Festivalnyt

Herning Rocker: Fredag kulminerede med 10.000 fans og danske musiklegender

1 / 30

Som om stemningen ikke var høj nok i forvejen, lykkedes det alligevel Nik & Jay at løfte energiniveauet endnu et niveau, da de indtog scenen foran en udsolgt plads med omkring 10.000 begejstrede festivalgæster. Det blev øjeblikket, hvor Herning Rocker for alvor viste sin styrke som en af Danmarks mest populære musikfestivaler.

De to gutter fra den danske hiphop-scene har været i showbusiness i mange år, og deres erfaring strålede ud af hver en bevægelse. Med en stilren scenografi, hvor alt var holdt i hvidt omkring dem, mens de selv var iklædt sort, skabte de en visuelt slående kontrast, der understregede deres professionelle tilgang til showbusiness.

Publikum blev taget med på en rejse gennem deres største hits, og da de fik alle 10.000 gæster med til en omgang stopdans, var magien fuldkommen. Konfetti regnede ned over mængden i højtempo-numrene, før stemningen skiftede gear til det mere folkelige.

Duoen leverede den perfekte blanding af dans og fællessang med det bedste fra den danske musikskat. Fra Volbeat til Rasmus Seebach blev publikum ført gennem et musikalsk Danmark i miniature, hvor alle generationer kunne finde noget at synge med på.

Se også: Galleri: Herning Rocker 2025 er i gang

Som afslutning på første dag trådte TV2 på scenen med deres velkendte klassikere. Den folkekære gruppe, der nu er i deres 44. år som band, demonstrerede endnu engang, hvorfor de formår at samle en så bred vifte af aldersgrupper. Fra teenagere til bedsteforældre sang alle med på sangene, der har defineret dansk rock gennem årtier.

Førstedagen af Herning Rocker 2025 har i al enkelthed været en succesfuld dag, hvor danske musiklegender har vist deres klasse foran et publikum, der var klar til at give alt. Med lørdagens program i vente og forhåbentlig lidt mere solrig vejr, ser weekenden kun ud til at blive bedre og bedre.

Skrevet af Natalie V. Nørnberg. Foto: Tommy Hansen.