Torsdag den 14. december står jeg og er klar til at lytte til Mike Andersens store stemme, der er en intens stemning i rummet.

Mænd på over 40, med vigende hårgrænse og sorte briller læner sig frem.

Måske vil de gerne være Mike Andersen, måske vil de bare være lige så gode til at spille musik, måske tænker de, at han smitter, på den gode måde.

Om ikke andet, så læner de sig længere frem, de vil tættere på.

Mændene er ikke alene, det er en meget blandet flok her på Train, d. 14. december.

Der er fan gruppen i 20’erne, de voksne kvinder som har varmet op hjemmefra og kommer i flok, der er parforholdet, musikbranchen med deres store respekt for ægte musik og den private blues elsker, som kun går til den her slags konge koncerter.

En ung kvinde hænger langt ind over scene afgrænsningen, det er som om, hun kender alle guitarsoloer og hun hænger ved Mike Andersens læber og vrider sig i takt med hans fraseringer.

Det er også lækre ting der kommer over de læber. Han starter ud med “Soul on fire”.

Hans tema er kærlighed, der er både tekst og musik til forelskelse, erotik, der er til, når man smækker døren, når det gør nas, når den er slut, når den dukker op igen og man ikke føler sig fortjent til den, der er danseglæde, der er forspil, der er sorg, der er håb.

Kærligheden præsenteres i dybden, sammen med Mike Andersen.

“I aften betyder noget” fortæller Mike Andersen inden han går på scenen.

“Jeg står i aften i Århus, som for mig var New York, da jeg kom ind med toget fra Røde Kro og var Mikkel på 15 år, som så, sin første røde neon reklame. Der var jeg virkelig kommet til storbyen.” Fortæller han videre fra scenen til sit publikum.

Mikkel kom meget længere end Århus og vendte senere hjem til Danmark, fra USA som Mike.

Århus betyder noget, fordi det er her han tog sit musiske afsæt, og i aften må meget gerne gå godt siger han.

Han er inden koncerten bange for at jinxe det, ved at tale om det, for han vil virkelig gerne have sit publikum med.

Det er et utroligt sympatisk træk, at Mike A har så meget hjerte og omhyggelighed i sin tilgang til sit publikum.

Han er ellers så meget mere end os andre dødelige. Hans store stemme, hans fremtoning, musik skrivning, hans guitarsoloer og fornemmelse for kommunikation igennem netop den.

Hans musik og lyd giver så mange billeder, stemninger og associationer, så jeg bliver klar på road trip tværs over prærien, jeg parkerer på tankstation hvor vindhekse blæser forbi og en ensom cowboy letter på hatten, jeg forelsker mig, jeg er med i en Tarantino film, Twin peaks blæser også lige forbi nethinden og Tina Kjær dukker op i en reklame – noget med svedig cola og appelsiner…Det er soul og blues når det er bedst.

“Vi kan ikke skrue tiden tilbage, selvom det ville være dejligt at være der, med den erfaring jeg har nu..men, jeg kan skrive sange med den erfaring” fortæller Mike fra scenen på Train og det er som om, at den guldåre bare bliver bedre og bedre med årene.

Der er mange nye, virkelig gode sange og jeg hæfter mig ved tekst linjen: “I don`t want to steal your time” og tænker at der må stå en kvinde og have lyst til at give modsvaret: “Din store idiot, der er ikke andet, jeg har mere lyst til. Lad nu mig selv bestemme, om jeg har lyst til, at du tager min tid”..og måske vi en dag, hører nummeret: Steal my time” måske er den skrevet?!

Et andet nyt nummer som allerede er et ‘upcoming’ hit, er “fly free” som Mike Andersen har skrevet med Kajsa Vala. Kajsa som vi i år, har stødt på mange gange, det både i forbindelse med egen optræden, med Stine Bramsen og nu også med Mike Andersen. Hun kommer som aftenens overraskelse på scenen og de giver en intens præsentation af nummeret, jeg sent vil glemme.

Faktisk syntes jeg det er synd, hvis ikke man gør sig selv den tjeneste, at opleve dem live sammen, hvis den mulighed opstår, og det selvom, nummeret så rigeligt kan stå for sig selv. Så bliver deres fremførelse i aften, noget ganske magisk. Deres musik og sang slanger sig om hinanden og deres guitar solo krydser klinger, det er mere end stort og meget, meget smukt. Klart aftenens klimaks.

Mike Andersen fortæller om det, at være over 40 og pludselig opdage, at han var godt på vej til at blive `sur gammel mand` hvilket han absolut ikke vil være. Vii kan alle relaterer og vi hæver vores hånd i samhørighed, uanset alder, for vi kan være enige i meget, under nummeret “raise your hand”.

Fællesskab er virkelig noget Mike Andersen tryller frem i løbet af aftenen, musikglæde og livskundskab er smukt sat i scene, af noget af en lysmester og blændende spillende band.

Ethvert gospelkor med en Aretha Franklin wannabe, må siden 2012 have lånt nummeret “everything’s alright` i den fremførelse det får i aften, taget letter og vi er i kirke og svinger frem og tilbage i hyldest, fællessang og håb om, at alt er godt.

Da vi slutter af med nummeret “I can dance” kan der umuligt være nogen, der ikke har fået mere end varmen. Det er lummert, svedigt og skide godt skrevet.

At gå til en Mike Andersen koncert, må jeg konstaterer, er bare en virkelig, god måde at tilbringe sin aften på.

★★★★★★