Jeg var klar til at smide telefonen og alle medier ud, efter forestillingen.
Udvikling, muligheder, fremtid, -til helvede med det hele.

Det starter ellers “X-Faktor” underholdende, hvor “programmet” ì teaterforestillingen, klogt nok, giver et ordentligt `hint med en vognstang` i navnet “ENDGAME”. 
Der er det velkendte kryds på gulvet, der er buzz knap til hver dommer og det umulige spørgsmål: Hvad føler du lige nu? efter optræden. 
Vi er live publikum som vi så ofte har set det i tv og der livestreames, vi er en del af forestillingen. 
Der er høj stemning og musik valget er mega fedt og prof. udført af aktørerne.
Det er festligt og danserne får os løftet, det er lige før vi danser med fra vores teaterstole.
Men der er noget “galt”.
Alle deltagere i live programmet hedder Alex og vores ´ENDGAME´ dommere er ens og uden ansigt.

Dommernes bevægelser bliver mere og mere uhyggelige, de er ikke normale og det slår mig hvorfor, de har hvile bevægelser som vi kender det fra computerspil, sådan en let gyngende bevægelse indtil man trykker på dem. 
Når de klapper, klapper de heller ikke igennem, det er en computer markering.
Vores dommere er ikke mennesker.

Stjerneholdet Mette Klakstein, Emil Prenter, Yakuza, Thorbjørn Hedegaard, og Kevan Soliman spiller vores hovedpersoner som deltagere i musikprogrammet, som enkeltpersoner og som gruppemedlemmer. 
De får både underholdt, som vi kender det fra X-Faktor og udstillet programmet, med de tåkrummende “godt tv” personligheder som hænges ud.
Vi kan grine med, af genkendeligheden og hele tiden har musikforestillingen godt fat i meta vinklen hvor vi kan se, hvad det gør ved os, ved samfundet, ved de unge som er vokset op online. 

Der blev trykket godt og grundigt på det aller ømmeste sted i nutidens udfordring, af adgang til alt på vores mobil.
Et unik spejlbillede af, hvad generation Z er vokset op med -og no shit, det giver mening at de er en zap-generation som er blevet dokumenteret og eksponeret ud over alle grænser – vi får et smertefuldt indblik i den groteske hverdag, de er vokset op i.

Kevan Soliman har på et tidspunkt en scene hvor han i hans rolle fortæller om det, at leve en beskyttet tilværelse, hvor forældre altid var der, hvor han ikke måtte klatre for højt, hvor der er regler om dit og dat OG får en iphone som 9 årig, med adgang til ALT.
Det går selvfølgelig galt. 
Både hvad de børn får set, når de uskyldigt søger på katte videoer eller modtager af beskeder, fra klamme voksne med grumme hensigter.
De oplevelser har en hel generation haft det mere end svært ved, at fortælle videre til deres forældre og også haft svært ved, at få hjælp til.

De mange udtalelser skuespillernes tekst er bygget op om, er udtalelser indsamlet fra unge. Alle os, som er vokset op med sorthvid tv, 2 kanaler på tv og 30 min. børnetime kl 18, er rystet og priser os lykkelige for en opvækst uden tiktok, snapchat, youtube, instagram, facebook, whatsapp, twitter..etc.
Det er måske ikke så mærkeligt at mange unge er udfordret med angst, selvværdsproblemer, selvskade og depressioner.
Måske heller ikke så mystisk, at fælleskabet er blevet selvcentreret og det er tæt på umuligt at gøre det godt nok, når man hele tiden udsættes for billeder og videoer, af nogen der gør det bedre. 

Nogen gange laves der teater som gør en forskel som beriger, ryster og er med til at ændre adfærd. 
Det vil jeg påstå at GenZ ENDGAME gør.
Det er lige dele ukomfortabelt og underholdende, når forestillingen GenZ ENDGAME holder spejlet op foran vores afhængighed, af online medier.
Sikke en bedrift, en utrolig vigtig og vedkommende øjenåbner, selvom det til tider var mere end ubehageligt, så er det så velfortjente 6 stjerner der drysses ned over hele holdet, som blev der trykket på guldknappen under showet.

★★★★★★

Skrevet af Signe Kjær Høiberg.