke en anmeldelse af operaen Madame Butterfly, som operaanmeldere ville lave den. Jeg har ikke de nødvendige kompetencer til at vurdere de tekniske detaljer. I stedet er det en anmeldelse af den operaoplevelse, der blev givet tirsdag aften, da Musikhuset havde præmiere på Puccinis måske mest kendte værk, Madame Butterfly.
Som så mange andre store operaer er Madame Butterfly en tragedie om svig og forlist kærlighed. Historien starter med den amerikanske soldat B.F. Pinkteron, der tager Chio-Chio-San (hvilket er japansk for Frøken Sommerfugl eller Madame Butterfly) som sin brud og flytter ind et hus i Japan. Chio-Chio-San er en hengiven brud, der aftenen inden brylluppet frasiger sig sin gamle tro og konvertere til sin fremtidige husbonds kristne tro.
Bruddet med traditionerne får Chio-Chio-Sans familie til at ekskludere hende, og da Pinkerton senere forlader hende alene, efterlader det hende afventende og falleret i huset i tre år, mens hun synker dybere og dybere ned i vanviddet. Da Pinkerton endelig vender tilbage til Japan, nu med en amerikansk hustru, indser Chio-Chio-San, at drømmen om livet med ham aldrig kan blive, og hun ender med at tage livet af sig selv.
Glem hvad du ved
I operaens første akt blev det tydeligt at alt det, jeg troede jeg vidste om fortælleteknik, slet ikke slår
til her. Mest tydeligt blev det, da Pinkerton og Madame Butterfly i starten forelsker sig i hinanden. Her ville enhver moderne film lave en montage af romantik, dates og kysserier, men i stedet var det ti minutter af sopranoen Chunxi Stella Hu og tenoren Anders Kampmann, der på italiensk synger rent eksposition ud til publikum.
Det er langsommeligt og hjernen kan til tider skrige på stimuli. Kunstformen byder ikke op til hurtigt klip og montage-sekvenser. Og i takt med at jeg fik lagt flere og flere af mine forventninger fra mig, blev det nemmere at være til stede i Musikhuset og se operaen, for det den er: En god historie. Fortalt med nogle tekniske greb, som aldrig vil være mig mulige. Men som netop derfor altid vil være det mere imponerende.
Det er bare bedre live
Aftenens største øjeblik, var da Chunxi Stella Hus leverede ariaen Un bel dì vedremo – (En skønne dag vil vi se) – i anden akt. Madame Butterflys nagelfaste tro på, at hendes mand vender tilbage, manifesteres i et stykke musik, der bogstaveligt talt fik de små hår på armen til at rejse sig. Det var et velkendt stykke, som jeg har hørt mange gange, men aldrig live. Og der fik jeg en tydelig sammenligning af, hvad de smukke stemmer gør, når de opleves live.
Og som en der værdsætter musik – og i særdeleshed livemusik – er det ikke svært at se, at aftenen var en succes på alle de parametre, vi normalt anmelder en koncert på.
Kan de synge og gør de det?
Ja for pokker. Det tekniske niveau operasangere holder er så langt fra, hvad populærmusikken benytter sig af. Dermed ikke sagt, at der ikke findes pop-, rock og andre sangere, der ikke er teknisk dygtige. Det er bare i en anden liga med operasangerne.
Kan de spille og gør de det?
Ja for pokker. Aarhus Symfoniorkester var på hjemmebane og udnyttede Musikhusets store sal til fulde.
Er det et godt show?
Stemmerne er ikke det eneste, der bærer historien. Det er jo et skuespil, der udspiller sig sideløbende med sangen. Kulisser og sangernes gestik og mimik er i lige så høj grad med til at formilde, hvad der sker. Sidder du så langt fra scenen, at du ikke kan se deres ansigter, må du bero på deres kropssprog til at finde visse nuancer. Men det virker.
Havde de fat i publikum?
Afgjort. Nu er det jo ikke den slags oplevelse, hvor man står og headbanger eller ryster med røven. Men klapsalverne blev ved og ved, og opmærksomheden var naglet fast til scenen. Og de havde også flere gange så godt fat i mig, at jeg – og jeg ved godt, at det er en kliché – blev fuldstændig opslugt i historien, i sangen og musikken. Igen og igen.
Så hvad er konklusionen?
Opera er afgjort ikke for alle. Det er en langsommelig affære, der kræver noget af publikum. Så hvis du bare kommer for underholdningens skyld, så gå i biffen i stedet. Men er du fan af fortælleteknikken bag, er der mange gode grunde til at komme og lade dig overraske. Er du fan af musik, er det turen og tiden værd. Både for at se, hvad teknisk dygtige sangere kan gøre, og for at høre komponisternes leg med musikken som sidestykke.
Jeg tvivler på, at jeg bliver en opera-buff, der farter verden rundt for at ramme alle de store scener.
Men jeg skal helt sikkert afsted igen.
![]()
Læs også: