Koncertgalleri

California Dreaming i Aars: Fire stemmer tog publikum med tilbage til 60’erne og 70’erne

Nostalgi, store stemmer og velkendte sange fyldte Musikhuset ALFA, da fire musikalske venner og et velspillende band fortolkede The Eagles, The Doors, Carole King og Joni Mitchell

23 / 23

Fire musikalske venner, et band og en aften fyldt med nostalgi. I Musikhuset ALFA i Aars blev publikum torsdag aften taget med på en rejse tilbage til 1960’erne og 1970’erne. Både sangere og musikere kunne deres kram, og koncerten viste, at musik er et håndværk, der kræver musikalitet, talent og spilleglæde.

Fire stemmer med hver deres særpræg

Jimmi Jørgensen bidrog med sin rå og karakteristiske stemme, mens Kaja Brüel leverede en varm og fantastisk vokal. Tamra Rosanes, hvis stemme og amerikanske dialekt næppe kræver nærmere præsentation, var også med. Bjørn Fjældstad var en ukendt stemme for anmelderen, men viste sig at have en virkelig stærk vokal.

Sammen førte de publikum gennem aftenen. Repertoiret rummede blandt andet sange af The Eagles, The Doors, Carole King og Joni Mitchell. Undervejs blev sangene afløst af små fortællinger fra Woodstock-tiden og enkelte stikpiller til Trump, og det satte gang i minderne i salen.

Tilbage i barndommens musikværelse

For den udsendte fra Music Magazine blev koncerten en rejse tilbage til barndomshjemmet og farens musikværelse. Her hang både en akustisk Gibson og en 12-strenget Fender-guitar på væggen, og de hænger der faktisk stadig. Pludselig var man tilbage i en tid, hvor guitarerne fyldte rummet, og musikken var en naturlig del af hverdagen. Dengang spillede man selv musik, og det var ikke TikTok og YouTube, der fyldte.

“You’ve Got a Friend” og “Hotel California”

Aftenens program bød blandt andet på Carole Kings klassiker “You’ve Got a Friend” og The Eagles’ ikoniske “Hotel California”. Her blev anmelderen igen ramt af nostalgien, og tankerne gik til musiklokalet på Andebølle Ungdomshøjskole på Fyn i 1990’erne.

Anmelderen havde ikke noget særligt musikalsk talent, men elskede at hænge ud i musiklokalet sammen med de mere musikalske. Man behøvede jo ikke selv at kunne spille for at nyde selskabet og musikken. Publikum i ALFA var, som man med et glimt i øjet kan sige, det grå guld.

Selvfølgelig sluttede det med “California Dreaming”

Efter en aften med store stemmer, velkendte melodier og mange musikalske minder kunne ekstranummeret næsten ikke være andet end “California Dreaming”. Det var en passende afslutning på en koncert, der tog publikum med tilbage til en tid, hvor musikken satte dagsordenen, og verden måske var et bedre sted, i hvert fald en mere fredelig.

Foto og tekst: Tommy Hansen.

Koncertgalleri

Se flere artikler