I sidste uge havde vi i forbindelse med Ringsted Festival fat i 40 års jubilarer i form af D-A-D. Der er andre danske musikalske indspark, der kan fejre samme bedrift. Et af dem er Moonjam, for hvem det er præcis fire årtier siden, at de indspillede deres første single. Netop Moonjam var et af tilbuddene, som man kunne vælge her på SmukFests førstedag. En førstedag, der startede med voldsomt nedbør og lyn og torden midt på eftermiddagen. SmukFest ville åbenbart ikke stå tilbage for hverken Jelling, Northside, Roskilde og hvad de øvrige sjaskvåde festivaler henover sommeren har heddet. Resultatet var små floder i den kuperede skov, masser af mudderhuller og i det hele smattet og glat underlag. Mon dråberne fra oven fandtes der en kur. En kur der hedder Månen – ja, det hedder teltscenen nu på SmukFest, og derinde var der altså ly og Moonjam. 

Elguitar og saxofon

Hvis du har set fredags- og lørdagsunderholdning i sin tid på DR og TV2 gennem 80’erne og 90’erne, og der har været en saxofon involveret, så har den med statsgaranti haft Bob “Bobby” Ricketts i den ene ende. Jeg tøver ikke med at kalde ham Danmarks bedste saxofonist. Hvorfor kunne høres i dag som så mange gange før. Moonjams åbningsnummer var den instrumentale klassiker “Sarai”, hvor Ricketts brillerer i uhørt grad. En skøn åbner, og man glemmer alt om det tvivlsomme vejr uden for teltet. En herre ved siden af mig sagde, at han altså havde tendens til at blive kælen af tonerne af saxofon. Godt eller skidt, så var risikoen for udpræget kælenhed til stede, for efter “Bag De Blå Bjerge” fulgte sangen om “Shaida”, hvor det snoede blæseinstrument atter skulle luftes. Bandets ubestridte maestro Morten Kærså, der styrer tangenter og vokal, havde talt sig frem til, at i år var det ottende gang, at Moonjam gæstede SmukFest. I snit kalkulerede han sig frem til, at det så var hvert femte år. Ikke nogen dårlig statistik. 

Unødvendigt covernummer

Nu er det ikke lige fordi, at Moonjam på nogen måde er musikaktuelle, for seneste udgivelse ligger 13 år tilbage. Det betyder også, at aftenens koncert er bygget op af gamle velkendte sange. Moonjam spiller i noget, der ligner 65 minutter. Altså en time plus det løse. Vi får også velkendte hits som “Belisa”, “Midsommernat”, Baby, Du Har Det” og naturligvis “Gennem Ild Og Vand” som lukker stunden. Lidt pudsigt sniger Sanne Salomonsens “Sui Sui” sig også ind i sættet, men referencen ligger hos guitarist Mikkel Nordsø, der spillede i Sneakers tilbage i den første halvdel af 80’erne. Denne signatur vil dog gerne at man blive på egen sti, når ens spilletid blot er en god time, og at bandet ikke er løbet tør for hits. De kunne eksempelvis havde givet os “Annabelle” eller “Ticket To Peace”. 

The Police kom forbi

Lidt skævt bliver det også med små The Police-snippets undervejs i koncerten. “Walking On The Moon” og “Don’t Stand So Close To Me” får lige et par omkvæd og velmente reggaenoter. Om ikke andet fungerer de som rytmesættere til Morten Kærså, der som überpædagogisk spradebasse tit forlader sin bås for at stampe en rytme, gestikulere til publikum eller jamme nogle små fraser om musik, jubilæum, Skanderborg eller gamle dage. Han kan simpelthen ikke lade være, og det er tydeligt, at de øvrige bandmedlemmer Med brormand Rasmus får sig et smil på læben i ny og næ, for hvor længe skal de holde rytmen og toneart i sange, der via Mortens freestyledigtning forlænges betragteligt? Det bliver for meget jamsession til min smag, når det overgøres så meget, som det var tilfældet til aften.

Moonjam er et dybt musikalsk ensemble, og man holder ganske enkelt ikke 40 år i branchen, på scenen og sammen, hvis man ikke har noget at byde på i den store almanak over danske orkestre. Instrumenteringen og dygtigheden kan både ses og høres, og selvom man til tider er hensat til musikalsk børnetime, så er Moonjams samsurium af lyd og toner (stadig) en smuk sanselig oplevelse.

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.