Festivalnyt

Wonderfestiwall er næsten udsolgt igen — kun 500 billetter tilbage

Der er ikke mange billetter tilbage til sommerens Wonderfestiwall ved Hammershus. Kun 500 partoutbilletter er til salg, og alt peger på, at 2026 bliver fjerde år i træk, at festivalen må melde totalt udsolgt — inden den overhovedet er begyndt.

Billetsalget er gået hurtigere end nogensinde før, og gæsterne kommer ikke længere kun fra Bornholm. Tusindvis af festivalgæster rejser hvert år til øen for at opleve kombinationen af musik, natur og fællesskab i Slotslyngens natur tæt ved de historiske ruiner.

— Det er ret vildt at stå i en situation, hvor vi igen er tæt på udsolgt flere måneder før festivalen starter. Mange planlægger simpelthen deres sommer efter Wonderfestiwall. Det vidner om, at festivalen har udviklet sig til noget langt større, end vi turde håbe på for få år siden, siger medarrangør Daniel Mühlendorph.

Fra lokal festival til national favorit

Wonderfestiwall er på få år gået fra at være en bornholmsk begivenhed til at blive en fast del af danskernes festivalsommer. Festivalen har opbygget et ry for en mere intim og stemningsfuld oplevelse end de store klassiske festivalformater — og det er ikke kun musikprogrammet, der trækker.

— Folk kommer selvfølgelig for koncerterne, men de kommer også for følelsen af at være en del af noget særligt. Wonderfestiwall er blevet en festival, som mange vender tilbage til år efter år, fordi stemningen og omgivelserne er så unikke. Det er den største anerkendelse, vi kan få, siger Daniel Mühlendorph.

Annika Wonderfestiwall140825AB 18

Stærkt musikprogram

Årets program byder på et bredt felt af både internationale og danske navne. Blandt de bekræftede kunstnere er Melanie C, The Cardigans, Dizzy Mizz Lizzy, TV-2, Infernal, Burhan G, Benjamin Hav & Familien, Annika Aakjær, Saveus, Kesi, Jonah Blacksmith og mange flere.

Wonderfestiwall 2026 finder sted 13.–16. august ved Hammershus i Allinge-Sandvig. De sidste billetter kan købes på Ticketmaster.