Festivalnyt
Christopher skifter til dansk og tager sin rekordsæson til Jelling
Danmarks største liveartist lige nu spiller på Store Scene i Jelling i 2027, inden han i september forsøger at slå publikumsrekord i Øresundsparken.
Christopher har vist, at det kan betale sig at gå sin egen vej. Han brød igennem som popsanger, har erobret Asien på engelsk og fået international anerkendelse som skuespiller. Nu har han gjort dansk til sit primære sangsprog, og i 2027 tager han de nye sange med til Jelling.
Jelling har fulgt ham hele vejen
Festivalens programchef Gaute Parbo Niemann ser frem til gensynet:
“Publikum i Jelling har en stærk forbindelse til Christopher og har omfavnet ham i alle faser af hans imponerende karriere. Nu tager han forbindelsen og fællessangen til nye højder med sine dansksprogede sange, og det glæder vi os helt vildt til at opleve på Store Scene i Jelling.”
Christopher har for længst etableret sig som en af landets største liveartister, både herhjemme og i udlandet. I år samlede han mere end 30.000 mennesker i Valbyparken. Næste skridt er endnu større: Til hans udsolgte headlinershow i september 2027 samler han 60.000 publikummer i Øresundsparken og sætter dermed ny rekord for en dansk artist på dansk jord.
Læs også:
Et hitkatalog med international rækkevidde
I mere end ti år har Christopher leveret pophits som “Told You So”, “Irony”, “Bad”, “Fall So Hard” og “A Beautiful Life”. Sangene har gjort ham til et fast navn på hitlister og festivalscener i Danmark og været med til at opbygge en stor international fanskare, ikke mindst efter Netflix-filmen A Beautiful Life.
Hans univers bygger på store melodier, en markant vokal og moderne popproduktioner, der både rummer det intime og det stadionstore. Live kombinerer han hitkataloget med et ambitiøst show, hvor band, visuel produktion og direkte kontakt til publikum løfter sangene langt ud over studieversionerne.
Et nyt kapitel på dansk
Christopher står midt i en ny periode i sin karriere. Med “Ham Med Guitaren”, “Ringer Om Natten”, “Jeg Ka’ Ik’ Mærke Noget” featuring Thomas Helmig og “Elsker Dig Så Meget Jeg Ku’ Gå I Stykker” har han for første gang valgt dansk som sit primære sprog.
Det har båret frugt: “Ringer Om Natten” blev sommerens mest streamede sang på Spotify i Danmark. Sangene peger frem mod hans første dansksprogede album, som tilføjer endnu mere personlighed og nærvær, når han indtager Store Scene i Jelling i 2027.
Læs også: