Mazen Ismail: »Det er måske ikke det, vi ikke siger – men det, vi ikke tør føle«

Kærlighed, dating og de følelser, vi ikke altid tør sætte ord på. Det er omdrejningspunktet i Mazen Ismails nye show, Alt det man ikke siger på første date, hvor han inviterer publikum ind i de tanker og refleksioner, der opstår, når vi møder et andet menneske.

For Mazen Ismail er showet imidlertid ikke resultatet af en på forhånd fastlagt plan om at lave et show om kærlighed og dating. Det er snarere et resultat af en kreativ proces, hvor digtene og tankerne helt naturligt har bevæget sig i retning af kærligheden.

Da vi mødes, er han midt i en travl periode med flere shows på programmet. Alligevel er det tydeligt, at det kreative arbejde er drevet af en oprigtig nysgerrighed på de menneskelige relationer og de mønstre, vi bærer med os.

I samtalen kommer vi omkring kærlighedens mange facetter, hvad vi er bange for at der sker når vi er ærlige overfor os selv og hinanden i dating og kærlighed, barndommens betydning og kunsten som et rum, hvor selv de sværeste erkendelser kan undersøges via den kreative proces.

Men vi taler også om, hvorfor Mazen Ismail ikke nødvendigvis ønsker at dele alt om sig selv med offentligheden.

Når kreativiteten viser vejen

For Mazen Ismail begyndte arbejdet med det nye show ikke med en beslutning om at skrive om kærlighed. Emnet opstod naturligt i takt med, at han skrev og undersøgte de tanker, der fyldte hos ham.

»Det er ikke fordi jeg sådan har sat mig ned og tænkt, at nu skal jeg skrive et kærlighedsshow. Det er ligesom sket, når jeg har skrevet. Alle mine tanker, alle mine digte, de bevæger sig den vej. Og så er det naturligt, at mit næste show efter det, jeg lavede i Operaen i januar, skulle være om kærlighed. Jeg lader bare kreativiteten føre vejen og så følger jeg bare efter«

Kreativiteten har med andre ord fået lov til at føre ham i en retning, han ikke nødvendigvis selv havde planlagt fra begyndelsen.

Showet har også fået følgeskab af en ny digtsamling med de tekster, han optræder med. Under vores samtale fortæller han, at samlingen netop er landet.

Den nye digtsamling hedder ”Forevigt Er Længe Siden Nu” og kan købes efter hans shows og bestilles efter turnéen slutter.

Det er ikke første gang, Mazen Ismail samler sine tekster i bogform. Han har tidligere udgivet tekster med forbindelse til sine optrædener, og nu får kærlighedsdigtene deres eget liv uden for scenen.

For ham hænger de forskellige kunstneriske udtryk naturligt sammen. Det, der begynder som en tanke eller et digt, kan udvikle sig til en sceneoptræden og siden få en selvstændig form på skrift.

Det, vi ikke tør føle

Titlen på hans show;  ”Alt det man ikke siger på første date” lægger op til spørgsmålet om, hvad vi egentlig holder tilbage, når vi møder et nyt menneske. Så det spørger jeg selvfølgelig om. Men ifølge Mazen handler det ikke nødvendigvis kun om de ting, vi undlader at sige højt.

»Det er måske ikke så meget det, vi ikke siger. Det er måske det, vi ikke tør at føle.«

Han peger på, at vores parader kan stå i vejen for nærheden. Tidligere oplevelser, erfaringer fra barndommen og det, vi har med os i vores følelsesmæssige bagage, kan gøre det svært at åbne sig for et andet menneske.

Frygten for at blive afvist eller forladt kan spille en rolle, men det er ikke den eneste forklaring.

»Det er jo ikke kun, at man er bange for at blive forladt, eller at man er bange for kærligheden. Der er også nogen, der har svært ved at modtage og få kærlighed.«

Dermed handler kærlighedens udfordringer ikke alene om at finde et menneske, der vil os. Det handler også om vores egen evne til at tage imod det, der bliver tilbudt, og turde være til stede i relationen uden nødvendigvis at kende udfaldet.

Det er netop den slags spørgsmål, Mazen undersøger gennem sine tekster. Ikke for at levere en færdig opskrift på kærligheden, men for at sætte ord på de oplevelser og følelser, som mange mennesker kan genkende i deres eget liv.

Sårbarhed på egne præmisser

Selvom Mazen Ismail bruger personlige erfaringer og refleksioner som en del af sit kunstneriske arbejde, er han samtidig bevidst om, at der er forskel på at være åben gennem sin kunst og at dele sit privatliv med offentligheden.

