Den internationalt anerkendte danske DJ og producer HEDEGAARD er aktuel med et kulturmødeprojekt af hidtil uset omfang. I samarbejde med et af Kinas største medieselskaber i Chongqing har han skabt dokumentarserien Western China’s Melody – ti episoder instrueret af den anerkendte kinesiske journalist Xiaolou Feng – samt et tilhørende album, der udrulles løbende fra i dag.
Rejsen førte HEDEGAARD gennem regioner som Chongqing og Tibet – steder, hvor de færreste udenlandske turister bevæger sig hen. Her besøgte han lokalsamfund, oplevede traditionel mad og musik og fik et dybt indblik i kulturer og ritualer, der hidtil har været skjult for omverdenens blik.
– Det har været en fuldstændig fantastisk og inspirerende rejse at få lov til at dykke så dybt ned i en så rig kultur. Jeg blev lukket helt ind i folks private hjem, sad ved deres middagsborde og oplevede en gæstfrihed, der virkelig blæste mig bagover. Selvom vi ikke altid talte samme sprog, var der en vild nysgerrighed fra deres side, og det har bekræftet mig i, at musikken kan samle os uanset, hvor vi kommer fra, siger HEDEGAARD.
Kinesisk kulturarv møder elektronisk musik
På albummet har HEDEGAARD integreret lokale lyde og kulturelle elementer fra de egne, han har besøgt – fra traditionelle kinesiske instrumenter til field-recordings af lokale stemmer og trommegrupper – og vævet dem ind i sit karakteristiske elektroniske lydunivers.
Første single Say My Name er udkommet i dag med den iransk-svenske superstjerne Arash som gæst. På de kommende udgivelser optræder blandt andre danske Safri Duo, Karen Harding, Wacka Flocka Flame, Curbi og Jon.
– Jeg synes virkelig, at albummet er blevet ekstremt fedt. Der har været en overvældende interesse fra mine kollegaer for at gå ind i det her. Selvom jeg har arbejdet med helt nye kinesiske klangflader, har det været afgørende aldrig at gå på kompromis med min egen lyd. Jeg håber, at kineserne kan spejle deres kultur i min musik, og at mine egne fans vil synes, det er vildt fedt at høre musikken på en ny måde, siger HEDEGAARD.

Sådan udrulles projektet
Første single er ude nu. Den 5. juni følger næste single og første del af albummet, inden tredje single og albummets anden del lander den 19. juni. Sideløbende får dokumentarserien premiere på YouTube og HEDEGAARDs egne kanaler.
Læs også: