Det er en frygtelig ubehagelig OG interessant forestilling, der lige nu, spiller i kælderen på Aarhus Teater.
Forestillingen Vegetaren efter den prisbelønnede bog af samme navn, skrevet af sydkoreaneren Han Kang havde Danmarkspremiere, i onsdag den 9/9 kl 17.
Bogen var hans store gennembrud og han fik efterfølgende Nobelprisen i litteratur.
DØD
Scenen Studio er forvandlet til et retsmedicinsk neonrørs oplyst, koldt lokale, delt i tre aflange, forhøjede scener på langs.
Mette Klakstein spiller hovedrollen Yeong-Hye som efter en voldsom fysisk drøm, ikke kan spise kød mere.
Hendes mand, hendes svoger og hendes søster, påvirkes meget forskelligt af hendes beslutning og vi oplever forestillingen gennem deres fortælling og Yeong-Hyes reaktioner.
Foto: Aarhus Teater / Rumle Skafte
Læs også:
BARNDOM
Det er utroligt så provokerende det kan opleves af andre, når man springer ud som vegetar.
Samtidig ligger der allerede noget fra barndommen og lure, som aldrig helt bliver afsløret.
Vi får et glimt af noget, gennem søsterens forståelse af Yeong-Hye.
Søsteren spillet af Carla Elenora Feigenberg ved hvorfor Yeong-Hye er blevet den hun er, vi publikum gør ikke.
Vi kan kvalificeret gætte udfra at de har en far der drikker og der er vold i familien fra hans hånd.
Vi høre, at da hun var 9 år, blev hun bidt af en ellers venlig hund, hvor hendes far besluttede at den ikke skulle piskes, som man ellers gjorde, men løbe sig selv ihjel.
Han, faderen, binder den fast efter sin motorcykel og kører i cirkler, som Yeong-Hye skal se på, indtil den af udmattelse dør.
Hun har halen, fra selv samme hund, bundet rundt om hendes ben, for at hele hende og derefter, bliver der inviteret til festmiddag, med suppe og kød af selvsamme hund!
Søsteren fortæller om dengang hun var 13 år og Yeong-Hye 9 år forsvinder sammen og her er det, at vi forstår, at hun netop som 9 årig, ønskede at blive til et træ.
Et træ som står på hovedet og blomstre fra det åbne skød.
Foto: Aarhus Teater / Rumle Skafte
VISUEL
Det er voldsomme billeder fra fortællinger igennem hele forestillingen som bliver hos os, publikum.
Det er bestemt ikke for børn og der gøres modbydeligt uret mod Yeong-Hye, fra hendes allernærmeste.
Hovedrollen er en præstation udover det sædvanlige, Mette Klakstein er som forvandlet til Sydkoreanske Yeong-Hye, som desperat forsøger at sige fra, på sin stille måde, men med så voldsom en tydelighed, at det skriger i ørerne og driver ned af væggene.
Det er en intens, knib-mig-i-armen-mareridtsforestilling!
TRØST
Der er behov for trøst og alle som har elsket, ved at alt mistet kan kalde på en dyb sorg.
Hvem har ikke skulle sige farvel til et kæledyr og oplevet det tab?
Vi har netop ikke set den blodige kat, men kun kærligheden, ligget splattet ud på vejen foran ens hus.
Hvem har ikke som barn, haft en leg og følelser for en flue, bille eller regnorm? som så pludselig ikke bevægede sig mere.
Foto: Aarhus Teater / Rumle Skafte
VI ER DYR
Så selvfølgelig kan selv et kadaver af et blodigt grisehoved, fremkalde sorg og behov for, at omgøre det drab, den død.
Dyret man elskede, er nu uigenkaldeligt ikke mere.
Behov for at trøste sig selv og det dyr man elsker er tilstede.
Den kærlighed formår Mette Klakstein at udtrykke, uden egentlig at sige det, men hun viser det i sine handlinger og lyde.
Hendes medspillere er lige så tydelige i deres mere “almindeligt” forståelige adfærd i forhold til vores kultur og forståelse af det, som er normalt, som samtidig bliver så grusom.
Vi kramper i spejlingen af vores spisning af “hinanden”, af de andre dyr.
Her er det de nærmeste som opfører sig primitivt, som dyr ville man sige.
Yeong-Hyes ægtemand bliver så desperat over hendes nye måde at være på og med selvretfærdig over hans rettigheder som ægtemand, gør at han voldtager sin kone.
Søsterens mand som i sit begær og kunstneriske selvoptagethed, overskrider alle grænser og også han voldtager, selvom det gøres i værkets navn.
Søsterens og forældrenes har et forståeligt ønske om, at hun spiser, men også det føles som vold.
Tvangsfodring fra systemet, indlæggelse på psyk kan vi nærmest mærke på egen krop i denne forestilling.
Foto: Aarhus Teater / Rumle Skafte
Det er en sørgelig, ødelæggelse af menneske og vi skal nok helt derud i fortællingen, for at forstå hvor voldsomme dyr vi er, overfor de som ikke vil og kan være det.
Og er vi ikke alle, oftest, begge dele?
GRISEN
Har en større og vigtigere betydning i asiatisk kultur end vi kender til herhjemme og for at forstå flere scener i Han Kangs bog Vegetaren, som forestillingen er så tro overfor, skal vi vide, at der både historisk, spirituelt og symbolsk, er lag med netop det dyr, som vi med vores vestlige kultur ikke lige først kan se.
Det kan være en god ide at have set animationsfilmen Chihiro og Heksene af Hayao Miyazaki eller læst lidt op på lektien, om Syd Koreansk kultur.
Forestillingen kan ses og forstås, også selvom man ikke har læst bogen, hvilket jeg ikke har og som jeg bestemt er nysgerrig på, selvom det kræver sit mod at gå igang, nu, jeg lige har gennemført den natlige gyser på Aarhus Teater.
Stor respekt overfor at turde og kunne spille og opsætte, en så modbydelig handling og med så meget respekt og kærlighed, at vi som publikum kan sidde i gru og tage det ind.
Forestillingen efterlader os, med mange eksistentielle spørgsmål, det giver så meget mening at gå i kælderen og se Vegetaren.
Signe Kjær Høiberg
Læs også: