Velkommen til Cöpenhell – stedet hvor ægte heavy ög metal-musik er på prögrammet. Jamen, hvad pokker laver Limp Bizkit så på plakaten? Anerkendelsen er ikke nødvendigvis stor blandt kernepublikummet, for da Limp Bizkit bragede frem, så fik de skyld for at være for melodiske, for populistiske og så ramte de hitlisterne og blev allemandseje. Ikke nødvendigvis det bedste match blandt genrefans, for straks kom kritikken om hvorvidt Limp Bizkit overhovedet kunne tilskrives at være “hård” rock. Det blev simpelthen almindeligt at pege fingre af bandet og stikke dem et prædikat som dårlig smag.

En anden vinkel, som gjorde Limp Bizkit til et omdrejningspunkt, handler om forsanger Fred Durst. Det var som om, at Durst og uheldige eskapader fungerede som hinandens magnet. Der er ikke grænser for hvor meget spalteplads, han har fået gennem tiden. Lad mig bare konstatere, at ros sjældent har været essensen af de skrevne ord om ham. Hvordan man end vender og drejer det, så står der altid mange tilskuere til Limp Bizkits koncerter – alene af den årsag, at det aldrig er middelmådigt, ligegyldigt eller kedeligt. Det kan sagtens være, at det er endnu mere elendigt, men det kan også være, at det bliver en gennemført fest. Der er altid noget at berette om, når Limp Bizkit træder ned fra scenen igen. Spørgsmålet var sådan set bare, hvordan ens sindsstemning blev efterladt efter Durst og co. besøg på Copenhell.

Massiv tilslutning fra publikum

Enhver forudindtagethed var manet til jorden, for det var som om, at hele Copenhell var omkring Helviti-scenen. Nogle var sikkert store fans, nogle ville måske have et 90’er/00’er-nostalgitrip og andre ville ikke undvære et eventuelt spektakulært show, mens den sidste del ikke ville undvære et eventuelt billigt grin. Noget af grine af, ja, blev hurtigt sparket til hjørne – apropos EM-landskampen tidligere på aftenen. Pitten var fyldt og en af pladserne var optaget af denne ordsnedker, der er overbevist om, at man bedst kan mærke og bedømme en koncert, hvis man er i øjenhøjde og kontakt med det primære publikum. 

Hits = Moshpits

På Copenhell bliver der spillet ekstremt højt, og andre konventioner, der er forbudt andre steder, lever i bedste velgående hos Helvedes Forgård på Refshaleøen. Her er det nærmest velanset at tyre sit halvfyldte ølkrus til vejrs og lade det lande, hvor tyngdekraften sætter ind. Andre festivaler har forbud mod moshpits og crowdsurfers af åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager. Sådan lader det ikke til at være tilfældet hos Copenhell, der i stedet viser videoer på storskærm, der viser, hvordan man bedst lander en udstrakt passere masserne. Til Limp Bizkit-koncerten var disse mantraer også et gennemgående tema. Det virkede næsten som om, at der for hvert et større hit skulle dannes moshpits, og med træffere som “My Way”, “Rollin’” og “My Generation”, så blev der afholdt DM i blå mærker og ømme skuldre et par rækker fra undertegnede. 

Irriterende og unødvendige pausebidder

Spoler vi lige tiden godt 20 minutter bagud, så entrerede Limp Bizkit med Fred Durst i spidsen ind på Helviti klokken 21.30. Præcis en time senere valsede de ud igen. Limp Bizkit in an hour så at sige, og publikum fik lige præcis den forestilling, som de kunne håbe på. Brag på bas og trommer og søjler af levende ild og så også lige en homage til Nirvana i form af “Come As You Are”. Det tændte en gnist hos de sorte veste, og da Fred Durst inviterede til det han selv kaldte en karaokesession med deres The Who-cover af “Behind Blue Eyes” opfordrede han samtidig publikum til crowdsurfing. Den bed så mange på, at man på et tidspunkt frygtede, at der simpelthen ikke var nok på to ben til at tage imod den flydende masse af højbelagte individer. I hitskuffet fandt Limp Bizkit også “Boiler”, “Break Stuff” og den Mission Impossible-betonede “Take A Look Around” frem. Mellem numrene dukkede små bidder af diverse evergreens frem fra DJ-pulten. Alt fra “Sweet Home Alabama” til “Careless Whisper” blev spillet sådan efter godt tre sammenhængende egne numre. Naturligvis en breaker / skiller til at vinde tid, men i virkeligheden også et noget billigt trick for at holde festen i live, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at de altså havde rigtig godt styr på tropperne uden brug af andres musik. 

Sikkerhedsbrud

Nogle der til gengæld ikke var styr på, var en gruppe indtrængende, der kravlede over pitgærdet bagfra. En så hensynsløs og egocentreret ageren, kunne man have håbet på, havde kostet et klippet armbånd. Der kunne simpelthen ikke være flere i pitten, og folk var til tider presset mod jerngelænderet i samtlige sider af manegen. Det nåede heldigvis aldrig at blive farligt, men med den slags akrobater, så kan sikkerhedspersonalet ikke holde mandtal med, hvor mange der er i pitten. Læser du disse linjer, så hjælp gerne til i flok med at afvise folk, der tager loven i egen hånd. 

En times solid folkefest

Durst fortalte i en af sine henvendelser til publikum, at hans sko og shorts var tilbage fra 90’erne – det samme med hans undertøj. Om det hele nu er sandt, er sagen ganske uvedkommende. Omvendt så var turen med Limp Bizkit en udflugt primært tilbage til “Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavored Water”-pladen. Vi kan lige så godt indrømme det alle sammen. Den skive har vi hørt igen og igen og for mange af os helt uden en kritisk stillingtagen til om Fred Durst var en platugle, der havde nok i sig selv. Helt uden kritisk stillingtagen til Limp Bizkits arbejdsform og den “lette” vej til tinderne. Helt uden kritisk stillingtagen til om Limp Bizkit kunne blåstemples som et tilhørende orkester. I aften beviste Limp Bizkit at man så at sige sagtens kan feste på tom mave i den henseende. Det var dog blot at åbne munden og strække hals. Overflyvningen af ølkrus var til at få øje på…

Sætliste:

Full Nelson

Hot Dog

Rollin’

My Generation

My Way

Behind Blue Eyes (The Who-cover)

Nookie

Boiler

Come As You Are (Nirvana-cover)

Take A Look Around

Break Stuff

★★★★☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen