Festivalnyt

Fredag på SYD FOR SOLEN med Sam Fender

I dag får publikum første indblik i fredagsprogrammet på SYD FOR SOLEN 2025. Det er intet mindre end Englands nye store guitarhelt Sam Fender (UK) der, med et nyt album i bagagen, stiller sig forrest i et line-up, stærkt bakket op af intens klubstemning med Overmono (UK) og af festtornadoen Confidence Man (AUS).

SYD FOR SOLEN er ikke bange for at spille bold op ad det traditionelle genre-murværk. Ambitionen er at hylde den lyd, der lige nu formår at samle os på tværs af låste musikalske præferencer og vaner – det er afsættet for de første tre offentliggjorte fredagsnavne på årets festival.

”Igen i år sammensætter vi en genre-curious fredag, der bliver en mangfoldighed af udtryk og vi ved, at ingen er mere musikalsk nysgerrige end vores publikum, som elsker at gå på opdagelse. De vil gerne overraskes, og det skal de blive! Vi vil samle stadionrock og quirky electropop i én stor musikalsk klapsalve – en kærlighedserklæring til diversiteten i den musik, der er allermest interessante netop nu, så det musikalske univers, der kan samle os, bliver lidt større efter en stor fredag i Valbyparken” fortæller programansvarlig på SYD FOR SOLEN, Xenia Grigat, som glæder sig til at kunne offentliggøre mange flere navne til alle tre festivaldage.

Det er tre ultraaktuelle navne, der har meldt deres ankomst til Valbyparken fredag den 8. august. Det drejer sig om Overmono, Confidence Man og ikke mindst Sam Fender, hvor nedtællingen allerede er i fuld gang mod den 21. februar, hvor han udgiver sit længe ventede tredje studiealbum.

“Sam Fender er godt på vej til at opnå status som stadionrockstjerne. Han laver musik, der er som skabt til at brage ud over et stort og medlevende festivalpublikum. Hvis man er til Bruce Springsteen eller The War On Drugs, er Sam Fender lige i hælene – og han er ganske enkelt en forrygende livekunstner, der allerede har optrådt på nogle af de største scener i Europa og i sit hjemland, England. Vi kan slet ikke vente med at præsentere ham for SYD FOR SOLENs publikum,” fortæller Xenia Grigat.

”Hvis du bad mig pege på det bedste af det bedste på den elektroniske UK scene netop nu, så ville jeg uden tøven pege på Overmono. Og det er altså vel at mærke et land, der har en lang og stolt tradition i genren. Brødre-duoen forstår på fuldstændig suveræn, stilsikker og original vis at revitalisere genrens historie og traditioner. De har samme åbne og eventyrlystne attitude som kollegaerne og samarbejdspartnerne Fred again.., Jamie xx og Joy Orbison” fortsætter hun.

03 Overmono by Jasmina Wood 1 1 1
Overmono – Foto: Jasmina Wood

”Confidence Man er en SYD FOR SOLEN darling! De besøgte os med et uforglemmeligt show i 2023, og de har spurgt om de må komme tilbage i år, hvilket vi på ingen måder kunne sige nej til. Et lykkeligt inferno af konfetti, teaterblod og knivskarp koreografi til deres mix af disco, electro, breakbeats, house og dance tog publikum med storm. Der er virkelig knald på de to popexcentrikere, også når det kommer til kritikerne; The Guardian har givet maksimale fem stjerner til deres nye plade og sammenlignede i samme omgang med ikoniske Happy Mondays og Saint Etienne. Pladen kravlede til tops på listerne, og ja, den skriger bare på at blive spillet live,” afslutter Xenia Grigat.

SYD FOR SOLEN glæder sig til at offentliggøre mange flere navne til alle festivalens tre dage i den kommende tid.

Torsdag 07.08.25

Chappell Roan (US)        
Khruangbin (US)
og mange flere…

Fredag 08.08.25

Sam Fender (UK)
Confidence Man (AUS)
Overmono (UK)
og mange flere…

Lørdag 09.08.25

Queens Of The Stone Age (US)
MJ Lenderman & The Wind (US)
og mange flere…

 

BILLETINFO

Billetterne er i salg.

Man kan naturligvis dyrke sin favorit-genre én enkelt dag. Men ligesom sidste år vil det i 2025 være muligt købe billetter til både to eller tre dage på SYD FOR SOLEN.

En éndagsbillet koster 900,- DKK + gebyr, 2 valgfrie dage koster 1.650, – DKK + gebyr og en partout billet til alle tre dage på SYD FOR SOLEN koster 2.400, – DKK + gebyr. Billetter købes via billetlugen.

 

Om SYD FOR SOLEN 2025

Det bliver 4. gang at SYD FOR SOLEN bringer Musik til København, når festivalen finder sted den 7., 8., og 9. august 2025. Valbyparken danner igen i år den smukkeste sommerramme om tre festivaldage med hver sit stærke musikalske line-up. Dagsprogrammer, der i hver deres stemning giver rig mulighed for at gå på musikalsk opdagelse blandt artister, man måske ikke vidste man elskede endnu, såvel som at nyde de sværvægterne øverst på plakaten, der bare skal krydses af på bucket-listen.