Han fortæller, at han bevidst har holdt sit forhold til sin egen private status – om han er single eller i et forhold – uden for offentlighedens søgelys.

»Jeg lader min kunst tale for mig. Det har jeg været god til og ikke blande min status, eller om jeg er single eller gift.

Hvad gør det for dig, spørger jeg Mazen ?

”Jeg ved hvad det gør og hvad det ikke gør for mig.«

For ham handler det blandt andet om at sikre, at opmærksomheden bliver rettet mod det, han faktisk ønsker at bidrage med: kunsten, teksterne og de fortællinger, han formidler fra scenen.

Han ønsker ikke, at hans privatliv skal blive en selvstændig historie, der overskygger hans arbejde som kunstner.

»Mit private liv synes jeg også er meget mere værdifuldt, når jeg beholder det for mig selv og har det for mig selv.«

Det betyder dog ikke, at han holder sine følelser uden for kunsten. Tværtimod. Han beskriver det som en mulighed for selv at bestemme, hvor han vil hen med sine fortællinger, og hvilke dele af sig selv han ønsker at bringe frem.

»Jeg kan i hvert fald styre narrativet, og jeg kan styre, hvor jeg gerne vil hen og hvad mit personlige formål er med at skrive et show. Jeg ER meget privat.«

På den måde bliver scenen et rum, hvor han kan undersøge og udtrykke sårbarhed, uden at han behøver at gøre hele sit personlige liv tilgængeligt for andre.

Det er en balance mellem åbenhed og privatliv, hvor han selv sætter grænserne.

At skrive sig tættere på sig selv

Arbejdet med showet har ikke alene givet Mazen Ismail materiale til scenen. Det har også ført ham tættere på sider af sig selv fortæller han, som han måske ikke tidligere har været lige så opmærksom på.

Han fortæller videre, at det at skrive om dybe og personlige emner har fået ham til at opdage mønstre i sine egne reaktioner. Nogle af dem har han ikke nødvendigvis været stolt af, og andre har han først fået øje på, fordi han har taget sig tid til at undersøge dem.

»Når jeg skriver, lærer jeg rigtig meget om mig selv i processen.«

Det er ikke en proces, hvor han på forhånd kender svaret. Tværtimod beskriver han skrivningen som en undersøgelse, hvor han først undervejs finder ud af, hvad han egentlig tænker og føler.

»Jeg ved aldrig, hvor jeg er på vej hen, men ender et sted.«

Det gælder også de erkendelser, der handler om kærlighed og relationer. Når han ser nærmere på sine egne mønstre, bliver det muligt at opdage forbindelser til tidligere oplevelser og til den måde, han er blevet formet på gennem livet.

Han understreger samtidig, at han ikke betragter showet som en endelig konklusion på kærligheden eller på sig selv. Det er snarere et øjebliksbillede af en proces, der fortsætter.

Han er ikke færdig med at lære, bare fordi han har skrevet teksterne og optræder med dem. Undersøgelsen fortsætter også bagefter.

Barndommens mønstre følger os

Et af de emner, der optager Mazen Ismail, er forbindelsen mellem barndommen og voksenlivet. Han fortæller, hvordan han gennem skriveprocessen er blevet mere opmærksom på, at nogle af hans reaktioner kan minde om hans forældres.

»Så ser jeg, at der reagerer jeg ligesom min far. Og der reagerer jeg ligesom min mor.«

For ham er det interessant at opdage de tråde, der løber fra barndommen og ind i voksenlivet. Det behøver ikke nødvendigvis at handle om kærlighed. Mønstrene kan også vise sig i arbejdslivet, ambitionerne og måden, man går til verden på.

Som eksempel nævner han sin egen opvækst i en iværksætterfamilie. Hans far har været iværksætter gennem hele hans liv, og det har præget ham.

»Jeg er jo vokset op i sådan en virkelig iværksætterfamilie.«

Han beskriver det som noget, han nærmest har fået med modermælken. Det viser, hvordan det, vi vokser op med, kan blive en naturlig del af vores måde at tænke og handle på, uden at vi nødvendigvis er bevidste om det.

Men selvom nogle mønstre kan være en styrke, kan andre være mindre hensigtsmæssige. Ifølge Mazen er det interessante netop at få øje på dem og undersøge, hvor de kommer fra.

»Vi bliver jo ligesom programmeret som børn og små voksne. Og så er vi jo nok resten af vores liv både på godt og ondt.«

Det betyder ikke, at vi er dømt til at gentage alt det, vi har lært. Men det kræver, at vi tager os tid til at reflektere over vores handlinger og de erfaringer, der ligger bag dem.

