Reportage
Diaspora, overlevelse og de pantsamlere vi møder på festivalen
I RE:ACT-teltet på Roskilde Festival fortalte Lucia Odoom og Anders Redder tirsdag formiddag om familier, der kæmper for overlevelse på en måde, de fleste festivalgæster aldrig selv har prøvet.
Klokken 11 tirsdag var der strømmet en god flok tilhørere til RE:ACT-teltet, hvor Lucia Odoom var på programmet med sin roman Cosmos fra 2024 – en bog om diaspora, tilhørsforhold og rodløshed. Med sig på scenen havde hun inviteret Anders Redder, forfatter til Fort Europa, der har mødt og interviewet afrikanske mænd i Sahel på vej mod Europa.
Det er et interessant valg, der ikke undgår det åbenlyse: endnu en hvid mand, der skriver andres historie. Men i samspillet med Lucia Odoom, der omvendt fortæller om sin egen families baggrund og bevidst har valgt den opdigtede form netop for ikke at sætte andres personlige historier til salg, fungerer kombinationen overraskende godt.
Familier afhængige af én mands indkomst
Oplæsninger, debat og et engageret publikum satte rammen for en time, der formåede at give stemme til livsvilkår, de fleste i teltet kun kender på afstand. Lucia og Anders nåede i fællesskab om ved den afhængighed, mange familier lever med – af den indkomst, én mand kan skrabe sammen, hvad enten det er som opvasker, flaskesamler eller vandsælger på en afrikansk bygade.
Læs også:
Husk pantsamleren næste gang du møder ham
Det var et respektfuldt og velgennemført arrangement. Og forhåbentlig gik tilhørerne fra teltet med en tanke med sig: at mange af de pantsamlere, de møder rundt om på festivalpladsen, ofte kommer fra en verden, der er markant anderledes end den rødbede-røde festivalboble, vi befinder os i.
Foto og tekst: Signe Elisabeth Sloth
Læs også: