Uffe Lorenzen & Lydsyn på Paletten

Uffe Lorenzen & Lydsyn åbnede dørene til en ægte tidsmaskine på Paletten, og det var, som om vi blev kastet tilbage til de vildeste rockdage i ’70’erne. Det var en aften fyldt med psykedelia, fuzzguitarer, og en uforfalsket energi, der slet ikke kunne stoppes. Bandet var i topform, og der var ikke en sjæl i salen, der ikke blev revet med af deres uforbeholdne kraftudladning.

Med Højspændt, deres nyeste album, i ryggen, sprøjtede de et lydunivers ud, der både var tungt og elektrisk – en perfekt blanding af psykedelisk rock og den mere buldrende, rå sound, der kendetegner den klassiske rockscene fra ’70’erne. Ekstra Bladet har beskrevet albumet som “en mere direkte og buldrende sound, der får papmembranen i ens højttalere til at blafre,” og den fornemmelse var bestemt til stede på Paletten, hvor væggene nærmest rystede under lyden.

Uffe Lorenzen, med sit karakteristiske guitarspil og vokal, førte an i et show, der ikke var noget koreograferet show – det var rock’n’roll, som vi elsker det: uhæmmet og uforudsigeligt. Palle Demant på bas og Jens Eyde på trommer dannede et tæt, groovy fundament, der tog os med på et vildt trip gennem lys og skygge. Hver sang var som en rejse i tid og rum, hvor rockens gamle sjæl mødte noget helt nutidigt og fængende.

Paletten blev en legeplads for guitarerne, hvor fuzz og distortion blev rullet ud som et tæppe af psykedelisk magi, mens trommerne buldrede i et tempo, der fik alle til at mærke stødende hjertebanken. Det var råt, det var ægte, og det var elektrisk – som om vi var blevet transporteret direkte ind i en gammel koncertsal fra den gyldne æra af rock’n’roll.

Lydsyn er ikke et band, der kender til filtere eller forsigtighed – det hele blev leveret med et bundsolidt 70’er-punch og med en energi, der føltes som et elektrisk stød gennem kroppen. Der var ingen tvivl om, at bandet havde fundet sin rette formel, og med en lyd, der var både skæv og syret, fik de hele Paletten til at leve op til sit navn: En ægte rockpalet af intensitet, improvisation og høj volumen.

Alt i alt var det en koncert, der ikke kun var for dem, der elsker Lydsyns musik, men også for alle, der har en svaghed for den ægte, rå rock – den der med varme guitarer, vibrerende bas og trommer, der ikke stopper. Det var et trip tilbage til 70’erne – ikke som en nostalgi, men som en påmindelse om, hvad rock’n’roll virkelig kan, når den spilles med lidenskab og fuld power. Hvis du ikke var der, gik du glip af noget uforglemmeligt.

Foto: Torben Adsersen.