For Mazen bliver kunsten en måde at arbejde med de erkendelser på. Gennem skrivningen kan han tage selv svære oplevelser og placere dem i et kreativt univers, hvor der også er plads til fantasi, leg og humor.

»Det er jo det, der er spændende ved at skrive og lave shows. Det er, at man virkelig får lov til at tage alle de her traumer og alle de her ting og så skubbe dem ind i et fantasi univers, hvor alt er muligt, og alt er leg og sjov og ballade, og så kan man grine af alle mulige mærkelige ting.«

Her bliver kunsten ikke nødvendigvis et sted, hvor alt skal løses. Den bliver et sted, hvor det kan undersøges, vendes og betragtes fra nye vinkler.

Når ordene skal stå alene

Efter det store format i Operaen har Mazen Ismail denne gang valgt en anden tilgang til sit arbejde på scenen.

I begyndelsen overvejede han, om det nye show skulle have orkester, store skærme og endnu flere visuelle elementer. Men undervejs opstod en anden idé: Hvad ville der ske, hvis han gjorde det stik modsatte?

»Hvad hvis det bare er mine ord, der får lov til at være i salen? Uden alt pynt, Hvordan ville jeg så skrive det? Det synes jeg var meget sjovt at eksperimentere med og gøre det stik modsatte af hvad folk forventer af mig efter et show som f.eks. i Operaen«

Det blev en mulighed for at undersøge, om hans tekster kunne bære showet alene, og om nærværet mellem ham og publikum kunne skabe en anden form for oplevelse.

Han beskriver det som en kreativ udfordring at gå fra et stort scenisk udtryk til et mere enkelt og intimt format.

»Kan mine ord og shows og digte stå alene?«

Det spørgsmål blev en vigtig del af retningen for showet. I stedet for at forsøge at overgå det, publikum tidligere har oplevet, valgte han at udforske, hvad der sker, når ordene får mere plads.

Formatet bliver dermed også en forlængelse af den skriveproces, han beskriver gennem hele vores samtale: En nysgerrighed på, hvad der opstår, når han tør vælge en anden vej end den forventede.

Kærligheden som en fortsat undersøgelse

Da jeg spørger Mazen Ismail, om der stadig er sider af hans eget kærlighedsliv, som kan være svære at sætte ord på, vender han tilbage til barndommens mønstre.

Han fortæller, at det kan være interessant at opdage, hvordan tidligere erfaringer påvirker ens reaktioner i voksenlivet. Når først man bliver opmærksom på forbindelserne, kan man begynde at betragte dem med større forståelse.

Det betyder ikke, at alle mønstre forsvinder, eller at man når frem til et endeligt svar. Men bevidstheden kan skabe mulighed for at arbejde med dem.

Det er også den tilgang, der præger hans kunstneriske arbejde. Han ønsker ikke at stille sig op på scenen og fortælle publikum, hvordan de skal leve deres liv, eller hvilken konklusion de skal nå frem til, når de går hjem fra showet.

Han forsøger i stedet at være tro mod sine egne følelser, tanker og oplevelser og lade publikum møde teksterne med deres egne erfaringer.

Publikum tager ordene med sig og fortolker dem ud fra deres egne liv, relationer og erfaringer. Nogle vil genkende bestemte følelser, andre vil måske opdage noget nyt om sig selv.

”Nu har jeg været på tour i en del dage og jeg kan allerede se på den respons der kommet efterfølgende at f.eks. nogle vil date på en anden måde eller de kan se sig selv i de tekster jeg har performet med eller de emner jeg taler om og så kan de spejle sig i det og det de så tager med sig, er det de IKKE skal gøre på første date. ”

Som han selv formulerer det, er showet ikke længere kun hans, når han først har opført det.

”Det er jo ikke mit show mere, når jeg står på en scene og optræder med det her, så er det publikum der ejer det efterfølgende og de ser det jo med hver deres briller og rygsække de har med sig”

Og måske er det netop pointen med ”Alt det man ikke siger på første date”: Ikke at levere en færdig opskrift på kærligheden, men at åbne et rum, hvor vi kan blive lidt mere nysgerrige på os selv og på de mennesker, vi møder.

Mazen er en prisvindende storyteller, digter og performer, hædret af Statens Kunstfond for sit arbejde med poesi og comedy forestillinger. (kilde: www.mazen.dk)

Du kan herunder læse Malous anmeldelse af showet, da Mazen optrådte på Fængslet i Horsens d.13 oktober 2026

Mazen blotlægger alt det usagte i et intimt show om dating og kærlighed