Koncert annoncering

Bamses klassikere får et jazzet liv i hyldestkoncert til Flemming ’Bamse’ Jørgensen

Vimmersvej, I en lille båd der gynger, Hvorfor går Louise til bal? Sangene sidder i rygraden på de fleste danskere. Men til sommer får de et helt nyt liv, når Aarhus Jazz Orchestra stiller et stort bigband op på havneområdet i Aarhus og spiller Bamses musik i jazzede, nyarrangerede versioner – med to stærke sangstemmer i front.

Koncerten er gratis og finder sted under The Tall Ships Races, omgivet af nogle af verdens smukkeste sejlskibe.

“Alle har et kendskab til Bamses sange. Derfor er det særligt spændende og et privilegium at arbejde med hans musik i en ny sammenhæng. Det bliver nyt, inderligt og måske lidt vildt – og så er det samtidig helt velkendt,” siger Signe Bisgaard, orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra.

Orkestret ledes på aftenen af dirigent Nikolai Bøgelund.

Anna David og Stine Nyløkke Stengaard

På scenen mødes to meget forskellige, men begge stærke kunstneriske stemmer.

Anna David slog igennem med Fuck Dig og har siden befæstet sin plads som en af de markante stemmer i dansk popmusik. De senere år har budt på ny musik og en tiltagende efterspørgsel på landets festivaler og spillesteder.

Stine Nyløkke Stengaard er en aarhusiansk sanger og sangskriver, der er ved at markere sig som en af de mest interessante nye stemmer i byens musikmiljø. Gennem sit band Pater arbejder hun med at vende popmusikkens konventioner på hovedet – en tilgang hun tager med ind i mødet med Bamses sange.

Aarhus Jazz Orchestra

Aarhus Jazz Orchestra, tidligere kendt som Klüvers Big Band, er et prisvindende aarhusiansk bigband med flere priser ved Danish Music Awards Jazz på hylden. Orkestret samler nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene og har et vedvarende ønske om at udvide bigbandgenrens grænser. Musikken til hyldestkoncerten er arrangeret af orkestrets egne medlemmer samt nære samarbejdspartnere.

Hyldestkoncert til Bamse

Fakta

Hyldestkoncert til Flemming ”Bamse” Jørgensen

  • Torsdag 25. juni 2026 kl. 20.00
  • Herman Sallings Plads, Aarhus
  • Fri entré
  • Medvirkende: Aarhus Jazz Orchestra, Anna David og Stine Nyløkke Stengaard
  • Dirigent: Nikolai Bøgelund

Koncert annoncering

Se flere artikler