Anmeldelse

Hardcore encores genfødte Pulp på Northside

1 / 8

“She came from Greece, she had a thirst for knowledge…” Enhver 90’er-freak med hang til britpop – eller bare tidslomme fra dengang – kender linjerne sunget af Jarvis Cocker og co. Alle andre kender den såmænd også. Snuppet fra den ikoniske “Different Class”-plade, der sammen med Blur, Oasis og Suede hejste det britiske musikflag til tops for snart 30 år siden. 30 år er gudhjælpemig mange år siden. Det samme kan man sig om for 26 år siden, hvor Pulp sidst optrådte i Danmark, hvor de spillede på såvel Roskilde Festival som Midtfyns Festival. Historien om Pulp må du imidlertid få genfortalt andetsteds. Her bliver hverken tale om bandets op- og nedture, splittelse eller Jarvis Cockers optræden i “Harry Potter and the Goblet of Fire”. Dette er den rå fortælling om lige nu og her, hvor Pulps genkomst live ramte førstedagen på Northside 2024.

Mange holdt ud henover datoskiftet

Aarhus-publikummet var mødt forholdsvis talstærkt op på trods af, at Pulp var sat på en halv time før skiftet fra torsdag til fredag. Godt skuldret, når det for mange er arbejdsdag i morgen. Godt skuldret, når mange nok var trætte efter en lang førstedag. Ja, i alle henseender bare godt skuldret. Storskærmenes optakt lovede nu da også, at der var noget værd at vente på. Pulps koncert nummer 545 var lige på trapperne stod der at læse, og når der så i næste billedskift blev opfordret til at lave noget larm som indflyvningen på “This Is What We Do For An Encore”, som er tourens titel, så var blåstemplingen allerede sket.

Professor Pjuske ejede scenen

Ind på scenen valsede det 8-mand store orkester med Jarvis Cocker i spidsen. Den mest usandsynlige charmerende frontmand, der er helt sin egen – og han er ligeglad med, om du synes, at han danser som Mr. Bean. Han er ligeglad med, om du synes, at hans hår ligner en fuglerede klippet af en blind. Hvad han ikke er ligeglad med, er, om du føler dig tilpas og underholdt. Det er nemlig hele missionen med Pulps genfødsel. Entertaineren Cocker var i den grad til stede her til aften. Jarvis talte om Aarhus, om hans besøg på Aros, om festivalens grønne islæt og så spandt han en fortælling eller reference mellem sætlistens sange og inddragede publikums memoir omkring dette. Som en anden excentrisk professor i filosofi lod han sig selv iscenesætte i noget, der mindede om skyggeteater på en orange baggrund. Lukkede man øjnene under åbningsnummeret “I Spy”, så kunne man have svoret, at det var Jarvis Cockers stemme, der lød fra scenen. Meget heldigt når det nu var netop ham, der var mikrofondirektør i natten. Det er ikke fordi, at de øvrige syv andre musikere ikke skal anerkendes for deres indsats, men de blev stående på deres x på scenen, mens Cocker derimod kravlede rundt på trapper og kasser og ellers både stod og lå undervejs.

Varme via genereret energi

Pulp var nok godt klar over, at det særligt er føromtalte “Different Class”, som publikums hjerte tilhører. Halvdelen af sættets 16 numre var fra netop denne plade, og sikke en indpisker “Disco 2000” var i den forbindelse. Der kom for alvor liv i publikum, der lignede nogle, som var klar til “drink and dance and screw”. Magien fortsatte under aftenens femte nummer “Pink Glove”, som satte ind, da festivalpladsen ellers begyndte at blive en kølig fornøjelse temperaturmæssigt. Publikum var klar til at bidrage til den kropslige varme, når nu et vandkoldt og halvsmattet Eskelunden ikke kunne hjælpe. Efter små 20 minutter havde alle koncertelementer været så flittigt afprøvet, at det gav påmindelser om den tour de force, som Blur leverede på Roskilde Festival sidste år. Det lugtede vitterligt af, at Northside også blev tildelt sin egen storladede genfødsel.

Ingen almindelige mennesker blev ladt i stikken

“This Is Hardcore” prikkede til feinschmeckerne og det inciterende guitarspil, der åbner “Babies”, blev modtaget med kyshånd. Folk glemte tid og sted samt at de uvilkårligt er blevet 26 år ældre, end det sidst var dem forundt at se Pulp an live. Forud for aftenens sidste ekstranummer af i alt tre, jokede Cocker med, om der mon var et nummer, som de havde glemt at spille…? Et brøl blev mødt ham og så var det på sin plads at “sing along with the common people”. Og sådan blev det. “Oooh, la la la la”…

Sætliste:

I Spy

Disco 2000

Mis-Shapes

Something Changed

Pink Glove

Weeds

Weeds II (The Origin Of The Species)

F.E.E.L.I.N.G.C.A.L.L.E.D.L.O.V.E.

Sorted for E’s & Wizz

This Is Hardcore

Do You Remember The First Time?

Babies

Sunrise

Ekstra:

Like A Friend

Underwear

Common People

★★★★★☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen

Foto: Malene Vinge Jakobsen.