Reportage
Jordnær Festival – en weekend med natur, fællesskab og magi
Saunagus om dagen, mantraer og intimkoncerter om aftenen – Music Magasin tog turen til Naturhotellet Djursland, da Jordnær Festival for anden gang inviterede indenfor til en weekend, hvor fællesskab, natur og nærvær stod øverst på programmet.
I weekenden løb Jordnær Festival af stablen for 2. gang, og det kan bestemt mærkes, at festivalen har udviklet sig og bliver mere og mere populær.
Derfor sendte Music Magasin Malou Minell afsted til Jordnær Festival, som er spækket med forskellige workshops samt saunagus i løbet af dagen og livekoncerter om aftenen.
For hvad kan gæsterne egentlig forvente at få med hjem af oplevelser efter en weekend på Naturhotellet Djursland ved Trustrup?
Foto: Rosa Malene Gammelby
Læs med her:
Fredag eftermiddag kl. 16.00 ankom de første gæster til Jordnær Festival til åbningsceremonien, og jeg blev taget imod af søde frivillige og ikke mindst af stifter Isabel Benn Morgenstern og hendes makker Søren Grum.
Isabels navn vækker måske genklang, og det er ikke helt forkert, fordi Isabel efterhånden har en del erfaring med at skabe og drive festivaler. I 2015 stiftede hun Danmarks Outdoor Festival – landets første og siden største festival for outdoor-livet. Festivalen drev hun i 10 år og nåede i den periode at samle helt op 30.000 besøgende det sidste år festivalen blev afviklet, i Ry og Silkeborg.
En anden DNA end outdoor-festivalen
Jordnær Festival har klart noget af outdoor-delen med sig, men den har alligevel en lidt anden DNA. Kerneværdierne er natur, samskabelse, fællesskab, oplevelser og magi.
Den del kom bestemt også til udtryk i løbet af weekenden.
Med omkring 300 gæster (en god portion mere end året før) er der tydeligvis et stigende behov for mere jordnære og alternative festivaler, som tager gæsterne ud af hamsterhjulets trummerum og inviterer dem til at mærke sig selv og skabe nye forbindelser og netværk med udgangspunkt i alt fra yin yoga, afrikansk dans, meditation, lydhealing, sang & stemme-workshops og ikke mindst hele wellness-delen med saunagus og vildmarksbad.
Foto: Rosa Malene Gammelby
Om aftenen blev der budt op til dans, bl.a ved hjælp fra DJ’s der kom fra Norge og Portugal, samt mere lokalt, Djursland og ikke mindst kunne man opleve nærværende intimkoncerter.
Det var altså hele paletten, som ikke kunne andet end leve op til sit navn: Jordnær Festival.
Læs også:
Musik og mantraer i særklasse
Værd at fremhæve var særligt den populære singer-songwriter Bjørgit Freya, som startede fredag aften ud med sine smukke og catchy sange, der har dybde og sjæl og er kærligt udtrykt og båret af Bjørgits karakteristiske stemme. Bjørgit Freya er pt. aktuel med sin EP Ancient Wisdom.
Også breathwork-sessionen med duoen Breathwork Sound Journey fra Djursland var en oplevelse. Duoen består af musiker og psykoterapeut Anders Mørk og musikterapeut Anders Østergaard.
Det er en helt særlig måde at opleve breathwork på, og guidet af Anders’ fine og rolige stemme – også med sang hen over den levende musik – blev man nærmest svøbt ind i det hele som i en tryg dyne. Hvis du ikke her kunne fokusere på nuet, så ved jeg ikke, hvad der kan få dig til det.
Derudover var der en helt særlig og meget givende koncert med Kirtan, som består af sangskriver, producer og mantra-artist Jakob Weise, trommeslager Heinrich Johannsen og Peter Lund på hhv. guitar og bas.
Det viste sig at blive en samskabende koncert med enkle hinduistiske mantraer, som publikum skiftevis sang med på, mens Jakob Weise viste vejen som lead-vokal.
Singer-songwriter Rosita Bramsen, som i 2023 imponerede dommerpanelet i X Factor med sin sang Jeg vil leve, havde sit band med, da hun spillede fredag aften og leverede sine smukke og fine sange, som det var svært ikke at give sig fuldstændig hen til. Hun er aktuel med albummet Blide Bølger fra 2025.
Sangerinde KamlaMarie & The Superstars imponerede med sin kraftfulde sangstemme og bandet, der nærmest løftede taget i (Bal)laden med en blanding af roots, rock, reggae og pop. En stor del af sangene er skrevet af KamlaMarie og handler om fred og forbindelse på jorden.
En jordnær stemning, der skal opleves
Foto: Rosa Malene Gammelby
Rammerne til alle disse forskellige oplevelser var helt perfekte til at skabe den rette jordnære stemning. Om det så var i den hyggelige Ballade eller i den stemningsfulde kæmpe tipi bagved glampingteltene.
Helt personligt, så kom jeg i hvert fald hjem derfra langt mere forbundet med mig selv – i fællesskab med de andre gæster, blød som smør indeni og med hjertet fyldt med et udvidet netværk, dybe processer, der skulle integreres, og en afslappethed, der er svær at beskrive, men skal opleves.
Jordnær har udviklet sig, og jeg gætter på, at der kommer langt flere gæster næste år.
Fordi vi har brug for en festival som Jordnær.
Læs også: