Vi står tæt fredag aften. Skulder ved skulder, og det gør ikke noget, at det regner lidt. På en måde minder det os bare om, at det ikke er altid man selv er herre over.
Det føles stadig som sommer, og alle er på en måde til fest med hinanden. Det summer rundt omkring i skoven. Der er nogen, der spiller op til dans, og der er andre der kysser i pludselig regn.
Her dufter af mad og af mennesker – og der er næsten ikke andet vi skal nå end hinanden. Det er sådan det er med festival. Det er pause. Det er her, vi genfinder melodien.
Festivalånden kryber ind under huden på os og vækker noget, vi sjældent kan finde ord for. Når vi synger med – slipper os selv fri og tager en hverdagspause – så sker der noget magisk. Afstanden mellem mennesker bliver mindre på en festival. Vi trækker vejret i samme takt, vores hjerter slår i samme rytme.
Vi kender omkvædet. Vi ved, at det sjældent bare er en sang. Når sød musik virkelig opstår, så bliver den et mødested for mennesker uden masker. Vi løfter hinanden. En enkel linje i et omkvæd kan rumme hele ens liv, og når flere hundrede mennesker synger den samme linje, føles det som om verden bliver en lille smule mere hel.
Og i aften i Nibe lyser scenen op i næsten alle de farver, der findes. Lyden kommer ikke snigende. Den lander som et brag eller noget i den dur, og så er festen i gang. Alt hvad hun ville var at danse. Åbenbart. Lyden rammer os som en følelse og publikum jubler som én stor fælles flok. Vi ved, hvad der kommer. Vi kender teksterne som linjerne i vores egne hænder. Og nu, i en regnvåd juli, synger vi ubesværet med på hinandens liv.
Stemmerne omkring mig er hæse, glade, fulde af øl og ømhed.
“Alt hvad hun ville var at danse
og ha’ det som de andre har det…”
Vi griner. Vi synger. Vi glemmer tid – men aldrig sted. Vi er på festival. Et midlertidigt samfund, hvor vi slår telte op side om side, deler dåseøl, mobilopladere og regnslag med fremmede. Den normale verden træder i baggrunden, og vi lever i nuet – sammen. Der opstår hurtigt et “vi” blandt mennesker, som aldrig har mødt hinanden før og musikken er det sprog, vi deler. “Du er ikke alene, vi er mange der har det sådan her…”Den linje rammer hårdt, når man står blandt mange, og den føles sand. På festival falder de sociale masker. Vi er mere åbne. Måske fordi vi er trætte, solbrændte, regnvåde – og fulde af musik. Vi falder i snak med hinden, kysser en fremmed under stjernerne og deler et tæppe og et øjeblik med en fremmed.
Foto: Tommy Hansen
![]()
Læs også: