Festivalnyt

Nibe Festival afslører de sidste navne — og programmet er nu komplet

De mystiske TBA’er, der har prydet programmet siden det første lineup blev offentliggjort, er nu endelig erstattet af rigtige navne. Og det var ventetiden værd.

Johnson fejrer jubilæum i Reservatet

For et par uger siden fyldte en toptunet Johnson teltscenen på Jelling Musikfestival med bangere som “Det Passer”, “Kig Forbi” og “Bawler Hele Dagen” til fejringen af sit 20 års jubilæum. Den fest gentages, når Johnson fredag nat indtager Reservatet på Nibe Festival.

Berg åbner skoven

Den fremadstormende Berg, der i 2025 spillede på Grøn Scene, rykker i år ind i skoven. Onsdag klokken 14 åbner hun Reservatet med hits som “10 ud af 10”, “Koldblodet Killer” og “Slår Op”.

Barselona debuterer endelig

Så skete det. Barselona spiller på Nibe Festival for første gang — og ingen ved rigtig, hvorfor det har taget så mange år. Fredag klokken 15 indtager bandet Reservatet med storladne popbaskere som “Stå Op Gå Ned”, “Bankende Hjerter” og “Udsving”, der i februar blev kåret som P3s Uundgåelige. På grund af Von Quars stigende popularitet er de i samme ombæring rykket op på Blå Scene fredag klokken 18.

Albert Heath, Gunnva og Mike Andersen på Den Lille Fede

Den intime Den Lille Fede-scene byder på Albert Heath fredag den 3. juli — den unge artist, der sammen med Sofie1998 skabte et af 2025s store hits med “Horsens”. Onsdag starter scenen med dansk-færøske Gunnva, der med sit nordiske lydunivers af pop og folk er den perfekte måde at indlede en festivaldag på. Onsdag klokken 17 overtager bluesstjernen Mike Andersen og leverer klassikere som “Fly Free” og “Over You”.

Fællessang og fuldt program på Grøn Scene

Torsdag middag fyldes Reservatet med fællessang, når Syng! Syng! Syng! ruller ud. Konceptet er enkelt: sanginstruktør Line Groth lærer publikum et korarrangement, og det hele afsluttes med en koncert — med deltagerne selv som de optrædende, bakket op af et professionelt band. Konceptet har gang på gang ført til udsolgte musikhuse landet over.

Grøn Scene-programmet er ligeledes komplet. Ud over tidligere annoncerede navne som Faustix, Suspekt og en lang række andre kunstnere, byder scenen på temafester som “Nibe 40 Years”, “Mellem Træerne” og “Alt Det, Vi Elsker” samt et hav af DJ-sets og aktiviteter fra navne som Foxybeat, Tres Amigos, Alberte Villefrance og mange flere.

Nibe Festival 2026 er totalt udsolgt.