Vi så Bob Dylan i Horsens – måske?

Der er en joke om Bob Dylans liveoptrædener, der går nogenlunde sådan her:

Person A: Åh. Jeg håber han spiller sang X. Det er min yndlingssang.
Person B: Det er den han spiller nu!

At Bob Dylan går sine egne veje, er der vist ingen, der er i tvivl om. Det gjaldt i særdeleshed også onsdag aften i Forum, da musiklegenden vendte tilbage til Horsens efter 26 år.
Bob er blevet 85 år gammel, og det ses tydeligt. Alt andet ville være mærkeligt. Men nogle ting har ikke ændret sig. Han er stadig lige så kompromisløs som altid, og at anklage ham for at tage på turné for at tjene penge i en sen alder, er vist det sidste man skal bevæge sig ud i.
Der er en grund til, at ordet ”legende” bruges i flæng, når man snakker om Bob Dylan. Udover et utal af musikrelaterede priser, så har han også vundet både en Nobel og en Pulitzerpris, og han har fået Frihedsmedaljen af Barack Obama.
Det er ikke noget, man ”bare lige gør”.

Det var dengang

CV’et er dog ikke ensbetydende med, at præstationen altid er i top. Og nogen bliver nødt til at være drengen fra eventyret der råber op, når kejseren ikke har noget tøj på. Hvis det betyder, at jeg bliver sat uden for det gode borgerskab blandt musikelskere og feinschmeckere, så må det være sådan.
For der var alt for meget onsdag aften, der bare var alt for lidt.

Bandet startede kort efter det annoncerede tidspunkt (19.30), men der gik næsten ti minutter med musikalsk tomgang, før Dylan selv kom på scenen. Og han var indhyllet i en sort hoodie, der var trukket godt op over hovedet. De første minutter var jeg dog i tvivl om, hvorvidt det var en roadie, for i stedet for at gå op til en mikrofon og byde velkommen, brugte han de første stunder af koncerten med at pille ved en guitar med ryggen og siden til publikum.
Det eneste tegn på, at det var Dylan, var nogle mærkelige små kvæk, der var så svage, at de kunne have været noget, jeg forestillede mig.

Godt gemt i sin hoodie

Den var god nok. Det var Bob Dylan. Som opholdt sig i sikkerhed bag sit klaver og sin hoodie og på intet tidspunkt gjorde noget for at nå ud til publikum. Det har han nu aldrig gjort ret meget for før, men distancen og kløften var flere kilometer bred på denne aften.
For hvor Dylan er vant til at lade musikken klare de tunge løft, var der også her satset og udført noget helt forkert. Bandet bestod af kompetente musikere, der leverede ABC-blues, som var lige en tak eller to for højt.
Og der kommer vi til aftenens, desværre, største problem.
For Bob Dylan er som skrevet 85. Og som skrevet er det blevet meget tydeligt. Og det kan være svært at være kritisk overfor mennesker, der kommer til kort pga. deres alder. Det bliver alt for nemt at ty til banale og ondsindede kommentarer om den fysiske formåen, så jeg skal nok lade være med at lave sammenligninger eller forsøge at være morsom.

Respekt for de ældre

I stedet vil jeg bare sige, at Dylans alder har også sat sig på stemmen. Den er blevet meget tynd, og det forstærkes af hans ellers – bevidst – mumlende form. For det lød lidt for ofte som en ældre mand, der havde svært ved at finde ordene. Og kombineret med den lidt for høje lyd fra bandet, druknede han helt i store dele af koncerten.
Der var lyspunkter, men de var få og der var langt imellem dem.
Så hvis man tager Dylan-joken med i mellemregningerne, er der efterhånden ikke ret mange steder, hvor man kan høre, at der rent faktisk er tale om en koncert med Dylan.
Vi kunne ikke høre stemmen, vi kunne ikke forstå ordene, baggrundsmusikken var generisk blues og hovedpersonen havde gemt sig i sin lidt for store hoodie.

Bedre for nogle

Det bedste man kan sige var, at det var interessant. Men det prædikat er ikke nødvendigvis positivt. Og hvis du ikke har en kæmpe kærlighed til Dylan, så ville aftenen nok mest bare ramme ved siden af.
For fans var aftenen nok meget i Dylans ånd, og viljen til at tilgive de tekniske og musikalske fejltrin kan veje op for meget. Og man kunne forsøge at kalde det en intimkoncert.
Men en intimkoncert kræver, at afstanden mellem musiker og lytter nedbrydes. At musikken ikke drukner vokalen. At man er til stede på scenen og skaber en forbindelse til publikum.
Det er ikke nok, at man beder folk om at gemme mobiltelefonen væk i en skammesok.
Der skal meget mere til.