Nibe Festival kan i dag meddele en historisk nyhed: Festivalen er totalt udsolgt – og det to måneder tidligere end den hidtidige rekord fra maj 2024. De sidste torsdagsbilletter er nu solgt, og alle hylder er tømte for billetter til årets festival.
Rekordknusende billetsalg
Allerede d. 16. september 2025 blev samtlige partoutbilletter solgt på lige under otte timer – et overvældende og overraskende resultat, der satte ny standard for festivalens popularitet. Nu er alle billetter væk, og Nibe Festival 2026 står klar til at byde velkommen til en fuldt booket festivaloplevelse.
Peter Møller Madsen, festivaltalsmand, udtrykker stor begejstring:
— “Vi er så glade og taknemmelige for, at vores festival i år slår alle billetsalgsrekorder. At sælge samtlige partoutbilletter på lige under otte timer var en kæmpe og overrumplende sejr. Og nu har vi så udsolgt på samtlige hylder. Det er så vildt!”
En magisk festival i Skalskov
Nibe Festival 2026 afvikles i den smukke Skalskov i dagene 1. – 4. juli. Med en udsolgt festival lover arrangementet at blive endnu mere energifyldt og mindeværdigt end tidligere år.
Nibe Festival har igen bevist sin popularitet og tiltrækningskraft – og årets udgave lover at blive en af de bedste nogensinde. Hvis du ikke har en billet, må du vente til næste år!
Læs også: