Der står en nellike på mit bord

Danseteater kan noget helt særligt.
Kroppens sprog giver muligheder, ordet ikke kan.
Ligesom stumfilmen der kun har musik og undertekster.
De to udtryksformer møder hinanden i forestillingen om Gøg og Gokke.
Don Gnu (Kristoffer Louis Andrup og Jannik Elkær) har allerede slået deres navn fast i de flestes bevidsthed, både herhjemme og internationalt -og har du ikke allerede beriget dig selv, med en forestilling fra deres kompagni, så har du noget virkelig godt i vente. 

Allerede på vej ind til forestillingen, står de to komikere klar med kassekamera på ben og tosser rundt.
Det er et vidunderligt gensyn med en tid, som jeg kun fik snuset til, som barn.
Jeg tænker, at TV dengang jeg var lille, indimellem sendte Gøg og Gokke afsnit ligesom de sendte Tarzan med Johnny Weissmuller og Charles Chaplin, lavet i tiden 1920-1940`erne.
Alt sammen TV i sorthvid og fra den gyldne æra Hollywood havde, fra slutningen af stumfilms tiden til talefilmens gennembrud.
Det er ikke noget børn vokser op med i dag og jeg tænker, der må være en generationskløft hvor publikum under 40 år, måske slet ikke ved, hvem de er. 

Sorthvid holdes forestillingen også i.
Vi starter med at være ombord på et emigrantskib på vej til USA vist på storskærm og det tager ikke mange sekunder, at være med i “good old days” hvor man søgte lykken i Amerika og hvor man kunne være sin egen lykkes smed.
På en stor cirkel hæftet fast, på en meget høj, opbygget, smal scene, hvor storskærmen kan vise os forskellige miljøer, vises replikkerne.
Den cirkel er som en kamæleon og kan forvandles til mange forskellige geniale, relevante udtryk, forestillingen igennem. 

At virkelighedens Gøg og Gokke i forvejen, var ret så etablerede skuespillere, inden de blev kendt som komisk makkerpar, er ikke i forestillingen vigtig.
Opbygningen holder en stram, dramaturgisk linje hvor vi føres ind i alle de elementer, som Gøg og Gokke var så kendt for.
Gøg som hed Stan Laurel var tynd og Gokke hed Oliver Hardy, var tyk og havde et lille sort overskæg, lige under næsen.
De bar begge bowlerhat og jakkesæt.
Det er slapstick humor og tøffelhelte, som kommer ud for så grueligt meget, det meste med ret så voldeligt udfald.
Lidt ala Anders And.
Overfor hinanden er Gokke tyrannen som klapser Gøg gerne og ofte, til stor morskab for publikum.
Gøg er den “pivede” som kan gå i selvsving over uretfærdigheder.

Vi har en noget anden tid i dag, og det ville kunne opfattes utroligt upassende, at skulle se på, så mange hændelser som “løses” med vold.
Men i danseteaters virkemidler fungerer det virkelig godt.
Vi kan give os hen og grine med, når de mange spektakulære stunts med tilpasset lyd, sidder lige i skabet.

Det er en overmenneskelig præstation Don Gnu igen har kastet sig ud i.
Der er en boksekamp som i stuntdans med tre personer, er en indviklet koreografi og som udføres som var det, det mest enkle i verden.
At indøve slåskampe hvor lussinger og bokseslag skal have os overbevist om det vi ser, uden at benytte sig af filmteknik, er live synsbedrag på højt plan, som næsten er fysik umuligt og alligevel lykkes det de 3 aktørere.
Den 3. person i forestillingen er rollen Fritz, spillet af Mikolaj Karczewski, som er fejer i en lagerbygning og vældig tiltrukket af kameraet og Gøg & Gokke.

Der er en stige koreografi som får publikum til at lette en halv meter, flere gange, i ren forskrækkelse over Gøg, der er ved at falde ned, fra flugtruten fra fængslet. 

Der er en vidunderlig reference til Charles Chaplins Globe scene fra filmen “The Great Dictator”og utroligt mange skønne elementer kendt fra stumfilmen og slapstick genren.
Musikken er et kapitel for sig.
Det er modigt at stole på, at vi publikum enten kan nå at lære Gøg og Gokkes kendingsmelodi, eller at vi rent faktisk kender den i forvejen -og på mystisk vis, lykkes det.
Jeg blev selv overrasket over, hvor pokker den melodi lige dukkede frem, fra minderne.
Blandingen af original stumfilms musik og filminstruktør Tarantinos musiske univers klæder forestillingen rigtig godt. 

Det er en fysisk, meget krævende forestilling.
Alligevel står Kristoffer og Jannik kampsvedende ved udgangen og uddeler håndtryk og øjenkontakt til hver og èn, der vil.

Jeg overhører et overvældet publikum sige til hinanden: “En vild oplevelse”, “Nice”, “Dèt var vildt!”, Fantastisk” og “Hold da op!”

Jeg selv, får også et stykke med af Don Gnu.
Uden at vide hvem jeg er, rækker charmerende Gøg mig en Nellike, så på en måde, har jeg “filmmagien” fra fortiden, med mig hjem.

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg