Han var egentlig trænet i en ung alder i klassisk piano, men lyden fra de tangenter og knapper, som skulle blive hans musikalske gennembrud, lyder på ingen måde som Beethoven eller Brahms. Liam Howlett havde startet The Prodigy i 1990 og tilføjet Maxim og Keith Flint som fuldblodsmedlemmer i det, som skulle blive “opfindelsen” af Big Beat-lyden, mens deres samlede værk bedst beskrives som elektronisk punk. Det herrens år, hvor det danske fodboldlandshold skabte EM-miraklet, skete der på den internationale musikscene også ting og sager. Det særlige samsurium fra Essex sendte debutpladen “Experience” på gaden, og særligt singlen “Out Of Space” tiltrak sig opmærksomhed. 

Siden deres karriere tog fart og frem til nu, har de været flittige danske gæster. Særligt hovedstaden har været velbesøgt og er det således også her til aften. Festivalmæssigt tæller The Prodigy sig dog for optrædener på såvel Midtfynsfestival og Roskilde som SmukFest, Tinderbox og senest Northside. Koncerten her til aften i Tap1 er lidt særlig, for det er første danske visit siden Keith Flint begik selvmord i 2019. Sangeren hængte sig i sit hjem i marts måned det år.

Diskografien vejer tungest i 90’erne, hvor de to albums “Music For The Jilted Generation” og “The Fat Of The Land” skød om sig med hits. Apropos hits, så er alle sværvægterne også at finde i aftenens sæt. Førnævnte “Out Of Space” runder eksempelvis hele ballet af. Starten er heller ikke at kimse af. Et af The Prodigys allermest genkendelige hits “Breathe” tager nærmest vejret fra publikum. Den udsolgte Tap1 kvitterer med fuldkommen ekstase og fornemmer, at “Army Of The Ants”-turnéens stop på Amager kommer helt til sin ret. Men… Inden man får set sig om, så er “Breathe” fadet over i “Omen”…

Aftenens koncert sætter sig eklatant mellem to stole. Flere af The Prodigys numre er omkring de 6 minutter eller en sjat derover. Hovedsættet på 14 sange er overstået på en time. Den hurtige matematiker kan således konkludere, at numrene altså ikke spilles i fuld længde. Faktisk ofte som et vers og et omkvæd. Stik modsat af det eventuelle kritiske indspark man kunne have givet The Prodigy ved tidligere koncerter, hvor sangene har fået ekstra bas og volumen og føles som en varighed i det uendelige. Her er sangene i den grad skåret til, ja nærmest skamklippet, hvilket til tider får Maxim og Liam Howlett til at ligne en jamversion af sig selv. Vender man tingenes tilstand på hovedet, så er det omvendt positivt, at The Prodigy har fundet plads til “Poison”, “Voodoo People” og “No Good (Start The Dance)” i hovedsættet. Det gælder også for “Firestarter”, som leveres instrumentalt. Øjensynligt af respekt for Keith Flint, som under afviklingen laserficeres frem på storskærmene fra øjnene af en godt 6 meter høj Army Of The Ants-dukke placeret i lydboksen. Sagen er bare, at man ikke bliver særlig mæt af denne omgang hit-tapas. Smagsprøverne er simpelthen i for små portioner. Lidt, men godt, holder ikke helt i byretten denne gang.

Naturligvis savner man på den ene side Keith Flint og hans fandenivoldske energi og selviscenesættelse. Omvendt giver det på den anden side mere plads til Maxim, som flere gange interagerer med publikum og påpeger vigtigheden af det massive fremmøde af Prodigy-soldater, som er han en anden hærfører. Maxim forsøger heldigvis ikke at lege Flint, men er sin egen. Dog gør det noget ved tændingen i forhold til “de gamle dage”, hvor tingene var mindre polerede. Dengang moshpits var en mere eller mindre integreret del af forestillingen som eksempelvis på Tinderbox i 2015 og på Northside i 2017, som nær havde kostet denne signatur sine briller.

De føromtalte mange Prodigy-fanatikere er mødt så talstærkt op, at Tap1 for længst har kunnet melde udgået af billetter. Man kan så stille sig selv det spørgsmål, om der er lukket for mange ind alligevel. På den ene side er det alle de rigtige (overvejende mænd), som er kommet for at opleve deres ungdom, men også raveklare unge fyre, som smider tøjet og bouncer rundt. Garderoben løber nu også ret hurtigt tør for bøjler, så det passer fint. Stor stemning jovist, og det er jo altid godt, men også en voldsom stor gene fra mobiltelefoner, som i en bred vifte tager udsynet til scenen, hvor Maxim og Liam Howlett i forvejen er svære at få øje på i det vilde inferno af lys og røg. Det lignede, at det gjaldt publikums liv at forevige hvert sekund på eget device. Ligesom ikke alle 12 hold i Superligaen kan blive danske mestre, så kan alle aftenens tilskuere heller ikke stå forrest ved scenekanten samtidig. Den logik indfinder sig bare aldrig. Under hele koncerten er der en asen og masen og ens balanceevne er i træning konstant. Vil du nyde oplevelsen med din flok, så gør du klogt i ikke at hente forsyninger i baren eller driste dig til en lille tissetår. Din plads udfyldes som havet, der lukker hullet efter et stenkast og lyden af et “plump”.

Hovedsættet afrundes med “Smack My Bitch Up”, tja, eller i hvert fald lyden af den, for Maxim lader mikrofonen hvile. Denne skriverkarl lytter intensivt efter, om der skulle falde en runde “Change My Pitch Up” i stedet, men vokalen udebliver. En langvarig kritik af sangteksten og budskabet fik bandet til at sadle om under sidste weekends koncerter i London. Sangtitlen var ændret og det faldt ikke i god jord hos de dedikerede koncertgængere, så på den konto blev det altså til dobbelt-kritik. Det lader til, at The Prodigy dermed selv forsøger at sætte sig selv mellem de førnævnte to stole, hvilket her til aften bare føles mærkeligt. 

For hver positiv ting at bemærke, så afstedkommer det samtidig malurt i bægeret. Overordnet positivt er det dog, at der ikke er nogen numre fra det helkiksede album “Always Outnumbered, Never Outgunned” fra 2004. Til gengæld savner jeg titelnummeret fra “The Day Is My Enemy”, men må indrømme at “Roadblox” fra samme album fungerer særdeles godt live.

Det hele slutter af med 5 ekstranumre, hvor The Prodigy med “Take Me To The Hospital” og “Invaders Must Die” beviser, at de dengang i 2009 fik vendt skuden. Lyden buldrer derudaf og lyseffekter forekommer i alle tænkelige former og farver. The Prodigys bidrag til musikbranchen og musikhistorien er indiskutabel, men i aften er det overordnet alt andet lige en ujævn forestilling at være vidne til. 

Sætliste

Breathe

Omen 

Voodoo People

Light Up The Sky

Climbatize

Everybody In The Place

Firestarter

Roadblox

Their Law

No Good (Start The Dance)

Get Your Fight On

Poison

Need Some1

Smack My Bitch Up

Ekstra:

Take Me To The Hospital

Invaders Must Die

Diesel Power

We Live Forever

Out Of Space

★★★☆☆☆