Bag festivalen står koncertagenturet smash!bang!pow!, der i mere end 15 år har præsenteret danske såvel som internationale artister for livepublikummet i København og i resten af landet. Uforglemmelige koncertoplevelser, der gang på gang har bevist, at holdet bag festivalen besidder en særlig evne til at spotte ekstraordinære musikalske talenter fra både ind- og udland. Ambitionen om at skabe hovedstadens bedste festival for landets største musikelskere stopper aldrig.

 

Sam Fender

Englands nye store guitarhelt kommer til Valbyparken med spritnyt album i kufferten.

Selvom han i dag er et af de største poprocknavne i England med over 6 millioner månedlige lyttere på Spotify, har Sam Fender oplevet sin del af modgang på vej mod musiktinderne. Han voksede op i den nordengelske arbejdsklasse i Newcastle-forstaden North Shields, en opvækst der var præget af få penge, sygdom og misbrug i omgangskredsen. Men hans forældre var musikglade, og kærligheden til soul, jazz og rock forplantede sig hurtigt til sønnike.

03 Sam Fender Credit NIALL LEA 1
Sam Fender – Foto: Niall Lea

Som teenager samlede Sam Fender guitaren op, mens han dyrkede navne som Kings of Leon, Jeff Buckley og Bruce Springsteen, og den unge musikerspire begyndte at optræde på pubber i lokalområdet. Her blev han som 18-årig spottet af Ben Howards manager, der tog ham under sine vinger, og i 2017 udsendte han debutsinglen ”Play God”, der røg i heavy rotation på BBC og efterfølgende bl.a. sendte ham på turné med Michael Kiwanuka, og i slutningen af året blev Sam Fender udvalgt til BBC’s hypede talentpris ”Sound of”.

Hans kærlighed til amerikansk heartland-rock og idolet/sjælevennen Bruce Springsteen kom til udtryk på debuten ”Hypersonic Missiles” (2019), fyldt med melodiske guitarbangere med euforisk fængende omkvæd, der empatisk og gribende tematiserer hans opvækst og baggrund. Modtagelsen af albummet var overstrømmende – det strøg direkte til tops på den engelske albumhitliste med over 40.000 solgte eksemplarer i den første uge. I samme periode modtog han ”Critics’ Choice Awards”-prisen til Brit Awards og gæstede store amerikanske tv-shows som ”Jimmy Kimmel Live!”, ”The Tonight Show” med Jimmy Fallon og ”Late Night with Seth Meyer”.

Den succes fulgte han ubesværet op på to år senere, da den fremragende opfølger ”Seventeen Going Under” udkom. Her udbygger Fender formlen fra debuten med flere slidstærke riffs og sprøde melodiske hooks, der sender venlige nik til moderne rockgiganter som The War On Drugs og Arcade Fire. ”Seventeen Going Under” gik ligeledes nummer 1 i hjemlandet, NME udråbte det til årets album, og i 2022 sikrede det Sam Fender en Brit Award som ”Best British Alternative/Rock Act ” og en nominering til den prestigefulde albumpris Mercury Prize.

Efter at have helliget sig sangskrivningen i en længere periode begyndte Sam Fender at røre på sig i 2024, hvor han udsendte han en håndfuld nye numre, heriblandt den fabelagtige energiske rockhymne ”People Watching” som er co-produceret af Adam Granduciel fra førnævnte The War on Drugs. Det er i øvrigt også titlen på det længeventede tredje studiealbum, der udkommer den 21. februar.

Sam Fender er også en forrygende live-kunstner, der har optrådt i hjemlandets største scener og arenaer. Nu kan hans danske fans se frem til at opleve ham herhjemme, når han indtager Valbyparken med sangene fra sit nye album, der er som skabt til at blive braget ud over et stort og medlevende festivalpublikum.

 

Overmono

Elektronisk brødreduo skaber elektrisk klubstemning under åben himmel.

Storbritannien har en lang og stolt tradition for elektronisk musik, og Overmono er et af de navne, der mest suverænt og originalt revitaliserer og nytænker genrens historie og traditioner.

Overmono består af det walisiske brødrepar Tom og Ed Russell, hvis hjerter banker for trance, techno og breakbeat, som den lød til 90’ernes illegale raves og piratradiostationer. Denne dybe kærlighed bruger de som udgangspunkt for deres detaljerige produktioner, der tager det bedste fra den elektroniske musikhistorie og kombinerer det med en moderne tilgang, som gør, at deres euforiske UK bass-hymner både fungerer som floorfillers på klubben og til eskapistisk lytning i sofaen.

De besidder samme åbne og eventyrlystne attitude som Fred again.., Jamie xx og Joy Orbison; sidstnævnte har Overmono da også samarbejdet med talrige gange, bl.a. i fællesprojektet Joy Overmono. Overmonos anerkendelse hos deres kolleger understreges af, at de har remixet både Four Tet, Thom Yorke og Ed Sheeran.

De to brødre startede deres musikalske løbebaner hver for sig – Tom producerede hård techno under aliasset Truss, mens Ed bl.a. eksperimenterede med drum’n’bass. Men i midten af 2010’erne dannede de fælles front, og deres nysgerrige og genreudvidende kompositioner fangede hurtigt opmærksomheden hos det stilskabende label XL Recordings’ (Burial, Peggy Gou, The Prodigy), der udsendte deres debut-ep ”Arla” i 2016 og siden har haft dem i stald.

Op igennem 2010’erne udgav Overmono en strøm af ep’er, der slog deres status fast som et af Storbritanniens bedste nye elektroniske navne. En status, der kulminerede i 2021, hvor de både modtog prisen som ”UK’s Best Live Act” af DJ Mag, og Resident Advisor kårede ”So U Know” som et af årets bedste tracks, samtidig med at de udsendte mixalbummet ”fabric presents Overmono” via legendariske Fabric Records.

Efter et solidt tilløb udkom Overmonos debutalbum ”Good Lies” i 2023, hvis opklippede sfæriske vokaler, dybe basstød og insisterende percussion modtog stående applaus fra anmelderne. The Observer gav det 5 ud af 5 stjerner under overskriften “certified bangers galore”, Clash kaldte det ”worth the wait” og tildelte det den flotte karakter 8 ud af 10, mens NME kvitterede med 4 ud af 5 stjerner.

2024 har budt på indtil flere udgivelser, heriblandt den formidable banger ”stayinit” med Fred again.. og Lil Yachty og samarbejdet med The Streets om en nyfortolkning af hans klassiske UK garage-skæring ”Turn the Page”. Og mon ikke de nye numre bliver luftet, når brødreduoen står klar til at skabe elektrisk klubstemning under åben himmel fredag på SYD FOR SOLEN.

 

Confidence Man

Feststemte popexcentrikere vender tilbage til SYD FOR SOLEN.

Det var umuligt at stå stille, da Confidence Man leverede et uforglemmeligt show på SYD FOR SOLEN 2023, hvor deres udsøgte miks af disco, electro, breakbeats, house og dance, garneret med akrobatiske dansekoreografier og campede effekter, hensatte publikum i ekstase.

Soundvenues udsendte roste dengang koncerten og skrev, at ”Confidence Man fik koreografi og popmusik til at gå op i en højere enhed”, mens GAFFA kvitterede med fem funklende stjerner og bl.a. anpriste gruppen for at sætte gang i festivalgæsterne. Der er derfor lagt op til et glædeligt gensyn, når Melbourne-kvartetten sætter kurs mod Valbyparken til sommer med et nyt album i rygsækken.

Confidence Man, der tidligere bl.a. er blevet rost af NME og Pitchfork og udråbt til ”Australia’s best-dressed band” i The Guardian, har nemlig ikke ligget på den lade side, siden deres sidste danske visit. I 2024 var de således både aktuelle med et mixalbum for det legendariske elektroniske label/natklub Fabric og deres tredje studiealbum ”3AM (La La La)”, der bl.a. er inspireret af 90’er-ravekultur og Londons kontemporære klubscene, hvor bandmedlemmerne på det seneste har slået deres folder – og sidstnævnte udgivelse blev modtaget med åbne arme af både publikum og anmeldere.

03 Confidence Man Lead Press Shot Credit Julian Buchan
Confidence Man – Foto: Julian Buchan

The Guardian uddelte maksimale 5 stjerner og sammenlignede aussierne med ikoniske popexcentrikere som Saint Etienne, Deee-lite og Happy Mondays, Clash Magazine tildelte 9 ud af 10 stjerner, mens NME kvitterede med 4 ud af 5 stjerner og skrev, at gruppen ”definitely have the tunes to match their outsized personas”. Kommercielt var albummet også en succes med top 10-placeringer i bl.a. England og Skotland; på UK Dance Album-listen kravlede de endda helt til tops.

Det suveræne nye album og dets mesterlige electropop-perler skriger på at blive oplevet live, hvor de toptændte frontfigurer Janet Planet og Sugar Bones’ stærke vokaler og knivskarpe koreografier giver numrene nyt live og skaber en stærk forbindelse til publikum, bakket op af gruppens to resterende medlemmer Clarence McGuffie og Reggie Goodchild.

Confidence Man er desuden blevet inkluderet på BBC’s prestigefyldte Sound of 2025-liste sammen med blandt andre Chappell Roan – endnu en anerkendelse af deres unikke talent og globale gennemslagskraft.

Vi glæder os derfor maksimalt til at byde Confidence Man velkommen tilbage til SYD FOR SOLEN, hvor de er klar til at fyre op under en gevaldig og medrivende musikalsk fest.